Adamski's første kontakt med udenjordiske

Adamski var en ivrig amatør astronom, der ofte samarbejdede med astronomerne på Hale observatoriet på Mount Palomar i Californien. Selv boede han på sydskråningen af Mount Palomar ikke langt fra observatoriet. Mange nætter tilbragte han med at betragte nattehimlen med sine teleskoper (et 15-tommer stationært teleskop under kuppel og et 6-tommer transportabelt teleskop). Ved disse lejligheder observerede og fotograferede han ukendte objekter i rummet og blev nysgerrig efter at finde ud af, hvem de var.

Efter flere gange at være taget ud i forskellige ørkenområder, hvor der var blevet meldt om landinger, havde Adamski med seks andre ledsagere den 20. november 1952 mere held i den californiske ørken i Arizona. Denne hændelse fortælles her i meget kort version.

Mens de opholdt sig et sted i ørkenen med deres medbragte mad, fik de øje på et lydløst kæmpemæssigt, cigarformet, sølvskinnende objekt. Langsomt drev den hen imod dem; så standsede den og svævede ubevægelig. Efter en tid vendte objektet næsen den anden vej og fløj hurtigt og lydløst over en bjergkam, men ikke før nogle flyvemaskiner fra luftvåbnet brølede hen over hovedet på dem, åbenbart i et forsøg på at omringe den kæmpemæssige fremmede. Snart efter drejede den næsen opad og susede ud i rummet, mens den efterlod flyvemaskinerne i færd med at omringe det store intet.

Lidt senere kom en lille smuk maskine til syne mellem to bjergtoppe og dalede lydløst ned i en sænkning en lille kilometer fra, hvor Adamski stod. Den øverste del af den kuppelformede maskine var synlig over bjergkammen for de øvrige ledsagere, der stod længere borte. Men snart igen forsvandt den i samme retning, som den kom, netop som et par flyvemaskiner atter brølede hen over området.

Efter kort tid blev Adamski opmærksom på en mand, der stod ved indgangen til en kløft længere borte. Manden gjorde tegn til Adamski, om at komme ham imøde. Adamski har siden hen malet et billede af manden, så det vil være overflødigt at beskrive ham her. Billedet til højre er et udsnit af dette maleri. Den fremmede syntes ikke at kunne forstå engelsk, men ved hjælp af tegn og fagter lykkedes det at kommunikere. Den fremmede gjorde klart overfor Adamski, at de kom fra Venus som venner og at de interesserede sig for den radioaktive udstråling som følge af de talrige amerikanske atombombe prøvesprængninger, idet de havde virkninger langt ud i verdensrummet.

Den fremmede gjorde det klart for Adamski, at den menneskelige skikkelse er universel med variationer i størrelse, farve og legemsbygning.

Ikke langt fra hvor de stod svævede den fremmedes maskine, som Adamski ikke havde lagt mærke til, var kommet igen. Den fremmede lod Adamski forstå, at denne maskine var blevet bragt ind i Jordens atmosfære i en større - nemlig den cigarformede maskine de havde observeret tidligere. Den fremmede bekræftede overfor Adamski, at der kommer besøgende til Jorden fra flere planeter her i vort solsystem og også fra planeter i andre solsystemer og at rumrejser er almindelige. Folk ville blive frygtelig opskræmte og besætningerne ville lide overlast hvis de forsøgte at lande i fuld offentligthed.

Billedet til venstre er et maleri af en dansk kunstner, som illustrerer mødet med den fremmede fra Venus.

Den fremmede kunne bekræfte, at deres maskiner ved visse lejligheder var gået i stykker og styrtet ned og at man her på Jorden var ansvarlige for nogle af disse styrt.

Den fremmede blev ved med at pege på sine fødder og talte i et sprog, der gav Adamski et indtryk af at lyde som en blanding af kinesisk og noget, der kunne ligne et af de ældgamle tungemål her på Jorden. Den fremmede afsatte tre sæt dybe og tydelige fodaftryk med sine sko i jordbunden.

Den fremmede gjorde tegn til, at de skulle gå hen imod maskinen. Da de kom nærmere, bemærkede Adamski, at der inde i maskinen var endnu en person. Maskinen virkede gennemskinnelig og havde en meget smuk farve. Maskinen svævede ca. 2 meter over jorden tæt på en bakkekam. Tre store kugler under maskinen var nedsænket, så de ragede længere ud end skroget. Nogle af vindstødene var temmelig stærke og fik maskinen til at rokke engang imellem. Når dette skete, fik sollyset på dens overflade smukke prismestråler af lys til at glitre fra den. Dette fænomen blev også iagttaget af de seks andre, som stadig holdt udkig på afstand.

Billedet her er Adamskis eget maleri, hvor den fremmede tager afsked med Adamski efter deres møde i ørkenen.

