UFO Studiehæfte Indledning --oOo-- Definition - et UFO, hvad er
det? Det ukendte, det uforklarlige, det mystiske virker på mange mennesker tiltrækkende og måske også en lille smule afskrækkende. Sådan har det altid været. Men samtidig pirrer det også ens nysgerrighed. Det kunne være spændende at studere disse og lignende emner noget mere. Det har så nogle enkelte privatpersoner gjort op gennem historien, og et af de emner, der kommer ind under sådan noget som det her, er UFOer. I mange år, ja siden UFO-fænomenet blev folkeligt kendt lige efter 2. Verdenskrig, har private UFO-organisationer og enkeltpersoner over hele verden indsamlet og bearbejdet data omkring UFO-observationer. I samme periode har flyvevåbnet og efterretningstjenester i forskellige lande også indsamlet data; men de offentliggjorde bare ikke resultaterne af deres undersøgelser - ja, de nægtede faktisk, at de overhovedet havde beskæftiget sig med UFOer! Det siger sig selv, at samtidig med, at nogle UFO-forskere hævder, at vi får besøg af civilisationer fra det ydre rum, og at myndighederne nægter ethvert kendskab til eksistensen af UFOer, opstår der forvirring blandt almindelige mennesker. Hvad skal man tro? Mange har berettet om møder med rumskibe; enkelte har berettet om møder med rumskibenes besætninger. Tit er det ansvarsfulde og troværdige personer fra alle mulige slags erhverv, der har sådanne oplevelser. Lyver de? - Eller er det myndighederne, der skjuler noget? Denne samling artikler, som du her sidder med, skulle kunne give dig en bedre forståelse for, at nogle af UFOerne er rumskibe fra fremmede civilisationer, og at de besøger vor verden og har gjort det i mange år. Vi arbejder i en af verdens ældste UFO-organisationer, IGAP DANMARK, stiftet i 1958 af den amerikanske kontaktperson, George Adamski. Han er kort omtalt i en af artiklerne i denne samling. Hvis du vil vide mere, kan du rekvirere nogle af de bøger, han har skrevet, ved at henvende dig til vort forlag. Vort daglige arbejde går kort ud på at indsamle informationer fra hele verden og sende oplysningerne videre gennem vort blad, UFO KONTAKT, som udkommer seks gange om året. Dette kan rekvireres hos vor ekspedition. Betegnelsen UFO står som bekendt for "Uidentificeret Flyvende Objekt", og herunder kommer et hvilket som helst objekt, der bevæger sig på himlen og som ikke kan identificeres. En del af disse objekter er fly, helikoptere, satellitter, balloner, satellitter der brænder op i atmosfæren. Der kan også være tale om forskellige naturfænomener, eksempelvis meteoritter, elektriske og meteorologiske fænomener. Alle disse fænomener og objekter udviser en på forhånd kendt adfærd. Satellitter bevæger sig i en lige bane med en jævn, rolig hastighed. De kan være konstant lysende eller blinkende med et regelmæssigt blink. De er på størrelse med stjerner, og de er lydløse. Fly og helikoptere har en velkendt lysføring og konstante blink. De er som regel støjende. Hastighedsændringer og kursændringer kan finde sted, og dette kan give anledning til misopfattelser. Meteoritter bevæger sig meget hurtigt ad en skrå bane mod jorden. Farven kan veksle mellem hvidt, gult, orange, rødt, blåt og grønt. Det er karakteristisk, at 'hovedet' efterlader en hale af lysende stof. Disse eksempler er medtaget her, fordi de oftest giver anledning til UFO-meldinger, men de bliver ret hurtigt identificeret som det, de er. Når de kendte fænomener er sorteret fra bliver der tilbage de 'ægte UFOer', eller rumskibe fra en fremmed civilisation. De kan også kendes på deres adfærd, om ikke altid så dog i mange tilfælde. Der kan være tale om natobservationer, hvor objekterne er lysende, eller der kan være tale om dagslysobservationer, hvor objekterne fremtræder i det materiale, de er fremstillet i. I første omgang vil vi interessere os for deres bevægelsesmønster. Bevæger objektet sig ad en lige bane og med en jævn hastighed, er det ikke til megen hjælp for os. Er der derimod tale om bratte kursændringer fra nogle få grader og op til 180 grader med stor hastighed, så har vi straks noget håndfast at holde os til, idet almindelige luftfartøjer ikke er i stand til at foretage sådanne manøvrer. Hastighedsændringer er også med til at give os nogle sikre fingerpeg. Vi oplever accelerationer, som intet jordisk bygget fartøj vil være i stand til at foretage. Pludselige stop og stillestående objekter i længere perioder giver også gode fingerpeg. Fartøjerne kan være forsynet med forskellig farvede lys, blinklys og projektørlys, der afviger fra lysføring på fly og på helikoptere. Det er svært at vurdere afstande og størrelser i mørket, men læg mærke til forskellige ting: passerer objektet foran eller bagved skyer eller genstande i terrænet (træer, huse o.l.), er det på størrelse med stjerner, fuldmånen eller derimellem. Læg også mærke til, om