Hemmeligholdelsen I 1952 var jeg på kursus i USA. Jeg havde i dagbladet "Mobil Gazette" læst, at den kommission, der var nedsat til at løse gåden om de flyvende tallerkener, var blevet opløst. Den havde løst sin opgave, men resultatet ville ikke blive offentliggjort, fordi man var bange for, at det ville skabe offentlig uro. Artiklen sluttede med at sige, at kommissionens medlemmers navne ikke ville blive offentliggjort. Underskrevet Harry S. Truman (den daværende præsident). Da min grunduddannelse var afsluttet, ville skæbnen, at jeg blev sendt til Wright-Patterson Air Force Base i Dayton, Ohio, for at gøre praktisk tjeneste i kontroltårnet der. Det var jo netop der, den nedlagte kommission havde 'haft' til huse og der, hvor alle UFO-tråde fra hele verden samledes. Jeg havde ikke været på denne base i ret lang tid, inden jeg fik viden om, UFO'erne ikke var lagt på hylden - der blev stadig forsket. Lige netop dette gjorde, at der skete et eller andet med mig. Jeg følte det, som om der blev trukket et slør fra mine øjne, og jeg mistede min hidtidige urokkelige tro på autoriteterne - selv om der skulle gå endnu over 20 år, inden jeg gjorde alvor af det, så var jeg faktisk på vej ud af systemet med denne opdagelse. Og på kortere sigt var det medvirkenden til, at jeg nogle år senere startede SUFOI (Sydjysk UFO Investigation - senere Skandinavisk UFO Information) og gik ind i det internationale UFO-arbejde. Radarobservation Efter mit kursus i USA var vi i 1955 ved at indkøre en indflyvnings radar på Flyvestation Skrydstrup, da der skete noget, som for første gang fik en mærkelig tanke til at strejfe mig. Det var en flygtig tanke, om min person på en eller anden måde kunne tænkes at være mål for noget af det, jeg havde været vidne til. Det var en dag med tæt tåge, og derfor blev der ikke fløjet. Fra radarstationen blev jeg bedt om at komme derud, fordi man havde et problem. Problemet viste sig at være, at der tilsyneladende fløj objekter gennem vort luftrum med hastigheder, som vi målte til omkring 18.000 km/t, og det kunne naturligvis ikke passe, for sådanne hastigheder var ukendte på det tidspunkt. Der måtte være opstået en teknisk fejl. Medens vi andre undrede os, og teknikerne checkede det hele af uden at finde nogen fejl, var stationschefen og operationsofficeren kommet til stede. Pludselig skiftede billedet - gennemflyvningerne ophørte, og i stedet så vi nu et antal stillestående objekter i luftrummet ud til ca. 20 km. Antallet skiftede hele tiden, så var der 20, så 13 så 4 osv., og at de dukkede op og forsvandt uden at efterlade sig synlige spor, sådan som et objekt i vandret bevægelse gør, var en indikation af, at de kom og gik lodret. Cheferne og jeg diskuterede livligt, men de ville ikke ind på min ide om, at det var flyvende tallerkener, vi havde med at gøre. Sagens alvor var dog indlysende, hvilket også blev understreget af det faktum, at jeg fik lov til at lade jetfly intercepte objekterne (gå op og kigge på dem), når tågen lettede, og jeg fik fire F84 fly ud at stå ved baneenden klar til at starte op efter nærmere ordre. Kl. 11.00 klarede det så meget op, at vi kunne sende flyene op. Lige inden jeg tog mikrofonen for at give piloterne starttilladelse, var der 12 objekter synlige på radar skærmen, men nøjagtig i det øjeblik, hvor jeg gav tilladelsen, forsvandt de alle som ved et trylleslag med undtagelse af 2, som stod hhv. 10 km. nord for pladsen og 15 km. syd for pladsen. Jeg dirigerede 2 fly i hver retning, og par nr. 1 kom først til objektet, 10 km. nord for pladsen. Da de nærmede sig målet, sagde jeg: "Målet ligger kl. 12 (altså ret forude), afstanden er 5 km., højden er ukendt, kan I se noget?" Nøjagtig i det øjeblik forsvandt objektet fra radarskærmen, og piloterne rapporterede, at der var ikke noget at se. Jeg var personlig overbevist om, at UFO'ernes besætninger, eller hvem der