Det
        'tomme' rum og tidsbegrebet 
        Af Stig Boye Petersen  | 
       
     
    Rummet mellem planeter er ikke tomt 
    I fysik har du lært om tyngdekraft, legemers bevægelser, elektricitet, magnetisme og om
    tid. 
    Det er alt sammen ting, der gælder for den fysiske verden. Nærmere betegnet Jorden og
    dens måne. Men hvad med de øvrige planeter, stjerner og galakser. Er de da ikke fysiske? 
    Jo, men ind imellem er der det, vi kalder rummet - eller det såkaldte tomme rum. Det er
    bare en falsk varebetegnelse, for det er slet ikke tomt. Det ser bare sådan ud - set med
    vore øjne og jordiske måleapparater. 
    Rummets vigtigste opgave er at holde de forskellige planeter og verdener adskilt. Der
    råder helt andre forhold i rummet end dem, vi kender her fra Jorden. 
    Rummet er dødsensfarligt, og derfor kan vi jordmennesker ikke overleve en rejse bare til
    den nærmeste planet, for eksempel Mars. Der findes strålinger, der er dødbringende for
    biologisk liv - altså mennesker. Men der findes også en slags landeveje - magnetiske
    motorveje. Hvis vi havde et fartøj, der kunne modstå strålingerne i rummet, og hvis vi
    kunne styre det ind på en sådan motorvej, ville det virkelig gå stærkt. Så kunne du
    for eksempel rejse til Saturn på bare otte timer. Og der er vistnok mere end 36 millioner
    kilometer derud - når den er tættest på. 
    Nu er det sådan, at der virkelig er nogen - mennesker ligesom os - der ræser rundt på
    motorvejene derude - men det er igen en sag for sig. Vi véd i hovedtrækkene, hvordan de
    beskytter sig mod den farlige stråling; men de har stadig - og vil ikke - fortælle os i
    detaljer, hvilken drivkraft de bruger. 
    Rummet er Skaberens værksted 
    Videnskabsmændene her på vores planet har i årenes løb arbejdet med noget, der hedder
    kvantefysik. Ordet kvante betyder en lille mængde. Det kan være et lyskvant; det kan
    være et rumkvant. 
    Og hvad er så et rumkvant for noget? Jo, der er noget, de kalder superstrenge. En
    superstreng er en mærkelig størrelse. Den kaldes populært for en quaternion. En
    quaternion - altså en enkelt superstreng - er i virkeligheden sammensat af to kræfter.
    Nu skal du lige forestille dig to pile, der er lige lange og modsat rettede - sådan her: 
     
      
      
