Det er kun få, som kan forestille sig, hvordan det ville være at blive den første til at stå frem for offentligheden i en sag som denne. Han besad den kvalitet og det mod og den udholdenhed, som satte ham i stand til at fortsætte uforstyrret ansigt til ansigt med sløvhed, latterliggørelse og ondskab, idet han fulgte sin egen uimodståelige vision af en verden i harmoni med universet og med Skaberens evige plan.

På den praktiske side var han en usædvanlig dygtig astronomisk fotograf. Selv om han ikke var uddannet, reagerede han, lige så snart hans interesse var vakt, på udfordringen til at fotografere ukendte fænomener med lige så stor dygtighed som en trænet videnskabsmand. Vi må huske, at de detaljerede teleskopbilleder, han tog af rumskibe, kun repræsenterede det allerbedste af i hundredvis af andre, mindre tilfredsstillende forsøg.

Adamski var ven og fortrolig med mange betydningsfulde mennesker, som ikke ønskede at udlevere ham til offentligheden. Han delte sin viden frit med regeringsmedlemmer, men lod sig aldrig dominere af dem.

Han samarbejdede helt og fuldt med flyvevåbnet og svigtede aldrig deres tillid. Han havde et adgangskort, som han altid bar på sig, og som gav ham adgang til hemmelige områder inden for forsvaret. Pave Johannes XXIII gav ham en guldmedalje, efter at han havde afleveret et budskab til den syge pave. Denne historie kan man læse om i bogen ”George Adamski, The Untold Story”, skrevet af Lou Zinnstag og Timothy Good.

Han var en mand, som ikke kunne købes. Han var mindst to gange blevet tilbudt store pengebeløb for at undsige sine oplevelser; men han afviste tilbudene. Hans konklusion var, at magtfulde kapitalinteresser, som arbejdede med at forberede udviklingen af billig, tilgængelig kosmisk energi, stod bag disse forsøg på bestikkelse.