Clifford Stone, sergent ved US Army.

Der var fartøjer, der ikke stammede fra denne planet. Der var levende væsener i dem. Mennesker, der lignede meget jer og mig. De havde deres eget liv, de havde familier. De havde sympatier og antipatier. Det tog mig ikke forfærdelig lang tid at erkende, at jeg ikke kunne fortælle min familie, hvad jeg lavede.

Jeg vil genfortælle en hændelse, og det er netop denne, der bragte mig i den situation. Det skete et sted, der kaldes Indian Town Gap i Pennsylvania. Jeg var beskæftiget i den 36. Th. Civil Affairs Unit Company. Det er en gruppe, der vil gå ud og oprette en militær regering som afløsning for en regering bestående af civile, hvis vi blev involveret i en konflikt, i hvilken vi overtog et fremmed land. Vi ville naturligvis retablere en civil ledelse i det pågældende land, og det ville da være en opgave for Civil Affairs Unit at nå dette mål.

I 1969 havde ethvert selskab en NBC enhed, og jeg var medlem af en sådan. (NBC = Nuclear Biological Chemical Unit, altså en enhed, der har med atomvåben samt kemisk og biologisk krigsførelse at gøre). Mit primære job var NBC enheden NCO og kommunikation. Jeg husker ikke præcis måneden eller året, fordi jeg aldrig har haft planer om at genopleve det, heller ikke at fortælle nogen gruppe om det; men året var 1969, da vi tog ud på en manøvre.

Engang i løbet af natten kom der nogle mennesker og fortalte os, at et fly var styrtet ned, muligvis et amerikansk fly, og at det kunne have noget atomart ombord. Hvorefter vi tog af sted.
Vi havde dannet, hvad vi kalder et NBC "hurtigt svar" hold, og når jeg ikke var ved min NTX eller udførte mine normale pligter hjemme på basen, var vi i et 30 minutters beredskab, parat til at rykke ud.

Efter tre dages forløb kom en anden enhed ud og afløste os. Der var i alt fem enheder. Da vi kom ud til stedet, begyndte vi at nærme os det sted, hvor vi kunne se nogle lys. Der var kraftige lys på, og jeg kan godt forstå, hvorfor disse lys bliver kaldt "light-alls" (oplyser alt).

Vi så da, at der var et fartøj omtrent som formen af en hæl begravet i jorden. Mens vi nærmede os, tænkte jeg ikke nøjere over det. Jeg prøvede at fastslå, hvad slags fartøj det kunne være; men måske kunne jeg ikke straks blive klar over det. Da vi først var nået frem til det sted, som vi kalder "the staging area" (operationsområdet), begyndte jeg straks at opsætte vore telefoner (mrk. 312), som vi behøvede, og vor 25 radio til vore kommunikationer og en to og en halv ton truck. Jeg anbragte vor "prick 25", som er en feltradio, på vognen og dernæst på den nødvogn, som vi havde derude.

Jeg fik straks meddelelsen: "Specialist, har du en APD-27 på køretøjet?" Jeg svarede: "Yes, sir. Det har jeg." "Få den ud og gå så hen imod fartøjet." Vi skulle have nogle målinger af radioaktiviteten. Altså gik jeg frem imod fartøjet og råbte aflæsningen ud, hver gang geigertælleren gjorde et udslag. Da jeg først var nået frem til fartøjet, der var begravet i jorden under en vinkel på 30 grader, kunne jeg se ned i det, og jeg så noget, der lignede et cockpit

Cockpittet var ikke åbent. På siden af fartøjet var der ligesom en nyreformet luge. Havde den nu været helt åben, kunne man ikke engang se sammenføjningen. Men i dette tilfælde stod det åbent. Da jeg kiggede ned, vidste jeg, at hvad jeg så på ikke var menneskeligt efter vore begreber, fordi det var mindre. Hovedet var forholdsvist meget større end vore; det hang ud over siden, og jeg var sikker på, at væsenet var dødt. Ved siden af hang et andet væsen halvvejs ud med en arm og et hoved, og jeg fik en aflæsning, der var højere end baggrundsstrålingen.

Så meddelte jeg, at jeg havde brug for en officer herude. Alt, hvad jeg hørte, var: "Det er i orden, sønnike. Bare fortæl os, hvad du ser." Jeg svarede: "Nej, sir, jeg tror ikke, at De forstår. Jeg har brug for en officer herude." Så sagde de, at jeg bare skulle fortælle, hvad jeg så, og jeg fortalte i hovedtræk, hvad De hører her i aften.

Dette er det første tilfælde, jeg nogensinde er blevet involveret i med væsener, som vi så var blevet dræbt. Jeg kan fortælle, at der var fire væsener i det fartøj. Det var ikke så forfærdelig længe efter, at jeg kom til at se et levende væsen. I det tilfælde kommunikerede vi med væsenet. Og jeg kan forsikre Dem om, at et af de ord, der lød højt og tydeligt i mine ører, var "Jeg er bange". En anden soldat og jeg hjalp væsenet til at undslippe.

Den mand, som jeg altid kaldte "Obersten", fordi han altid ledede de hold, vi var på, kom og fortalte mig, hvad der kunne ske med mig. Han var meget vred og sagde: "Kender du straffen for at hjælpe fjenden?" - Jeg svarede: "Undskyld, sir; men hvis jeg blev grebet i den samme situation, ville jeg gøre det igen. Jeg kunne identificere mig med væsenets enkle udsagn 'jeg er bange.'"

Vi havde engang et sted ved navn Viet Nam, adskillige tusind kilometer borte, og jeg var kun nitten år og meget bange. Hele situationen var sådan, at vi aldrig taler om den. Der var ting, som jeg måtte holde min familie uvidende om. Og jeg kunne ikke tillade mig den luksus at have venner, fordi jeg kunne komme til at fortælle noget.

Så endelig en dag sagde jeg det til dem, fordi jeg følte, at min familie havde ret til at vide det. Jeg fortalte det til dem, og selv dengang var jeg bange for at sige det; men jeg syntes, de havde ret til at vide det.

I aften kommer jeg til jer som et rædselsslagent individ, en ræd lille mand, og fortæller jer en brøkdel af, hvad der er sket i mit liv. Der var andre hændelser, som også I kunne tænke jer at vide noget om. Jeg sagde det i går, og jeg vil sige det igen. "Mangel på beviser" er ikke "Beviser for det manglende". Det er beviser, der ganske simpelt nægtes det amerikanske folk. Jeg står her for at fortælle jer og foran den almægtige Gud, at jeg er villig til at stå foran Kongressen og fortælle dem, hvad jeg har fortalt her i aften som værende sandheden, og jeg kan fortælle om flere begivenheder, fordi jeg har en moralsk forpligtelse, ikke bare over for min familie, men over for enhver amerikaner og enhver person på denne planet. Jeg har sandsynligvis også den samme forpligtelse over for vore besøgende. Situationen er, at vi ikke er alene i universet, og jeg tænkte, at De gerne vil vide det. Tak, mine damer og herrer.