Under hele kontakten kredsede en stor mængde flyvemaskiner. En B-36 bomber havde været lige over dem. Også mens deltagerne bagefter tog gipsafstøbninger af fodaftrykkene (på billedet), kredsede der flyvemaskiner over dem.

En pilot fra luftvåbnet har senere personligt overfor Adamski erklæret, at han overfløj området under kontakten og tog billeder af hændelsen.

Denne første kontakt mellem de fremmede og Adamski er beskrevet i bøgerne "Flyvende Tallerkener er Landet" (Adamski's beretning) og i "Other Tongues - Other Flesh" (antropolog G.H. Williamson's beretning, som var en af de seks deltagere).

Adamski's beskrivelse af de flyvende tallerkener og moderskibe

I løbet af de kommende år fra 1952 til 1965 havde Adamski flere kontakter med de besøgende udefra. Det foregik altid på den måde, at Adamski fik en tilskyndelse til at tage bestemte steder hen, hvor de fremmede så kunne kontakte ham. Flere gange kørte de ham til et øde sted ude i ørkenen, hvor der holdt et rumskib parat til at tage ham med. Normalt under disse kontakter var der flere rummennesker tilstede, men ikke kun fra samme planet; det var for det meste en blanding af rummennesker fra Venus, Mars og Saturn. Alle kommunikerede de på flydende engelsk i modsætning til det første møde, der mere var en test på Adamski's telepatiske evner. Selv om et rumskib bliver bygget på en bestemt planet, er der ingen speciel planet, som ejer det. I setdet deler rummenneskene dem mellem sig.

Det venusianske rekognosceringsfartøj
Adamski's første entré i en såkaldt "flyvende tallerken", 10 meter i diameter, beskriver han her sammen med en skitse herunder: "Jeg anslog kabinens indvendige diameter til at være ca. 5½ meter. En søjle, der var ca. 60 cm tyk, strakte sig fra selve kuplens top og ned til midten af gulvet. Senere fik jeg at vide, at dette var rumskibets magnetiske pol, og at de ved hjælp af denne tappede af naturkræfterne med henblik på fremdriften; men de gav ingen forklaring på, hvordan dette blev gjort." Man fortalte ham, at polens øverste ende normalt er positiv, og den, som går ned gennem gulvet, er negativ; men når det er nødvendigt, kan disse poler vendes om blot ved at trykke på en kontakt. "Jeg lagde mærke til, at ca. 2 meter af gulvets midte var optaget af en klar, rund linse, som den magnetiske pol gik midt ned igennem. På hver sin side af denne enorme linse og tæt ved dens kant stod der to små, men bekvemme bænke, der havde en sådan krumning, at de fulgte linsens omkreds.  Op mod ydervæggen mellem de to bænke og overfor den nu usynlige dør, gennem hvilken vi var kommet ind ad, var kontroltavlerne."

"Væggen på hver side af den dør, jeg ikke kunne se, var dækket med diagrammer og kort fra loft til gulv. De viste glimt af varierende farve og intensitet. Nogle af dem kunne sammenlignes med farvede linier, der bevægede sig tværs hen over et særligt kort. Nogle bevægede sig op og ned, andre gik på kryds og tværs, medens endu andre antog form som forskellige geometriske figurer."
"Pilotens instrumentbord lignede i retning af et orgel; men i stedet for tangenter og registre var der flere rækker knapper. Små lamper skinnede direkte ned på disse, der var sådan anbragt, at hver lampe oplyste fem knapper ad gangen. Så vidt jeg husker, var der seks rækker af disse knapper, og hver række var ca. 185 cm lang."
"Tæt ved bænken, som piloten sad på, var der et besynderligt instrument, som var direkte forbundet med den centrale magnetsøjle."
"Inde i fartøjet var der ikke én eneste mørk krog. Jeg kunne ikke regne ud, hvor lyset kom fra. Det syntes at mætte enhver hulning og ethvert hjørne med et blødt og behageligt skær. Lyset havde ikke nogen bestemt farve, som jeg kunne nævne. Det syntes i stedet at bestå af en mild blanding af samtlige farver, selv om jeg til tider forestillede mig, at snart den ene og snart den anden farve syntes at dominere."
Man forklarede Adamski, at den centrale søjle for den magnetiske pol tjener et dobbelt formål. Foruden at forsyne dem med det meste af den kraft, som behøves til flyvningen, virker den tillige som en kæmpemæssig kikkert, hvis ene ende peger op igennem kuplen, så man kan se himlen, og hvis anden ende peger nedad, så man kan overvåge jorden nedenunder. Billederne bliver sendt ind i søjlen gennem de to linser i loftet og i gulvet. Forstørrelsen kunne varieres efter behag. Af samme grund bliver sådanne maskiner eller flyvende tallerkener også kaldt for rekognosceringsfartøjer.

