Rummet mellem planeter er ikke tomt
I fysik har du lært om tyngdekraft, legemers bevægelser, elektricitet, magnetisme og om tid.
Det er alt sammen ting, der gælder for den fysiske verden. Nærmere betegnet Jorden og dens måne. Men hvad med de øvrige planeter, stjerner og galakser. Er de da ikke fysiske?
Jo, men ind imellem er der det, vi kalder rummet - eller det såkaldte tomme rum. Det er bare en falsk varebetegnelse, for det er slet ikke tomt. Det ser bare sådan ud - set med vore øjne og jordiske måleapparater.
Rummets vigtigste opgave er at holde de forskellige planeter og verdener adskilt. Der råder helt andre forhold i rummet end dem, vi kender her fra Jorden.
Rummet er dødsensfarligt, og derfor kan vi jordmennesker ikke overleve en rejse bare til den nærmeste planet, for eksempel Mars. Der findes strålinger, der er dødbringende for biologisk liv - altså mennesker. Men der findes også en slags landeveje - magnetiske motorveje. Hvis vi havde et fartøj, der kunne modstå strålingerne i rummet, og hvis vi kunne styre det ind på en sådan motorvej, ville det virkelig gå stærkt. Så kunne du for eksempel rejse til Saturn på bare otte timer. Og der er vistnok mere end 36 millioner kilometer derud - når den er tættest på.
Nu er det sådan, at der virkelig er nogen - mennesker ligesom os - der ræser rundt på motorvejene derude - men det er igen en sag for sig. Vi véd i hovedtrækkene, hvordan de beskytter sig mod den farlige stråling; men de har stadig - og vil ikke - fortælle os i detaljer, hvilken drivkraft de bruger.

Rummet er Skaberens værksted
Videnskabsmændene her på vores planet har i årenes løb arbejdet med noget, der hedder kvantefysik. Ordet kvante betyder en lille mængde. Det kan være et lyskvant; det kan være et rumkvant.
Og hvad er så et rumkvant for noget? Jo, der er noget, de kalder superstrenge. En superstreng er en mærkelig størrelse. Den kaldes populært for en quaternion. En quaternion - altså en enkelt superstreng - er i virkeligheden sammensat af to kræfter. Nu skal du lige forestille dig to pile, der er lige lange og modsat rettede - sådan her:

I den ene pil går tiden fremad, i den anden baglæns. Tilsammen neutraliserer de hinanden, sådan at vi kan tale om det evige nu. Det vil altså sige, at det, vi kalder fortid, nutid og fremtid, ikke eksisterer ude i rummet. Du er nu ude i Skaberens værksted - det sted, hvor den evige og allestedsnærværende kraft, som vi jordmennesker kalder Gud - har hjemme og til stadighed skaber nye verdener.

Scalarbølger dannes når et fartøj flyver gennem rummet
Lad os nu tænke os, at et himmellegeme - eller et menneskeskabt fartøj - farer gennem rummet, værkstedet. Hvad så, og hvordan beskytter himmellegemet eller fartøjet sig.
Først hvad så. Jo, hvis en båd bruser frem gennem et stille vand, forstyrrer den vandet og laver bølger. På samme måde laver et fartøj rav i quaternionen - eller superstrengene. De reagerer. Resultatet er, at de afgiver energi - og noget, der hedder scalarbølger. Denne energi blev set første gang af den russiske kosmonaut Yuri Gagarin, da han fløj rundt i yderkanten af Jordens atmosfære, på grænsen til rummet. Og alle efterfølgende astronauter samt amerikaneren George Adamski sagde, at det lignede ildfluer - lysprikker, der kom og forsvandt.
Så er der scalarbølgerne. Dem er det nu lykkes os at frembringe hernede på Jorden, og allerede i 1960'erne begyndte man at eksperimentere med dem. Man opdagede, at de kunne bruges til at gøre det af med kræft, HIV/AIDS og alle mulige sygdomme. Hvorfor apparatet ikke blev sat i produktion, er en helt anden historie. Kort fortalt var medicinalindustrien ikke interesseret i, at alle deres medicinske præparater ville blive overflødige, hvis man gik over til at bruge elektromedicin. Så kunne de ikke mere tjene penge og ville gå ned med flaget. Derfor saboterede de apparatet.

Planeter er omgivet af et elektromagnetisk skjold
Hvordan beskytter planeterne sig mod rummet?
Du har måske hørt lidt om, at Jorden er omgivet af nogle stærke elektromagnetiske skaller, som blev opkaldt efter videnskabsmanden VanAllen. Han opdagede dem i 1969, men allerede ti år tidligere havde den skøre amerikaner George Adamski, der påstod at have fløjet rundt med en flyvende tallerken og talt med besætningen, beskrevet disse tre skaller!
Alle planeter drejer sig om sig selv. Derfor har de en magnetisk akse med nord og sydpol. Og fra forsøgene i fysiktimen véd du, at noget, vi kalder magnetiske kraftlinjer, går i buer fra den ene magnetiske pol til den anden. Hvor der er magnetisme, er der også et elektrisk felt. Sådanne elektromagnetiske felter er VanAllen bælterne.

