Professor Jacobs er en respekteret professor ved et større amerikansk universitet. I 1960’erne var han i Luftvåbenet. Han var en officer som havde opsyn med optisk instrumentering, og hans job var at filme ballistiske missiltests opsendelse fra Vandenberg Air Force base i Californien. I 1964, under en test af det første missil, de filmede, fik de på filmen et UFO, som bevægede sig lige ved siden af missilet. Han siger, det så ud som to tallerkener sat sammen med en rund bordtennisbold som overflade på toppen. Filmen viste, at fra kuglen var en lysstråle rettet mod missilet. Dette skete fire gange, fra fire forskellige hjørner, da missilet var ca. 90 km oppe og bevægede sig med en hastighed af 16.500 til 21.000 km i timen. Missilet tumlede ud af rummet og UFOet forsvandt. Næste dag blev han forevist filmen af sin kommanderende officer og fik ordre om aldrig at tale om dette igen. Han sagde: hvis det nogensinde kommer på tale, skal De sige, at det var laserangreb fra UFOet. Professor Jacob fandt, at dette var usædvanligt, for i 1964 var lasere endnu i deres vorden i laboratorierne, men han samtykkede ikke desto mindre og har ikke talt om det i 18 år. År senere, efter at en artikel kom om filmen, begyndte professor Jacobs at modtage chikanerende telefonopringninger i de tidlige morgentimer. Hans postkasse blev endda sprængt i luften ude foran hans hus. Robert Jacobs beretter her: Vi sendte filmen tilbage ned til basen og – jeg ved ikke, nøjagtig hvor længe efter begivenheden – det kan have været en dag eller to – blev jeg kaldt ind på major Mansmann’s kontor ved Den Første Strategiske Luftrums Divisions Hovedkvarter. Jeg gik ind på hans kontor og dér havde de sat et lærred og en 16 mm filmforeviser op. Der stod en sofa og major Mansmann sagde: sid ned. Og der var to fyre i gråt, civilt tøj, hvilket var temmelig usædvanligt. Major Mansmann sagde: kig på dette her og startede filmforeviseren. Jeg kigge på lærredet og dér var opsendelsen fra en dag eller to i forvejen... Vi så det tredje trin udbrænde. På det teleskop kunne vi se attrap-sprænghovedet. Det fløj afsted og ind i billedet kom noget andet. Det fløj af sted, og ind i billedet kom noget andet. Det fløj ind i billedfeltet, og en lysstråle skød ned mod sprænghovedet. Husk nu, hele denne historie flyver med adskillige tusinde kilometer i timen. Så denne tingest (UFO) skyder en stråle af lys mod sprænghovedet, rammer det og den (UFOet) flytter sig så til den anden side og udsender en ny lysstråle, går så ned og skyder endnu en lysstråle af og flyver derefter ud samme vej, den kom ind. Og sprænghovedet tumler ud af rummet. Objektet, de lysprikker vi så, sprænghovedet og så videre, bevægede sig gennem rummet ca. 90 km lige op. Og de bevægede sig et eller andet sted i nærheden af 16.500 og 21.000 km i timen, da dette UFO indhentede dem, fløj ind, fløj rundt om dem, og fløj tilbage og ud igen. Jeg så det selv! Jeg giver fanden i hvad folk end ville sige om det. Jeg så det på film! Jeg var der! Da nu lyset blev tændt, vendte major Mansmann sig om, så på mig og sagde: ”Var det jer fyre deroppe?” Jeg svarede: ”Nej, sir.” Så spurgte han: ”Hvad var det?” Og jeg svarede: ”For mig ser det ud som om, vi har et UFO.” Nu var den tingest, vi så, dette objekt, som kom flyvende ind, det var cirkelformet, var ligesom to underkopper lagt sammen med en bordtennisbold på toppen. Lysstrålen kom ud af bordtennisbolden. Det var, hvad jeg så på film. Nu sagde major Mansmann til mig efter nogen diskussion om sagen: De må aldrig tale om dette igen. Hvad Dem angår, så er dette aldrig sket. Og han fortsatte: ”Jeg behøver ikke at fremhæve de alvorlige konsekvenser af et brud på sikkerheden, gør jeg?” Jeg svarede: ”Nej, sir.” Og han sagde: ”Fint. Dette er aldrig sket.” Da jeg gik hen imod døren, sagde han: ”Vent et øjeblik.” Han sagde: ”Fra nu af og år frem i tiden, hvis De nogensinde bliver tvunget af nogen til at tale om dette, skal De fortælle dem, at det var laserangreb, laser-sporingsangreb...” Det er ikke en andenhånds beretning. Dette skete for mig. Og jeg var en del af mørklægningen i det amerikanske luftvåben i 18 år. Efter en artikel (som udkom om dette tilfælde) var fanden løs! Jeg begyndte at blive chikaneret på mit arbejde. Jeg begyndte at modtage mærkelige telefonopringninger dagen igennem. Om natten derhjemme fik jeg telefonopkald – hele natten igennem, sommetider klokken 3 om morgenen, klokken 4 om morgenen, ved midnat, klokken 10, ringede folk og begynde at råbe ad mig. Du er færdig, motherfucker! Du