Ved flere lejligheder blev Adamski taget med ombord på store transport maskiner, som medbringer de mindre flyvende tallerkener. Disse moderskibe eller hangar skibe er cigarformede med en længde fra 600 meter og opefter. De benyttes som interplanetare rumskibe og der findes forskellige afhængigt af deres formål. Det kan være videnskabelige skibe eller det kan være en slags udflugtsskibe indrettet som hele byer med botaniske haver og er adskillige kilometer lange.

Det venusianske moderskib
Adamski beskriver her et de 'mindre' hangar skibe og en dansk billedkunstners forestilling af kontrolrummet er illustreret her. Dette moderskib medbringer de "små" rekognosceringsfartøjer eller "flyvende tallerkener", som er 10 meter i diameter.
"Det store kontrolrum var rektangulært med afrundede hjørner. Jeg ville mene, at dette rum var ca. 11 * 14 meter og rundt regnet 12 meter højt. Bortset fra to dørfyldninger var væggene fuldstændigt dækkede af farvede diagrammer og kort ligesom dem i tallerkenen, men efter en større målestok samtidig med, at der var flere af dem.
Langs alle rummets fir vægge var der tre rækker platforme, hvorfra de mange instrumenter kunne iagttages og studeres. Et stort teleskop stod på den øverste platform og et andet på den nederste. Fra dem begge udgik der elektroniske forbindelser til mange instrumenter i andre dele af rumskibet, og jeg fik at vide, at dette gjorde det muligt at benytte sig af disse to teleskoper fra mange steder i skibet samtidigt.
I dette rum var der også et servoinstrument, som jeg blev advaret imod at beskrive. Jeg havde bemærket en mindre udgave af dette instrument i tallerkenen. I dette kontrolrum var der ligeledes forskelligt maskineri, der ikke - så vidt jeg kunne se - havde nogen bevægelige dele.

Vi gik gennem kontrolrummet og ind ad en anden dør, der førte ind til den smukkeste dagligstue eller salon, jeg nogen sinde har set. Dens enkelhed og pragt tog vejret fra mig, og jeg udstødte et gisp, som jeg et øjeblik stod der i døråbningen, idet jeg ikke blot blev begejstret over den skønne møblering, men også stod tryllebundet af den vidunderlige harmoniske udstråling, der kom derfra.
Jeg bedømte afstanden til loftet til at være ca. 4½ meter, og rummet kunne ikka have været mindre end 12 meter på hver led. Det var opfyldt af et blødt og mystisk, blåhvist skær, og alligevel så jeg ingen lyskilder, og ingen steder var belysningen uensartet.
På væggen lige over for den dør, som vi var kommet ind ad, hang der et portræt, som jeg var sikker på måtte forestille Guddommen. Det forestillede hovedet og skuldrene af et væsen, der kunne have været mellem 18 og 25 år gammelt, og i hvis ansigt den perfekte og afbalancerede blanding af en mand og kvinde var virkeliggjort, og hvis øjne rummede en visdom og en medfølelse, der ikke kan beskrives. Man fortalte mig, at dette er deres symbol på tidløst liv, som de havde i deres hjem og alle deres fartøjer. Eftersom de altid holder dette symbol for øje, finder man ikke nogen alderdom blandt dem.
I den ene side af værelset stod et langt bord, der var omgivet af mange stole, og som blev brugt under måltiderne og ved konferencer. Rundt om i den øvrige del af salonen stod der sofaer, ortomaner og stole af forskelligt udseende og varierende størrelse, omtrent som vi har det på Jorden; men de var alle lavere og mere komfortable end vore, foruden at de var mere elegante i konstruktion og udseende. De var betrukket med et stof, der havde en blød luv med brokadevirkning. Farverne varierede og var særdeles behagelige at se på - rige, varme og afdæmpede.
Ved siden af stolene var der lave borde med glas- eller krystalplader, der havde interessante og dekorative midterstykker.
Hele gulvet var dækket af et enkelt, luksuriøst tæppe, der gik fra væg til væg. Det var mellembrunt af farve, ganske enkelt og havde en dyb, blød luv, der var vidunderlig at gå på.
En bred dør uden håndtag eller lås, førte ind til et lagerrum, idet de under deres rejser har behov for store lagre af forsyninger og udstyr. På den modsatte væg førte en anden dør ind til et køkken. Jeg blev ikke ført ind i nogle af de omtalte rum."