Rumskibe må beskytte sig mod alfa-, beta- og gammastråling
Måske har du også lært i fysiktimen, at vor Sol udsender radioaktivitet. Der er hovedsageligt tre slags. De såkaldte alfastråler, der i virkeligheden er protoner - så er der betastråler, der er det samme som elektroner, og endelig har vi de lynhurtige og farlige gammastråler.
Skal vi derfor kunne rejse i rummet, er vi nødt til at lave en kabine med tre skaller i væggen, der er henholdsvis negativt, positivt og negativt ladet. Det svarer fuldstændig til de lag, enhver planet er omgivet af, og det er det, der beskytter en planet eller et rumskib mod den farlige stråling i rummet. Og fordi den ydre skal er negativt ladet, sker der kun sjældent sammenstød mellem dem, fordi negativt frastøder negativt.

Tiden kan være forskellig fra planet til planet
Måske har I hørt, at rummet er krumt. Og det, vi kalder tyngdekraft, er i virkeligheden en bivirkning af rummets krumning - eller kurvatur, som man plejer at sige.
Nu er der bare det, at for at have en fysisk verden, er man nødt til at have et område, der er beskyttet mod rummet - ellers vil de atomer, som vi selv og Jorden og alting her på Jorden bare gå i opløsning øjeblikkeligt. Så derfor kunne man sige det sådan, at en planet og dens måner er spærret inde i en slags kasse. Populært kunne man sige, at den er afgrænset af magnetisme og tyngdekraft.
I en sådan kasse - eller område - er frekvensen af det magnetiske felt låst fast til en speciel værdi, der gælder for hele området. Fordi elektricitet opstår, når der er magnetisme og et magnetisk felt til stede, vil også elektronernes bevægelse eller frekvens være fast. Tiden måler vi ved den afstand, der er mellem to toppe i en elektronisk bølge. Den har derfor en ganske bestemt værdi i vores kasse - eller rumtidskontinuum, som det hedder med et fint ord. Men fordi den magnetiske frekvens er forskellig fra planet til planet, er tiden som regel også forskellig. Det vil sige, at hvis vi tænker os, at vi kunne rejse til en anden planet, ville tiden gå enten hurtigere eller langsommere.

Tidsenhed

Elektron som bølgeform

Der er dokumenterede beretninger om, at folk, der er blevet taget med til en anden planet, ved hjemkomsten er blevet ældre. En glatbarberet korporal vendte hjem 31/2 timer - Jordtid - senere, men da havde han et syv dage gammelt skæg. Mærkeligt nok er springet i tid altid på syv. Han havde altså besøgt en planet, hvor tiden var gået syv gange syv gange hurtigere. Omvendt kunne han også være kommet hjem ganske få minutter senere.

Bermuda trekanten - et ustabilt område for Jordens rumtidskontinuum
Nu kan der undertiden gå kuk i det. Du har nok hørt om Bermuda trekanten, hvor det hænder, at skibe og fly forsvinder. Forestil jer, at de ting, der holder sammen på det område - det rumtidskontinuum - som Jorden befinder sig i, består af tre kurver, der skal følges ad ligesom de tre kordeller i et reb. Kurverne dannes som før nævnt af magnetisme, den såkaldte tyngdekraft og en tredje kraft, som vi for nemheds skyld kunne kalde lyskraft.
Hvis nu de tre kordeller går lidt fra hinanden, så der bliver et hul i rebet, kan for eksempel skibe eller fly i området enten forsvinde helt ud af vort rumtidskontinuum eller dukke op igen på et andet sted og i en anden tid.
Det var således tilfældet, da amerikanerne lagde nogle kæmpestore spoler omkring et krigsskib og ændrede den magnetiske frekvens. Skibet forsvandt, men dukkede øjeblikkelig op i en helt anden havn. (Philadelphia eksperimentet). Uheldigvis var der nogle af besætningen, der havde bevæget sig, medens forsøget stod på, og da skibet som sagt dukkede op igen, sad deres kroppe fast i metallet i skibet. Der skete også noget besynderligt med de overlevende. Deres legemer var lysende, og de kunne gå gennem vægge - men det gik over igen. Forsøget blev aldrig gentaget, og hele episoden blev holdt hemmelig.

Besøgende udefra kan komme fra et andet rumtidskontinuum
I øvrigt går mange beretninger om Nærkontakt af tredje grad ud på følgende: Besætningen står ud af fartøjet, og de første minutter, efter at de er trådt ud og ned på jorden, er de lysende at se til. Det er, fordi de har forladt deres rumtidskontinuum i fartøjet, og det skal lige have lov til at klinge af. Bagefter er der ingen fare ved at gå hen, trykke dem i hånden og snakke med dem.
Om et sådant fartøj véd vi, at de tre kugler, der sænkes ned på jorden under landing, både indeholder en kraftig elektrisk kondensator, der kan rumme elektricitet, samt kan stilles til at rotere på en sådan måde, at tiden bliver neutraliseret. Det er nemlig nødvendigt for at kunne ændre frekvensen af det magnetfelt, som de normalt opholder sig i. Man kan også sige, at de dermed har forladt deres eget rumtidskontinuum og er trådt ind i vores. Så længe de flyver i deres eget rum, kan vi ikke se dem - de er usynlige for vore øjne. Men skal de vise sig for folk hernede og måske tilmed lande, er de nødt til at skifte den magnetiske frekvens.

Vore kvantefysikere fortæller os, at der i rummet eksisterer mindst 10 dimensioner, hvor vi hernede kun kender til de fire - og så regner vi endda tiden for at være én af dem. Så det kan ikke længere undre, at der er mere end ét univers - der er et utal af dem, og jo flere jo højere dimensioner de har.
Bliver du en smule svimmel over alt det her? Ikke så sært, for det er ikke noget, man fortæller folk officielt - endnu.