er færdig, motherfucker! Og det er alt, de sagde. Og de fortsatte med at råbe det, indtil jeg tilsidst lagde røret på. En nat sprængte en eller anden min postkasse i luften ved at komme et stort bundt nødraketter i den. Postkassen gik op i flammer. Og den nat, klokken 01.00 om morgenen, ringede min telefon. Jeg tog den og nogen sagde: ”Nødraketter i din postkasse midt om natten, sikken et smukt syn, motherfucker!” Og sådanne ting er sket af og til siden 1982... Jeg tror, denne yderliggående gruppe omkring UFOer er en del af den fælles anstrengelse for at holde seriøse studier af det nede. Hver gang nogen prøver at undersøge dette emne seriøst, er vi mål for latterliggørelse. Jeg er professor ved et forholdsvis stort universitet. Og jeg er vis på, at mine kolleger ved universitetet ler ad mig og hyler og skriger bag min ryg, når de hører, at jeg er interesseret i at studere uidentificerede flyvende objekter – og det er blot én af de ting, vi må leve med... Hvad der videre skete med filmen er i sig selv en interessant historie, som major Mansmann fortalte til mig selv og andre mennesker. Kort efter jeg var gået, tog fyrene i civilt tøj – jeg troede, det var CIA, men han sagde, nej, det er ikke CIA, men nogle andre – filmen, og de spolede frem til det stykke, hvor UFOet var på, og tog dernæst en saks og klippede det af. De satte det på en særlig spole. De puttede den i deres mappe. De gav major Mansmann resten af filmen og sagde: ”Her, jeg behøver ikke at minde Dem, major, om konsekvensen af at bryde sikkerheden; vi vil betragte denne sag som afsluttet.” Og de forsvandt med filmen. Major Mansmann så den aldrig igen... Så der var to af os, som var officerer i Luftvåbenet på den tid, og vi så noget, og vi bekræftede hinanden i, at vi så det. Og så er det, jeg må spørge skeptikere eller folk som ikke tror på hvad jeg siger: hvorfor skulle jeg have opdigtet dette? Hvorfor skulle major (og doktor) Mansmann have opdigtet det? Hvad har vi at vinde ved det? Jeg har ikke fået andet end lidelse og smerte ud af det, ud af at tale om det. Jeg er blevet chikaneret i mit hjem. Dette blev brugt imod mig, delvis at miste et job indenfor undervisning. Jeg har oplevet et sandt helvede efter at jeg har fortalt denne historie, men jeg fortsætter med at fortælle historien, fordi jeg tror, det er vigtigt, at folk forstår, at denne form for lort foregår i regeringen. At regeringen mørklægger information, som vi er berettiget til at kende til som borgere i dette land. Det er derfor, jeg fortæller min historie. Det er derfor, jeg fortæller den til Dem... Hvad der er vigtigt for mig vedrørende hele denne historie, er meget simpelt: den største begivenhed i menneskehedens historie er opdagelsen af, at vi ikke er alene, at der er andre levende væsener – intelligente væsener - i dette univers og at vi ikke er her alene. Det er en kæmpemæssig, enorm opdagelse. Det er alle tiders opdagelse for menneskeheden, ikke, at finde ud af, at vi ikke er her alene? Det er derfor, jeg tror, det er vigtigt at tale om disse ting... For hvad jeg så den dag, var noget der nedskød et attrap sprænghoved. Hvordan ville jeg tolke det budskab? Fjol ikke rundt med atomare sprænghoveder. Det er måske sådan, jeg ville tolke det budskab. Måske en eller anden ikke ønsker at vi skal tilintetgøre Moskva; måske skulle vi holde op med det. Ronald Reagan gik en aften på fjernsynsskærmen og gjorde noget meget forbløffende. Han stillede sig op foran Amerika og sagde, at vi skal bygge et forsvarsskjold, vi vil kalde det SDI, det strategiske forsvars initiativ, og dets opgave er at beskytte os, at beskytte os alle. Ronald Reagan sagde, at vi vil dele dette med alle. Vi vil dele det med russerne – vore fjender, de fyre, som vi for blot få år tilbage havde i sinde at tilintetgøre. Nu skal vi pludselig beskytte dem med et skjold. Hvem er det, vi skal beskytte dem imod? Måske var det det første skud fra boven, det første advarselsskud fra en eller anden, der siger: ”Hold så op med det, børn, det er på tide at blive voksne. I ønsker da vel ikke at tilintetgøre denne planet, gør I?” Det kunne være... Den information, jeg lige har givet Dem vedrørende min opfattelse af, hvad der skete dér, er ikke blot baseret på min egen spekulation, men jeg har læst andre ting og talt med andre mennesker i løbet af de mellemliggende år. Måske er vor paranoia ubegrundet og hvis vi møder væsener med overlegen teknologi, skulle vi måske omfavne dem og være gode imod dem, fordi de muligvis viser os, hvordan vi skal overleve.
|