Rekognosceringsfartøjet fra Saturn
Adamski beskriver her en større flyvende tallerken på 30 meter i diameter.
"Døren lukkede sig på samme lydløse måde. Øjeblikkeligt øgedes lysstyrken indenfor, og den lave brummen blev hørlig, da maskineriet startede. Jeg mærkede et let tryk, der ikke var tilstrækkeligt til at bringe mig ud af balance, og jeg gættede mig til, at vi havde forladt Jorden. Piloten forklarede mig, at dette fartøj havde stået på jorden på sit enorme landingsstel med tre kugler, og det jeg havde følt, var det ryk, der var nødvendigt for at bryde forbindelsen med jorden. Det kan sammenlignes med et stykke jern, der hænger ved en magnet. Et ryk finder sted i det øjeblik, de adskilles.
Foran mig var der en korridor, der tilsyneladende havde den samme bredde samt høje vægge, der strakte sig op imod kuplen. Den gik direkte igennem omtrent en tredjedel af rumskibets diameter. Længere fremme var der et centralt rum med en stor magnetsøjle, der gik igennem rumskibets midte.
Rumskibet havde ialt fire korridorer, som eger i et hjul, der førte ind til det central rum. Væggene var mellem 6 og 9 meter høje fra gulv til loft. De var næsten helt dækket af oplyste diagrammer og kort, hen over hvilke linjer og geometriske figurer vævede indviklede mønstre i farver, der til stadighed skiftede. Ca. halvvejs oppe på de cirkulære vægge var en spinkel balkon af metal, som man kom op på ved hjælp af en stige. Oven over væggene var selve den gennemskinnelige kuppel, der var dækket af en kæmpemæssig teleskoplinse. Næsten hele gulvet var optaget af en lige kæmpemæssig linse. Omkring denne linse stod fire buede bænke, hvorpå observatørerne kunne sidde og kigge ned gennem rummet på planeten under dem...."

Moderskibet fra Saturn
Adamski beskriver her et af de større moderskibe. De "flyvende tallerkener", som dette moderskib medbringer har en diameter på 30 meter.
"Den platform, som vi var standset ved, transporterede mennesker og gods fra bunden og op til toppen af dette gigantiske hangarskib gennem en kæmpemæssig skakt, der var mere end 60 meter dyb. En magnetisk søjle strakte sig op gennem hele skakten og gik midt igennem elevatoren. Jeg fik at vide, at den frembragte den kraft, hvormed elevatoren blev drevet. Jeg blev forklaret, at dette moderskib var et videnskabeligt laboratorium. De rejser udelukkende gennem rummet for at studere de konstante forandringer, der finder sted i selve rummet. De iagttager livet og tilstandene på de mange planeter, som de møder, hvor de kommer frem. Rumskibet var et universelt rumskib bemandet med mennesker fra mange planeter, og blev benyttet til indsamling af viden til gavn for alle.

På væggen i den store salon, var der et kæmpestort himmelkort. Det forestillede de tolv planeter i vort solsystem med Solen som centrum. Omkring vort system var der andre systemer med deres sole og planeter. Gennem hele rummet og mellem planeterne var der detailler vedrørende de forskellige atmosfæriske tilstande, der eksisterede i rummet, og som vi på Jorden er fuldstændig uvidende om. Jeg fik at vide, at denne viden er af stor vigtighed for at kunne rejse sikker i rummet.
Fra skibets laboratorium kunne man udsende og fjernstyre små telemeterskiver på størrelse fra 25 cm til 350 cm i diameter, afhængigt af det udstyr, de skulle medføre. Disse telemeterskiver kunne opfange både lyd, radio, lys og endda tankebølger, som blev sendt tilbage til moderskibet for at blive registreret og analyseret. Skiverne kunne bringes til opløsning, dersom de kom ud af kontrol og stod i fare for at falde ned på jorden."

Læs mere om rumskibenes indretning i "Ombord i rumskibe".

Adamski fik fortalt, at ene med undtagelse af Jordens beboere har de fundet, at mennesker i de andre verdener er meget venlige. Også de har gigantiske rumskibe, der er bygget til at foretage krydstogter, til udvikling og adspredelse for deres medmennesker. Disse skibe besøger andre verdener som venner. Det er kun Jorden, som disse passagerskibe aldrig nærmer sig. De vil heller ikke få lov til det, før Jordens folkeslag har fået en større forståelse af fællesskab og af Universet, og som rækker ud over Jordens snævre grænser. Mennesker i andre verdener er ikke fremmede for hinanden; men er alle venner og bliver budt velkommen, ligegyldigt hvor de tager hen. De anser planeterne i hele Universet for at befinde sig i ét stort hav af liv.

Det tager dem kun et par timer til få dage at tilbagelægge afstandene mellem planeterne i vort solsystem. Fart betyder ikke det samme for dem, som for os, for når et skib først er bragt ud i det ydre rum, er skibets hastighed lig aktiviteten i rummet! I stedet for at blive drevet kunstigt frem, rejser deres rumskibe ad 'floderne' i rummet.