objektet er lydløst. Ender en observation med, at vi kan fastslå nogle af de her nævnte karakteristika, så er der grund til at være på vagt og eventuelt afgive en melding om observationen til en UFO-gruppe, der har erfaring i at vurdere og undersøge UFO-observationer. Iagttages et objekt på forholdsvis kort afstand (mindre end nogle få hundrede meter), så er observatøren som regel ikke i tvivl om, hvad han ser. Han vil kunne iagttage objektets form, der kan være kugleformet, diskosformet, klokkeformet, cigarformet og trekantet, som er den sidste nye model. Tit iagttages en overbygning med koøjer, diverse lys og andre detaljer, endelig er nogen så heldige at se besætningsmedlemmer i eller omkring et landet fartøj. Hvad er så disse fartøjer for nogle fyre? Ja, alt tyder på, at de er intelligent styrede, enten bemandede eller fjernstyrede. De undersøger, de trækker sig tilbage, de forsvarer sig, de forfølger. Alt sammen noget, der tyder på, at der står en intelligens bag deres adfærd. Siden den 24. juni 1947, da amerikaneren, Kenneth Arnold, så ni uidentificerede objekter, som han kaldte flyvende tallerkener, i bjergene i staten Washington, USA, er der meldt om tusinder og atter tusinder af flyvende tallerkener eller rumskibe fra fremmede verdener. Men den her nævnte begivenhed er skelsættende, og vi siger, at her begynder den moderne UFOlogi, selv om vi godt ved, at de er blevet iagttaget langt tilbage i historien. I de første år var der megen skepsis forbundet med beretninger offentliggjort i aviser og tidsskrifter. Myndighederne forsøgte at dække over de faktiske oplevelser, dels ved bortforklaringer, dels ved latterliggørelser. Hvor ofte har ikke vor søsterplanet fået skyld for at være et UFO? Og folks pålidelighed har været sat på alvorlig prøve, for mange observatører fik skyld for, at de kun havde haft oplevelsen inden i deres eget hoved. Man veg end ikke tilbage for at beskylde dem for at være småtossede. Men at forskellige myndigheder i Amerika tog UFO-meldingerne alvorligt, vidner de mange tusinde rapporter, der nu er frigivet, om. Der har været indsamlet rapporter i både Flyvevåbnet, CIA og FBI for blot at nævne nogle af de vigtigste instanser, der undersøgte folks UFO-meldinger. De selvsamme myndigheder har sideløbende ført en hemmeligholdelsespolitik, men i midten af 1970erne vedtog den amerikanske regering en lov, der sagde, at almindelige borgere kunne få indsigt i myndighedernes arkiver. Herefter væltede rapporterne frem. Bl. a. derfor har vi nu så stort et materiale at studere, at det virker helt uoverkommeligt. Man er nødt til at begrænse sig. Men et står klart: Vi er ikke alene. Vi får besøg af rumskibe fra fremmede civilisationer fra det ydre rum, bemandet med højtudviklede mennesker. Som det fremgik af flyvevåbnets lærebog, var der tale om "flere grupper af besøgende", og som nævnt kommer man nemt til det samme resultat ved et nærmere studium af sagen. Den mest bemærkelsesværdige "gruppe af besøgende" kendes helt tilbage fra begyndelsen af halvtredserne. Dengang var der ingen beviser for rigtigheden af den kategori af rapporter; det måtte nærmest være en trossag, om man ville tage dem alvorligt, hvilket det var de færreste, der gjorde. I de seneste år er der imidlertid kommet bemærkelsesværdigt nyt materiale frem, der sætter det i et helt andet lys. Der er nu pludselig al mulig grund til at se nærmere på den gruppe. Offentligheden blev første gang gjort opmærksom på dens eksistens, da amerikaneren, George Adamski, i 1952 offentliggjorde en beretning om et møde, han havde haft i Californiens ørken med et besætningsmedlem fra en landet flyvende tallerken. Han fortalte bl. a., at han kom fra ‚n af vore naboplaneter, og han gav indtryk af at være på et højt udviklet kulturelt stade. Han havde blandt meget andet forklaret, at årsagen til deres tilstedeværelse først og fremmest var videnskabelige studier af de naturlige forandringer, der fandt sted inden for Jordens atmosfære. Kort tid efter denne tildragelse blev Adamski kontaktet igen. Det blev hurtigt klart, at formålet med at knytte forbindelsen med ham var, at han kunne anvendes i en omhyggeligt lagt langtidsplan, som specielt denne gruppe rumfolk arbejdede efter. De havde været her hele tiden. Deres folk var anonymt gledet ind i samfundene på Jorden, hvor de var at finde i alle miljøer som observatører. Deres overlegne kulturelle stade og indgående kendskab til jordiske forhold hindrede, at de blev afsløret - det var mennesker "uden ansigt", der kun røbede deres herkomst, når de fandt det ønskeligt, således som det var tilfældet over for Adamski. En umiddelbart indlysende grund til, at det netop var ham, der blev kontaktet med henblik på at træde offentligt frem, var hans rolle som selvlært filosof og foredragsholder. Rumfolkene havde kendskab til naturlove, som