end måtte have kommandoen over dem, havde kunnet høre, hvad vi sagde over radioen, og efterhånden, som det internationale arbejde kom til at skride frem, kunne vi se, at lignende tildragelser havde afspillet sig overalt på Jorden. Undertrykkelse af beviser Kort tid efter denne tildragelse mødte en oberstløjtnant fra staben op ved morgen briefingen, stillede sig op foran de forsamlede piloter og afgav følgende meddelelse, som jeg citerer efter hukommelsen: "Mine Herrer, amerikanerne har fået et problem ind på deres radarskærme. De kalder fænomenet engle; og disse falske ekkoer kan optræde når som helst. Man har grund til at formode, at fænomenerne også vil optræde på radarskærme andre steder, og skulle det ske her i Danmark, ønsker man ingen rapporter - ignorer fænomenet - der er ingen risiko forbundet med det. Det var det hele - der kan ikke stilles spørgsmål." Nysgerrigt UFO En anden markant oplevelse fandt sted under en natflyvning fra Flyvestation Skrydstrup. Det var eskadrille 729, der skulle flyve natflyvning, og efter at kontroltårn og indflyvningsradar var bemandet, meddelte den vagthavende i radaren, at han havde "en af mine", som han udtrykte det, på skærmen. Dette UFO lå ud over Lillebælt ved Hejlsminde og cirklede med en radius på ca. 2 km. Jeg bad vagthavende holde øje med UFO'er og advare, hvis en af vore fly skulle komme for tæt på. Objektet lå lavt, for det sås tydeligst, når antennen var tiltet lavt. Natflyvningen gik sin gang - en overgang kom der et UFO mere og cirklede ved siden af det andet - men det forsvandt snart igen, medens det første blev ved med at cirkle det samme sted. Natflyvningen nærmede sig sin afslutning - flyene vendte hjemad, kom ind over pladsen i stor højde, drejede mod sydøst, kastede højde af og drejede ind imod pladsen, når højden var ca. halveret, blev overtaget af radaren og ledt til landing. Intet usædvanligt skete, før... ...før det sidste fly drejede ind imod pladsen og lige var overtaget af radaren. Nu så radar-kontrolløren, at UFO'et forlod sin cirklende bane og satte kurs i retning af flyet. Nu var der grund til at advare. Han sagde: "DAS 29 (pilotens kode) pas på, der kommer et uidentificeret objekt op på din højre side bagfra." Piloten svarede: "Jeg har set det, jeg vil lige ... nu er det væk." I samme sekund så radar-kontrolløren, at objektet dukkede op over Lillebæltsbroen, og her lå det og cirklede lige så længe, radaren var i gang. Efter landingen kom piloten i tårnet og efter at have vandret op og ned ad gulvet en tid, fortalte han, da han drejede ind imod pladsen, havde set et mørkt område, som han lige med det samme antog for at være en Cumulus Nimbus (tordensky), men øjeblikkeligt huskede han, at meteorologen havde oplyst, at vejret ville være skyfrit under hele natflyvningen. Den næste tanke, der strejfede ham i de få sekunder, var, at det måske var en af de store radarstationer, der brugte ham som mål for en af deres natjagere, men det vidste han var absurd, og straks derefter fik han så advarslen fra indflyvningsradaren.Det, han ville have sagt, var, at han ville kigge nærmere på objektet, men så var det væk. Det sidste, han så, var et mørkt objekt som fløj parallelt med ham på højre side forskudt en smule bagud. Adamski tallerken Endnu en tildragelse fra Flyvestation Skrydstrup afspillede sig om aftenen midt under en snestorm.Al flyvning var indstillet, og på banerne kæmpede snerydningsmandskabet fra brandstationen for at rydde og holde banerne åbne, så der kunne flyves,hvis det skulle blive nødvendigt. Man kørte med de store plove fra den ene ende til anden og så i modsat retning osv. Da man under en af turene med en af plovene kom ud i østenden, så man, at der stod en "Adamski-tallerken" stille lige over det kraftige indflyvningslys i få meters højde. Brandmesteren kom op i tårnet og fortalte om hændelsen få øjeblikke senere.
|