Merle Shane McDow, US Navy Atlantic Command.

Mr. McDow gik ind i Flåden i 1978 og opnåede en top-hemmelig, Special Compartmented Intelligence (SCI) klarering med en Zebra Stripes. Han var tildelt Atlantic Operational Support Facility, Atlantic Command, dernæst under admiral Trane. Mr. McDow var til stede, da et UFO blev indfanget på radar og set af piloter visuelt bevæge sig med høj fart op og ned af den atlantiske kyst. Kommandocentret blev sat på zebra alarm og admiral Trane gav ordre til at tvinge UFOet ned. Mr. McDow diskuterer de trusler samt den intimidering og konfiskation af logbøger, der fandt sted efter hændelsen.

 McDow beretter:

…Og det tidlige advarselssystem – jeg tror, det kom ind fra en Air Force base på Grønland eller Nova Scotia på det tidspunkt – sagde, at vi havde kontakt med et uidentificeret flyvende objekt, som var trængt ind i vort luftrum. …

Og i løbet af få minutter var admiral Trane styrtet ind i Kommandocentret og ind i sin bås, som han havde lige under mezzaninen dér, og det første, admiral Trane ville vide, var, hvor mange kontakter, vi havde, hvor de var, i hvilken retning gik de og reagerede Sovjet. For vi vidste, at det ikke var Sovjet, som havde invaderet vort luftrum. Det var bekræftet lige fra begyndelsen, fra starten.

På det tidspunkt, da admiral Trane fandt ud af, at det ikke var russerne og at han ønskede at vide om russerne også havde reageret på denne trussel, det var i det øjeblik, at han gav tilladelse til at lade to fly gå på vingerne for at se hvad dette var. Og det var på det tidspunkt, at denne jagt op og ned ad østkysten begyndte. Vi opsendte flyvemaskiner fra så langt nord på som Grønland til NAS (Naval Air Station), Oceanien. Dette objekt, vi havde det på radar – denne hændelse varede næsten en time. Man kunne høre den direkte transmission af piloternes stemmer. Og de havde visuel bekræftelse af objektet og lavede beskrivelser af det. Piloterne var i stand til komme tæt på objektet et par gange og kunne se, at objektet ikke var en flyvemaskine, vi var fortrolige med – det var hverken noget, vi eller russerne havde. Det blev meget hurtigt fastslået. Dette rumfartøj eller hvad det nu var, de jagtede, viste meget uberegnelig flyvning op og ned ad kysten, hurtig flyvning…

Det ene øjeblik var det her og det næste: ’bam’, var det nede adskillige hundrede miles nede ad kysten, legede blot tagfat…

Billederne, som vi fik tilbage i Kommandocentret senere, kom fra de første kontakter, flyene havde med det ud for Nordamerikas nordlige kyst. De kom tæt nok på til at få taget nogle billeder, som senere blev bragt videre til Kommandocentret…

Hvad der virkelig plagede admiral Trane, hvad der egentlig fik ham til at gå fra snøvsen, var, at denne ting bestemt havde absolut kontrol over situationen og kunne være hvor som helst, den ønskede i løbet af sekunder. Det ene øjeblik var vi tæt på den ud for Maines kyst, og det næste er den i Norfolk med kurs sydpå mod Florida. Og alt vi kan gøre, er at få den tidlig-advarsels-radar op og ned ad kysten til at holde udkig efter denne ting, som bare legede med os.

Admiral Trane og hans stab var meget bekymrede over det, mildest talt. De var især meget bekymrede, da de fandt ud af, at det ikke var russerne og det ikke var os, og han var ikke vidende om nogen ellers, som havde teknologien til at bygge et sådant fartøj, som kunne bevæge sig omkring så let og hurtigt. Jeg husker tydeligt, at jeg kiggede ud over mezzaninens rækværk og så blot fuldstændigt kaos opstå på grund af deres manglende evne til at holde øje med denne ting, hvad det end var.