knap er kendt på Jorden, og som havde fremmet deres udvikling på en måde, så de havde undgået den række af krige og konflikter, der ellers betragtes som en naturlig udvikling på Jorden. De bøger, Adamski skrev om rumfolkene og deres videnskab, hører til den slags bøger, der blot bliver mere geniale, hvis man vælger at stemple dem som svindel, idet man så løber ind i det problem, at stoffet da må stamme fra ham selv og ikke fra en avanceret civilisation. Da bøgerne kom frem, var de fyldt med påstande, som det dengang var umuligt at bekræfte, og som i mange tilfælde stred mod alt, hvad man betragtede som videnskabeligt bevist. Videnskaben er kommet langt siden da, ikke mindst inden for rumforskningen. Der har længe været en tendens til, at nye videnskabelige opagelser snarere bekræfter hans påstande end det modsatte. I 1955, mange år før de første månerejser havde fundet sted, begyndte Adamski at fortælle, at rumfolkene havde taget ham med ud i rummet. Formålet havde først og fremmest været at sætte ham ind i, hvorfor han var blevet kontaktet; men han kunne berette, at man på den første tur havde fløjet ham ganske tæt på Månen og på en senere havde vist ham den hidtil ukendte bagside. Det var påstande, der i sig selv var så komiske, at de fleste valgte at sige fra med det samme. Imidlertid beskrev han fortrøstningsfuldt, hvad han havde set, i sin bog "Om bord i rumskibe", side 104: Da instrumentet til at betragte Månen på nært hold var blevet indstillet, blev jeg forbløffet over at se, hvor fuldstændigt vi har taget fejl i de tanker, vi har gjort os om denne vor nærmeste nabo. Mange af kraterne er virkelig store dale, der er omgivet af takkede bjerge, som er skabt af en eller anden frygtelig hæven op fra Månens indre engang i fortiden. Selv om det kun var ørken, så han tydelig tegn på, at der på den side, vi ser fra Jorden, engang må have været rigeligt med vand. Rummanden, der stod ved siden af ham, forklarede (side 104): "Der er stadig masser af vand på den anden side af Månen, lige så vel som der er meget skjult inde i bjergene på denne side." Han viste mig da, at der oppe på siderne af de bjerge, der omgav kraterne, fandtes tydelige spor af tidligere vandveje. Disse vandveje vakte megen forvirring, da de amerikanske Orbiter-sonder 11 år senere sendte billeder tilbage til Jorden af Månens overflade. Således kunne man i New York Times den 7. juni 1969 læse: Mindst 130 flodlignende træk eller 'riller' er blevet fundet på Månen, og de fleste af dem findes omkring randen af de store, cirkelformede 'have'. Forleden blev der offentliggjort et studium af de flodlignende spor hen over den tilsyneladende luftløse Måne. Det har overbevist en række videnskabsmænd om, at disse kløfter virkelig er blevet formet af flydende vand. Mødet blev holdt på Goddards Institut for Rumstudier, NASA, West 112th Street and Broadway. Mødet blev også støttet af Centret for Bemandede Rumflyvninger ved Huston samt af Columbia Universitetets Lamont-Doherty geologiske laboratorium i Palisades, New York. Videnskabsmænd fra Californien foreslår, at en voldsom omvæltning i lighed med en sådan, der kunne have dannet et af de cirkelformede have, satte en række begivenheder i sving, der smeltede eller frigav underliggende vandreservoirer i nærheden. Dr. Lingenfeltet fremviste fotografier, der var taget af rumfartøjer i kredsløb om Månen, og som røbede, at der på bunden af de brede riller slynger sig en mindre strøm frem og tilbage fra den ene side af dalen til den anden. Dette er karakteristisk for floder på Jorden. Han afviste andres formodninger om, at disse træk kunne være blevet dannet af flydende lava eller vulkansk aske, idet han sagde, at de bugtede kløfter, rillernes snævre bredde og deres længde taget i betragtning - flere af dem mere end 160 km lange - gør dette usandsynligt. Rillernes udstrækning og deres udbredelse i forhold til månehavene er blevet kendt gennem studier af fotografier, der er taget af rumfartøjer i Lunar Orbiter serien. Dr. Harry Hess fra Princeton sagde, at flere af rillerne synes at udgå fra dybe kratere, og han fremsatte den formodning, at de resterende underjordiske floder flød oven over det frosne lag, men et godt stykke under jordoverfladen. Dette ville reducere mængden af det vand, der ville forsvinde ud i det tomme rum. Piloten havde ført moderskibet med Adamski helt ned til halvanden kilometers højde over Månen, så han kunne se overfladen på nært hold på skærmen, og han kunne bagefter skrive (side 105): "En del af overfladen lignede fint pudder, medens andre dele synes at bestå af større partikler, der lignede groft sand eller grus." De, der havde læst dette, blev derfor ikke overraskede, da de i f.eks. "Vestkysten" den 28 juli 1969 kunne læse: MÅNEPUDDER OVERALT Adamski havde taget en række billeder af de rumskibe, han havde fløjet