    I den ene pil går tiden fremad, i den anden baglæns. Tilsammen
    neutraliserer de hinanden, sådan at vi kan tale om det evige nu. Det vil altså sige, at
    det, vi kalder fortid, nutid og fremtid, ikke eksisterer ude i rummet. Du er nu ude i
    Skaberens værksted - det sted, hvor den evige og allestedsnærværende kraft, som vi
    jordmennesker kalder Gud - har hjemme og til stadighed skaber nye verdener. 
    Scalarbølger dannes når et fartøj flyver gennem
    rummet 
    Lad os nu tænke os, at et himmellegeme - eller et menneskeskabt fartøj - farer gennem
    rummet, værkstedet. Hvad så, og hvordan beskytter himmellegemet eller fartøjet sig. 
    Først hvad så. Jo, hvis en båd bruser frem gennem et stille vand, forstyrrer den vandet
    og laver bølger. På samme måde laver et fartøj rav i quaternionen - eller
    superstrengene. De reagerer. Resultatet er, at de afgiver energi - og noget, der hedder
    scalarbølger. Denne energi blev set første gang af den russiske kosmonaut Yuri Gagarin,
    da han fløj rundt i yderkanten af Jordens atmosfære, på grænsen til rummet. Og alle
    efterfølgende astronauter samt amerikaneren George Adamski sagde, at det lignede ildfluer
    - lysprikker, der kom og forsvandt. 
    Så er der scalarbølgerne. Dem er det nu lykkes os at frembringe hernede på Jorden, og
    allerede i 1960'erne begyndte man at eksperimentere med dem. Man opdagede, at de kunne
    bruges til at gøre det af med kræft, HIV/AIDS og alle mulige sygdomme. Hvorfor apparatet
    ikke blev sat i produktion, er en helt anden historie. Kort fortalt var
    medicinalindustrien ikke interesseret i, at alle deres medicinske præparater ville blive
    overflødige, hvis man gik over til at bruge elektromedicin. Så kunne de ikke mere tjene
    penge og ville gå ned med flaget. Derfor saboterede de apparatet. 
    Planeter er omgivet af et elektromagnetisk skjold 
    Hvordan beskytter planeterne sig mod rummet? 
    Du har måske hørt lidt om, at Jorden er omgivet af nogle stærke elektromagnetiske
    skaller, som blev opkaldt efter videnskabsmanden VanAllen. Han opdagede dem i 1969, men
    allerede ti år tidligere havde den skøre amerikaner George Adamski, der påstod at have
    fløjet rundt med en flyvende tallerken og talt med besætningen, beskrevet disse tre
    skaller! 
    Alle planeter drejer sig om sig selv. Derfor har de en magnetisk akse med nord og sydpol.
    Og fra forsøgene i fysiktimen véd du, at noget, vi kalder magnetiske kraftlinjer, går i
    buer fra den ene magnetiske pol til den anden. Hvor der er magnetisme, er der også et
    elektrisk felt. Sådanne elektromagnetiske felter er VanAllen bælterne. 
    Rumskibe må beskytte sig mod alfa-, beta- og
    gammastråling 
    Måske har du også lært i fysiktimen, at vor Sol udsender radioaktivitet. Der er
    hovedsageligt tre slags. De såkaldte alfastråler, der i virkeligheden er protoner - så
    er der betastråler, der er det samme som elektroner, og endelig har vi de lynhurtige og
    farlige gammastråler. 
    Skal vi derfor kunne rejse i rummet, er vi nødt til at lave en kabine med tre skaller i
    væggen, der er henholdsvis negativt, positivt og negativt ladet. Det svarer fuldstændig
    til de lag, enhver planet er omgivet af, og det er det, der beskytter en planet eller et
    rumskib mod den farlige stråling i rummet. Og fordi den ydre skal er negativt ladet, sker
    der kun sjældent sammenstød mellem dem, fordi negativt frastøder negativt. 
    Tiden kan være forskellig fra planet til planet 
    Måske har I hørt, at rummet er krumt. Og det, vi kalder tyngdekraft, er i virkeligheden
    en bivirkning af rummets krumning - eller kurvatur, som man plejer at sige. 
    Nu er der bare det, at for at have en fysisk verden, er man nødt til at have et område,
    der er beskyttet mod rummet - ellers vil de atomer, som vi selv og Jorden og alting her
    på Jorden bare gå i opløsning øjeblikkeligt. Så derfor kunne man sige det sådan, at
    en planet og dens måner er spærret inde i en slags kasse. Populært kunne man sige, at
    den er afgrænset af magnetisme og tyngdekraft. 
    I en sådan kasse - eller område - er frekvensen af det magnetiske felt låst fast til en
    speciel værdi, der gælder for hele området. Fordi elektricitet opstår, når der er
    magnetisme og et magnetisk felt til stede, vil også elektronernes bevægelse eller
    frekvens være fast. Tiden måler vi ved den afstand, der er mellem to toppe i en
    elektronisk bølge. Den har derfor en ganske bestemt værdi i vores kasse - eller
    rumtidskontinuum, som det hedder med et fint ord. Men fordi den magnetiske frekvens er
    forskellig fra planet til planet, er tiden som regel også forskellig. Det vil sige, at
    hvis vi tænker os, at vi kunne rejse til en anden planet, ville tiden gå enten hurtigere
    eller langsommere. 
    