UFOet bevægede sig omkring så uberegneligt og hurtigt op og ned ad kysten… De prøvede at give så mange befalinger, de kunne op og ned ad kysten for at spore denne ting eller få et fly op. Admiral Trane sendte fly på vingerne til højre og venstre, op og ned ad hele den østlige kyst for at prøve at isolere denne ting og få nogle fly fra nord og syd til bogstaveligt talt at spore den og tvinge den ned. Det var tydeligt, at de ønskede at indhente den, at tvinge den ned med hvad der end var muligt.  

Ordren blev givet af admiral Trane for at prøve at få dette objekt tvunget ned fra himlen, hvis overhovedet muligt, med hvad der end var muligt…

Da denne hændelse som jeg gengiver den, sluttede, tog objektet, som vi havde jagtet op og ned ad strandbredden, kurs ud over Atlanten, over Azorerne. Jeg husker, de sagde, at det steg i en vinkel på 66 grader, da det nærmede sig Azorerne på denne måde, og det steg i   en vinkel på 66 grader uden at sagtne farten eller noget, og forlod atmosfæren og bevægede sig ud i rummet. Det satte blot kurs mod rummet og var væk med ét.  Jeg mener, det forsvandt bare fuldstændig. Vi taler om noget, som dækkede tusindvis af miles på et øjeblik og det var bare væk og fik alle rundt om til måbe: ”Nå da da, hvad mon det var.”

Det var på en måde komisk at se hvordan De Forenede Staters overlegne militærmagt var på knæene af noget, de ikke anede, hvad var, hvor kom fra, hvor skulle hen eller noget som helst. Det eneste, de med sikkerhed vidste var, at det ikke var russerne, og de var ubøjelige i bestræbelsen på at finde ud af det…

”Disse to herrer begyndte at stille mig spørgsmål om denne begivenhed. De blev meget ubehagelige for at sige det ærligt. Jeg husker, at jeg bogstaveligt talt rakte hænderne i vejret og sagde ”Et  øjeblik, venner, jeg er på jeres side. Blot et øjeblik.” For de var ikke særlig venlige. De fremkom med trusler og gjorde det meget klart, at intet som var set, hørt eller bevidnet måtte sive ud fra denne bygning. ”De må ikke sige et ord om det til Deres samarbejdspartnere. Og uden for basen glemmer De blot alt hvad De har set eller hørt vedrørende dette. Det har ikke fundet sted…”

Man fik det indtryk, at de ellers ville udføre legemsbeskadigelse på én, uden rigtigt at komme frem og true én. Man kunne blot udlede det af tonen i deres stemme, som når nogen siger ”Hej, kammerat, gør hvad jeg siger, ellers så…”

Hvis dette objekt havde været fjendtligt og ønskede at nedkaste våben eller skyde missiler efter os, eller hvad som helst, ville det have været meget let for dem at gøre det. Der var ingen tvivl om det.

Vi havde på det tidspunkt intet, der kunne kaste lys over, hvad dette var. Og det kunne frit smutte ud af vort luftrum og gøre hvad det ønskede med hensyn til at bevæge sig. Vi repræsenterede ingen som helst trussel for det. Det stod smerteligt klart; meget. Jeg tror, admiral Trane var klar over det også og var meget bange. Jeg vil ganske enkelt sige, at den gamle dreng var oprigtigt bange…

Jeg ville mene, at de anlæg, der virkelig havde dette UFO på radar - der var fem, som jeg er sikker på, og det er fra Grønland og hele vejen til Florida, og der kan være andre, jeg ikke kender. Jeg ved dette, fordi admiral Trane gav ordrer til NAS Oceania. ”Lad os få nogle fly op der fra, få nogle fly på vingerne i en fart.” Han ringede til dem for at alarmere Dover Air Force Base, Putuxent River, Maryland, Cecil Field nede i Florida…