med. Billederne havde jævnligt været undersøgt, bl. a. havde Cecil B. de Milles trickfotograf set dem og udtrykt, at de efter hans mening måtte forestille store genstande på ca. 10 meter og ikke modeller. Adamski havde kort før sin død også filmet en tallerken. På filmen så man, hvordan tallerkenens magnetiske kraftfelt med mellemrum øgedes, hvorved dens ene side blev trukket ud af facon, ganske som man har set det på mange tallerkenbilleder taget rundt om i verden - noget, som den tids filmfotografer stod uforstående overfor; det havde ikke skullet kunne lade sig gøre at konstruere som trickfilm på det tidspunkt. Adamskis efterhånden berømte tallerkenbilleder blev jævnligt afsløret som svindel af folk, der genkendte rumskibene som rugemaskiner, ølkølere og mange andre ting - noget, der altid havde vakt vældig sensation i pressen, når det kom frem; men hver gang var det fældende bevis blevet ødelagt ved, at et eksemplar af den pågældende genstand var dukket op og havde vist sig at have andre proportioner end tallerkenen på billedet. Et par år efter Adamskis død i 1965 lykkedes det omsider Hynek at få gjort det af med myten, Adamski. En tysk-amerikansk filmfotograf henvendte sig og fortalte, at han i tyverne havde lavet en film om en ny type gadelygte i Berlin, som havde haft samme form som Adamskis tallerken. Det viste sig umuligt blot at fremskaffe blot et enkelt billede af en sådan lampe. Der var derfor denne gang intet, der kunne ødelægge beviset, da Hynek officielt afslørede, at Adamskis tallerken havde vist sig bare at være en gammel gaslygte. Historien var så god, at offentligheden straks tog den til sig uden at stille spørgsmål. Hermed var Adamski omsider manet i jorden. Nu gjorde det ikke længere noget, at der jævnligt fremkom videnskabelige opdagelser, der bekræftede nogle af hans påstande. De få mennesker, der stadig beskæftigede sig med ham, kunne ikke gøre nogen skade. Bag
offentlighedens kulisse i USA Corona i New Mexico i 1947. Mac Brazel, formand på en farm, blev vækket om natten af et kraftigt tordenvejr. Næste morgen tog han og unge 7-årige Timothy Proctor ud i området og fandt ved et tilfælde noget udenjordisk. Et område fuldt af iturevet materiale. Stedet blev målt til ca. 250 x 1200 meter. Brazel besluttede at slæbe adskillige dele med ind til Roswell, 120 km derfra. Selv om materialet var meget let, forekom det besynderligt holdbart. Straks sherif George Wilcox så det, tilkaldte han militæret fra Roswell Army Field. To officerer ankom, og som følge af deres undersøgelser opstod den mest unikke pressemeddelelse i amerikansk militærhistorie. Den var skrevet af PR-officer løjtnant Walter Haut og godkendt af basens chef, oberst William Blanchard. Pressemeddelelsen indrømmede, at de mange rygter angående UFO'er "blev til virkelighed i går, da efterretningstjenesten hos 509. Bomb Group ved den 8. Luftarmé var så heldig at komme i besiddelse af en flyvende tallerken". Fire timer senere og ca. 1000 km længere mod øst i Fort Worth i Texas afholdt brigadegeneral Roger Ramey en pressekonference. Spredt ud over generalens kontor lå klumper af tilsmudset, gummilignende materiale og forkrøblede dele af noget, der lignede en spinkel stanniol drage. Ifølge generalen var den såkaldte flyvende tallerken, som man havde fundet, blot en vejrballon med påmonteret radarreflektor. Desværre bed medierne på Flyvevåbnets "cover-up krog", så vejrballon-historien blev trykt i næste dags aviser over hele verden. Roswell symboliserer imidlertid de vanskeligheder og frustrationer, man møder, når man forsøger at få at vide, hvad regeringen véd og ikke véd om UFO'er. Hukommelser svigter, dokumenter forsvinder eller er fejlarkiveret, vidner dør, og andre nægter at udtale sig, nogle pga. edsvorne tavshedserklæringer. FOIA I 1966 vedtog den amerikanske kongres FOIA-loven. "Freedom Of Information Act" (Lov om offentlighed i forvaltningen). Denne lov giver hver privatperson ret til at få indsigt i journaler og arkiver og til at få UFO dokumenter frigivet. CIA forsikrer os om, at deres interesse og involvering i UFO-sagen sluttede i 1953; men efter en langtrukken retssag frigav CIA endelig mere end 1000 dokumenter. Indtil nu er der frigivet ca. 10.000 dokumenter, der overvejende kommer fra CIA, FBI og Flyvevåbnet. Det ultrahemmelige NSA (National Security Agency) omtales ofte af de ansatte som stående for Never Say Anything (sig aldrig noget)! Ved en retssag indrømmede NSA at have kendskab til ca. 160 dokumenter, men modsatte sig frigivelse under henvisning til nationens sikkerhed. Steven Aftergood, der er elektroingeniør, gør opmærksom på Forsvarsministeriets undersøgelse i 1990, der bedømmer omkostningerne ved beskyttelse af INDUSTRIELLE hemmeligheder (ikke militære) til ca. 14 milliarder dollars (ca. 80 milliarder danske kroner) om året! Det er