      
        Tidsenhed  | 
          | 
          | 
        Elektron som bølgeform | 
       
     
    Der
    er dokumenterede beretninger om, at folk, der er blevet taget med til en anden planet, ved
    hjemkomsten er blevet ældre. En glatbarberet korporal vendte hjem 31/2 timer - Jordtid -
    senere, men da havde han et syv dage gammelt skæg. Mærkeligt nok er springet i tid altid
    på syv. Han havde altså besøgt en planet, hvor tiden var gået syv gange syv gange
    hurtigere. Omvendt kunne han også være kommet hjem ganske få minutter senere. 
    Bermuda trekanten - et ustabilt område for Jordens
    rumtidskontinuum 
    Nu kan der undertiden gå kuk i det. Du har nok hørt om Bermuda trekanten, hvor det
    hænder, at skibe og fly forsvinder. Forestil jer, at de ting, der holder sammen på det
    område - det rumtidskontinuum - som Jorden befinder sig i, består af tre kurver, der
    skal følges ad ligesom de tre kordeller i et reb. Kurverne dannes som før nævnt af
    magnetisme, den såkaldte tyngdekraft og en tredje kraft, som vi for nemheds skyld kunne
    kalde lyskraft. 
    Hvis nu de tre kordeller går lidt fra hinanden, så der bliver et hul i rebet, kan for
    eksempel skibe eller fly i området enten forsvinde helt ud af vort rumtidskontinuum eller
    dukke op igen på et andet sted og i en anden tid. 
    Det var således tilfældet, da amerikanerne lagde nogle kæmpestore spoler omkring et
    krigsskib og ændrede den magnetiske frekvens. Skibet forsvandt, men dukkede øjeblikkelig
    op i en helt anden havn. (Philadelphia eksperimentet). Uheldigvis var der nogle af
    besætningen, der havde bevæget sig, medens forsøget stod på, og da skibet som sagt
    dukkede op igen, sad deres kroppe fast i metallet i skibet. Der skete også noget
    besynderligt med de overlevende. Deres legemer var lysende, og de kunne gå gennem vægge
    - men det gik over igen. Forsøget blev aldrig gentaget, og hele episoden blev holdt
    hemmelig. 
    Besøgende udefra kan komme fra et andet
    rumtidskontinuum 
    I øvrigt går mange beretninger om Nærkontakt af tredje grad ud på følgende:
    Besætningen står ud af fartøjet, og de første minutter, efter at de er trådt ud og
    ned på jorden, er de lysende at se til. Det er, fordi de har forladt deres
    rumtidskontinuum i fartøjet, og det skal lige have lov til at klinge af. Bagefter er der
    ingen fare ved at gå hen, trykke dem i hånden og snakke med dem. 
    Om et sådant fartøj véd vi, at de tre kugler, der sænkes ned på jorden under landing,
    både indeholder en kraftig elektrisk kondensator, der kan rumme elektricitet, samt kan
    stilles til at rotere på en sådan måde, at tiden bliver neutraliseret. Det er nemlig
    nødvendigt for at kunne ændre frekvensen af det magnetfelt, som de normalt opholder sig
    i. Man kan også sige, at de dermed har forladt deres eget rumtidskontinuum og er trådt
    ind i vores. Så længe de flyver i deres eget rum, kan vi ikke se dem - de er usynlige
    for vore øjne. Men skal de vise sig for folk hernede og måske tilmed lande, er de nødt
    til at skifte den magnetiske frekvens. 
    Vore kvantefysikere fortæller os, at der i rummet eksisterer
    mindst 10 dimensioner, hvor vi hernede kun kender til de fire - og så regner vi endda
    tiden for at være én af dem. Så det kan ikke længere undre, at der er mere end ét
    univers - der er et utal af dem, og jo flere jo højere dimensioner de har. 
    Bliver du en smule svimmel over alt det her? Ikke så sært, for det er ikke noget, man
    fortæller folk officielt - endnu. 
       |