et budget på størrelse med NASA's!! U.S. Air Force Hvis man spørger forskellige steder i USA, får man følgende svar: Hos Luftvåbnet bliver en fakta-folder vedlagt, hvori der forklares konklusionerne fra Projekt Blue Book (Luftvåbnets UFO efterforskningsbureau fra slutningen af 1940'erne til dets nedlæggelse i december 1969). Men de fortæller intet om dokumenterne efter 1970 underlagt FOIA, der inkluderer overflyvningerne i 1975 over amerikanske og canadiske militærbaser af uidentificerede objekter - eller om de 1700 sider fra Luftvåbnets efterretningstjeneste i 1980'erne. CIA CIA's officielle interesse i UFO'er sluttede i 1950'erne; så de eneste tilgænge-lige UFO papirer fra CIA er dem, der ved en retssag i 1979 blev frigivet. Næsten 900 sider, men som altid censureret. Det blev tilladt CIA at tilbageholde 57 dokumenter i retssagen, hvori der var 200 referencer til andre dokumenter. Dem nægter de stadig eksistensen af. NSA Hos NSA skæres der rent igennem. De erkender at have ca. 160 UFO dokumenter, som de ikke vil frigive. Enhver henvendelse, der drejer sig om UFO-materiale, bliver normalt besvaret med en anmodning om at indbetale 250 dollars (1400 dkr.), og så har man tilmed ingen sikkerhed for at få frigivet ét eneste dokument. Kun meget få UFO dokumenter er tilgængelige hos NSA. NORAD Den nordamerikanske Luftforsvars kommando vil ikke anerkende FOIA-forespørgsler på UFO data. De har taget parti! De ville ellers være en velegnet kilde til sporing af uidentificerede overflyvninger. NASA De har frigivet et par UFO-relaterede dokumenter, som var præsident Carter's forsøg på at få NASA til igen at påbegynde UFO forskningen i 1977. NASA nægtede, og så skete der intet mere ved det! Kun i få isolerede tilfælde véd man, at NASA har undersøgt UFO-tilfælde. Bl.a. én, der involverer filmoptagelsen af ukendte objekter, foretaget af X-15 piloterne Robert White og Joseph Walker i 1962. USA's regering Den har været knap så imødekommende, når det gælder UFO-sagen. Dens offentlige attitude har svinget fra forvirring og affærdigelse til tilsløring og tilbageholdelse. På den ene side hævder man at have erhvervet en flyvende tallerken - og på den anden side en vejrballon! I dag udgør UFO'er en trussel mod nationens sikkerhed; i morgen er de blot en del af offentlighedens hysteri, baseret på religion, følelser, teknologisk frygt eller massehypnose!! Livsbetingelserne på vore naboplaneter er til stede! Men hvem sidder inde med de endelige beviser? I august 1976 fremsatte astronauten Gordon Coo-per følgende udtalelse un-der et interview med pres-sen i Los Angeles: "Intel-ligente væsener fra andre planeter besøger regel-mæssigt vores verden i et forsøg på at komme i kontakt med os. Jeg har mødt mange rumskibe på mine rejser i rummet. NA-SA og den amerikanske regering véd dette og er i besiddelse af en mængde bevismaterialer. Ikke desto mindre forbliver de tavse for ikke at skræmme folket." En anden betydningsfuld udtalelse fra samme astronaut blev fremsat i 1978, da han var gæst i et "Merv Griffin TV-Show". På spørgsmålet om, hvordan de besøgende så ud, svarede Gordon Cooper, at UFO besætningerne ikke så anderledes ud, end vi gør. Han hentydede til, at der havde været ægte tilfælde af kontakt, men kom ikke nærmere ind på dette. Disse besøgende rumskibe, som fortsætter med at besøge vor planet, har hjemplaneter, som er lige så beboelige som vores Jord. Der er intet mystisk ved UFO'er, når man engang har lært at forstå deres oprindelse. De stammer fra andre planeter i vort eget solsystem, og de rumrejsende er menneskelige i enhver henseende. Højt rangerende administratorer inden for NASA har haft fuldt kendskab til situationen. Men i løbet af de sidste 20 år er der blevet offentliggjort et fuldstændigt falsk billede af forholdene i rummet og på planeterne. Det er almindeligt kendt, at solens energi ikke transmitteres i form af varme og lys, men som et usynligt spektrum af elektromagnetisk energi. Solens energi bliver først til varme og lys, når den trænger ind i en planets atmosfære. Da solens udstråling ikke reduceres mærkbart på dens rejse gennem rummet, modtager de fire inderste planeter; Merkur, Venus, Jorden og Mars ens mængder af energi. Mars De første teleskopiske observationer af Mars blev foretaget af Giovanni Schiaparelli i 1877. Blandt hans første opdagelser var de berømte "kanaler". Han opdagede i alt 113 forskellige kanaler. Den berømte amerikanske astronom, Percival Lowell, byggede i 1894 Flagstaff observatoriet i Arizona. I 1915 havde Lowell og hans stab opdaget og kortlagt næsten 700 kanaler. Et præcist netværk af enorme kanaler, der ledede vandet væk fra de polare iskalotter og ned mod ækvator. De var lige, snævre, somme tider parallelle, og på mange steder krydsede de hinanden på geometrisk vis. Arealerne omkring kanalerne syntes at ændre farve med årstiderne. Men mente, at der voksede vegetation og afgrøder i disse områder, og at de var ideelle steder for marsbefolkningens byer. Nogle af kanalerne var omkring 5000 km lange og 25-50 km brede! Lad os springe frem til USA's første Marsekspedition i 1965 med rumsonden Mariner 4. Den tilbagesendte 22 billeder fra overfladen, og NASA erklærede, at der ingen kanaler var! Det formodes, at NASA allerede på det tidspunkt var underlagt en streng censur. I november 1971 kredsede Mariner 9 omkring Mars; men den sendte først billeder hjem i 1972 pga. en voldsom støvstorm over hele planeten med hastigheder på 300 km/t. Her begynder NASA's selvmodsigelser. NASA hævder, at Mars-atmosfærens tryk svarer til 7 mb sammenlignet med Jordens på 1000 mb. Vinde er en bevægelse af luft. Hvis der ikke er nogen luft og et tryk på 7 millibar, som er så godt som ingenting, hvad er det så, der pisker af sted med hastigheder helt op til 300 km/t? Hvis der kun er den tynde atmosfære, hvad er det så, der bærer tonsvis af støvpartikler oppe? Lad os springe videre til VIKING projektet. Fra begyndelsen blev Viking informationerne kontrolleret i ekstrem hemmelighed. Farvefotografierne var detaljerede og udsat for tophemmelige undersøgelser, mens de sort/hvide, der var taget gennem farvefilter og fra stor højde ikke viste nogen detaljer, blev sendt til videnskabsmænd og til offentligheden. Viking 1's landingsmodul blev udløst fra hovedmodulet og skulle lande på overfladen ved hjælp af faldskærm, og her kommer næste selvmodsigelse. Hvordan kan et 600 kg tungt objekt foretage en "blød" landing med en faldskærm, når der så godt som ingen luft er til at bremse faldet? Vi fik et indirekte bevis på den virkelige atmosfære, da det første ægte farvebillede fra overfladen blev offentliggjort d. 22. juli 1976. Billedet viste et landskab med en smuk blå himmel som her på Jorden. Den næste dag blev billedet trukket tilbage af NASA med den begrundelse, at der var opstået en fejl i farverne. Alle billeder, som sidenhen er blevet offentliggjort, viser en lyserød himmel og en rødorange jordbund! Lidt om Månen En senior NASA-ingeniør har bekræftet, at enhver rumfart blev fulgt af UFO'er. Hans navn er Maurice Chatelain. Han skriver i sin bog, at UFO'er blev almindeligt observeret fra begyndelsen af Gemini projektet og har siden været en del af den daglige rutine. De blev aldrig diskuteret uden for NASA. Han siger endvidere, at alle senere Apollo rumtogter blev fulgt, ofte meget tæt, af fremmede rumskibe; men at Mission Control på Jorden havde strenge ordrer om at tilbageholde disse informationer fra offentligheden. Rummenneskene iagttog os i vore første forsøg på rumrejser til én af deres verdener. De vidste, at vore atomvåben kunne blive til fare for deres verden. Alle husker sikkert den legendariske Apollo 13 færd, hvor der i en iltbeholder skete en skæbnesvanger eksplosion, som nær havde fået katastrofale følger. Ingen kunne forklare eksplosionen i iltbeholderen; men inden for rumfartsadministrationen taltes der om, at Apollo 13 medførte en mindre atomladning, som skulle have været bragt til eksplosion på Månens overflade. Inden for NASA herskede der den mening, at et ledsagende UFO havde forårsaget eksplosionen i iltbeholderen for at forhindre en forurening af deres verden med vore atomvåben! Er du interesseret i mere om planeterne, så læs: Daniel Ross: UFO's And The Complete Evidence From Space - The Truth About Venus, Mars And The Moon. Rapporter fra rummet Det amerikanske rumfartøj "Magellan" er nået til planeten Venus (1992) og har taget radarbilleder af overfladen, der viser genstande helt ned til 122 meter. NASA rapporterer, at man har set lavastrømme, der meget ligner lavastrømmene på Hawaii og Slangeflodens sletter i Idaho, USA. 60% af planeten er dækket af sletter og plateauer med bjerge. Den 11. oktober 1990 rapporterede Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, Californien, at radarfotos afslørede sandklitter på et skydækket Venus. Det er en overraskelse, da Venus har svage vindhastigheder og har meget lidt løse aflejringer på overfladen. Hvorfra kommer de sandklitter på Venus, der ligner de jordiske. Det er blevet oplyst, at atmosfæren på Venus er 100 gange så tæt som vor, og på grund af den manglende rotationshastighed eksisterer der kun lidt vind til at lave disse klitter. Videnskabsmændene véd, at et eller andet på Venus producerer meget kraftigere vind end først antaget. Betyder det, at planeten roterer hurtigere? Hvor kommer de tætte skyer fra? Det er nu blevet bestemt, at skyerne først og fremmest består af vanddampe; men man regner alligevel med, at planetens overflade er knastør! NASA forsker: DER FINDES UDENJORDISKE - de vil ændre alt på Jorden! Om senest 25 år vil de udenjordiske virkelig være opdaget. Dette er seriøse NASA forskere overbeviste om. - Videnskabsmanden Mike Kaplan sagde på en rumforskningskongres i den spanske by Toledo: "De udenjordiske vil ændre alt på Jorden; filosofisk og mht. religionerne. De vil belære os. For menneskeheden vil da begribe, at den ikke er alene i rummet og ikke længere er enestående." Yderligere konklusioner fra kongressen: Livet på andre planeter er meget tilsvarende livet på Jorden. Visse officielle regeringsdokumenter omhandlende UFOer beviser, at nogle UFOer er ukonventionelle flyvende objekter, og at nogle af disse objekter opfører sig på en måde, som ligger ud over vore dages teknologiske formåen. Desuden viser nogle rapporter, at UFOerne i visse tilfælde udviser en trussel mod USA's nationale sikkerhed. Siden 1976, da loven The Freedom of Information Act (Offentlighed i Forvaltningen) blev vedtaget, har bestræbelserne for at fremskaffe officielle dokumenter taget en dramatisk vending. I perioden frem til 1980 blev der således frigivet over 3000 sider tidligere klassificeret materiale fra USA's regering, fra hæren, flåden, flyvevåbnet, FBI, CIA, NSA og Forsvarets Efterretningstjeneste. Blandt UFO-observatør-erne findes videnskabs-mænd, militært personel, folk fra efterretningstjenesten, fra politiet og mange, mange andre ansvarsfulde personer. To tredjedele af disse rapporter har UFO-forskere fået udleveret under henvisning til loven om offentlighed i forvaltningen; men den sidste tredjedel har advokaten, Peter A. Gersten, fået frigivet efter en retssag, som han førte mod CIA for Ground Saucer Watch. Andre retssager ført mod forsvarets efterretningstjeneste og NSA har resulteret i yderligere frigivelser. Dokumenterne, som vil blive omtalt i det følgende, beviser uden nogen som helst tvivl, at de tidligere nævnte officielle instanser i USA kender UFOernes tekniske overlegenhed i forhold til vor egen formåen, og at de er klar over, at UFOerne med lethed kan sætte vore forsvarsmekanismer ud af spillet uden at beskadige personer eller materiel. Peter A. Gersten er forsvarer i kriminelle sager, og han véd, hvad beviser er for noget. Han er overbevist om, at man kan stole på indholdet af de medtagne dokumenter. Avanceret teknologi Lad os se på nogle få sager fra perioden 1973 til 1980. I disse sager beskrives UFOernes tekniske overlegenhed. Sag nr. 1: Det er en sag om et uidentificeret flyvende objekt set af to militære politimænd ved Hunter Army Airfield i Georgia om morgenen lige efter kl. 02.00 den 8. september 1973, medens de var på rutinepatrulje på flyvebasens område. ... De lagde mærke til et 'objekt', der tilsyneladende bevægede sig med stor hastighed fra øst mod vest i ca. 2000 fods højde, idet det krydsede flybasens område. Ca. ti minutter senere fik de øje på 'objektet', da det kom til syne i trætophøjde og lavede et synligt dyk mod deres vogn uden at ramme vognen, som ikke blev beskadiget. 'Ob-jektet' kom atter til syne på en anden lokalitet og holdt sig svævende i ca. 15 minutter foran dem. Det uidentificerede objekt hav-de klare, blinkende blå, hvide og grønlige lys. De to politimænd vend-te derefter tilbage til hovedposten fulgt af UFOet i trætophøjde 50-100 fod borte, indtil det endelig forsvandt. UFOet lavede ingen støj. Det var rundt og ovalt formet og mellem 35 og 75 fod bredt. Her har vi altså et lydløst, ovalformet objekt, 35-75 fod i diameter, som kan svæve i en lang periode såvel som fare af sted med høj fart og meget hurtigt ændre flyvehøjde. Dette er helt klart bevis på en avanceret form for teknologi. Sag nr. 2: Den 6. marts 1975 rapporterer generalsekretæren for forsvarsministeriet et UFO manøvrere i luftrummet over Algeriet. Objektet siges at have: ... meget klart lys, som slører dets form. Objektet manøvrerer og er blevet set lande og lette. Det blev observeret i går aftes omkring kl. 19.30, først på radarskærmen og derefter visuelt. Dokumentet beskriver UFOet som 'en mærkelig maskine'. Ikke som lys, læg mærke til det. Teknologi. Manøvrer. Landing og start. Det blev først set på radar og senere visuelt. Af hvem, kan man spørge. Dokumentet kalder dem 'ansvarlige folk'. Sag nr. 3: I oktober og november 1975 rapporterer militært personel gentagne gange ukonventionelle flyvende objekter over adskillige militære baser i USA og Canada. Dette klassificerede NORAD dokument hævder, at: ... objektet blev fulgt på radar i en højde af mellem 9500 fod og 15600 fod, og dets hastighed var 7 knob (15 km/t). Siden rapporteredes objektet så lavt som 200 fod (60 meter), og da jagere nåede frem, gik lyset ud. Efter at de havde passeret, kom lyset igen. En time efter, at jagerne var vendt tilbage til basen, forsvandt objektet med stor fart. Den 10. november rapporterede Minot AFB et klart lysende objekt på størrelse med en bil og i 1000 til 2000 fods højde. Objektet var lydløst. Den næste dag så personel på Falconbridge Air Base i Ontario, Canada, et objekt på radarskærmen i en højde af 26000 til 72000 fod (9-24 km). I kikkert kunne objektet ses som en klar stjerne, men meget tættere på. Objektet så ud til at være 100 fod (30 meter) i diameter. Endnu engang ser vi, at et stort objekt er i stand til at flyve lydløst og med stor hastighed, og at det er i stand til pludselig at ændre højde og forsvinde næsten øjeblikkeligt. Sag nr. 4: August 1976. En stadig klassificeret rapport fortæller, at forskellige piloter og radarinstallationer rapporterer UFOer over Tunis. I nogle tilfælde er der både radar- og visuel kontakt. Rapporten fortæller, at: ... objekterne bevægede sig med meget høj hastighed, senere langsomt tilsyneladende svævende, men uden at lave støj. Hvad er det? Rapporten konkluderer: "Komplet uforklarlige fænomener". Samme karakteristika som i de tidligere rapporter: Objekterne er ikke blot i stand til lydløst at flyve med meget høje hastigheder, men kan også svæve. Er dette indicier på vor aktuelle teknologis formåen eller indicier på en mere avanceret teknologi? Sag nr. 5: Den næste hændelse fandt sted netop en måned senere i Iran d. 19. september 1976, og det er et af de mest fantastiske UFO-dokumenter overhovedet. Amerikansk byggede iranske jetfly fik kontakt med adskillige UFOer, som udviste en teknologi langt ud over vor egen formåen. Et F-4 jetfly, som forsøgte at nærme sig et UFO, mistede kontakten til jorden, og alle instrumenter svigtede. På radaren så UFOet ud til at være på størrelse med en 707 tanker. Det udsendte et intenst klart lys. ... dets blinkende lys var arrangeret i et rektangulært mønster og skiftede mellem blå, grøn og orange. Farverne skiftede så hurtigt, at de alle kunne ses samtidig. ... et andet klart lysende objekt bedømt til at være mellem halvdelen og en tredjedel af Månens størrelse kom ud af det første objekt. Dette andet objekt fløj direkte mod F-4 jetflyet med meget høj hastighed. Piloten gjorde forsøg på at affyre et AIM-9 missil mod objektet; men i samme øjeblik sattes hans våbenkontrolpanel ud af funktion, og han mistede radiokontakten til jorden. Objekterne blev set af mange vidner fra forskellige lokaliteter både i luften og på jorden. Visuelle observationer blev bekræftet af radar. Forskellige elektromagnetiske effekter blev rapporteret fra tre fly, og UFOerne viste en utrolig manøvredygtighed. Sag nr. 6: Den 3. juni 1980. Et dokument, hvori det meste desværre er slettet, fortæller om en hændelse fra Peru, der også vid-ner om høj teknisk kunnen: ... Kilder fortæller, at et UFO blev iagttaget på to forskellige lokaliteter nær Peruvian Air Force (FAP) base i det sydlige Peru. FAP prøvede at komme nær på UFOet og tilintetgøre det; men det mislykkedes. Jeg vil påstå, at disse seks sager præsenterer klare og overbevisende beviser på fysiske fænomener, som udviser højt avanceret teknologi, der ligger langt over vor nuværende udvikling. National sikkerhed Siden myndighederne i slutningen af 40'erne begyndte at vise interesse for UFOernes operationer i vort luftrum og i særdeleshed for deres interesse omkring vore militære installationer, har de uofficielt betragtet UFOerne som en trussel mod den nationale sikkerhed, hvilket fremgår af adskillige dokumenter, ikke kun fra 40'erne og 50'erne, men helt op til vore dage. Der findes frigivne CIA-dokumenter, NSC-dokumenter og Air Force dokumenter, der viser, at UFOerne betragtes med den allerstørste respekt i forsvarsmæssig sammenhæng. Sag nr. 7: Det følgende CIA dokument fra 1. August 1952 opfordrer til fortsat overvågning af UFOer. Denne overvågning må imidlertid holdes hemmelig for offentligheden. ... Det anmodes stærkt, at ingen indikationer tilkendegives, der kunne pege på CIA's interesse, når pressen eller offentligheden i betragtning af deres alarmerende evne til at ac-ceptere en sådan interesse som en 'konfirmering' af forlydender om, at USA's regering sidder inde med ikke offentliggjorte facts. Sag nr. 8: I december samme år sendte den assisterende direktør for CIA's videnskabelige efterretningstjeneste et memorandum til CIA's direktør, Walter B. Smith. CIA's interesse for UFOer er igen tydelig: Observationer af uforklarede objekter i stor højde og med høj hastighed i nærheden af vigtige U.S. forsvarsinstallationer er af en sådan natur, at de ikke kan tilskrives naturlige fænomener eller kendte typer af luftfartøjer. Vedhæftet var et memorandum fra NSC, hvori der blandt andet hævdedes: Det er mit synspunkt, at denne situation indebærer mulige følger for vor natio-nale sikkerhed... Sag nr. 9: Fra et NASA dokument af 8. februar 1978 kan læses følgende: Rapporter om uidentificerede flyvende objekter, der kommer ind i De Forenede Staters luftrum, er af interesse for militæret som en regulær del af deres forsvarsopgave. Ud over dette undersøger U.S. Air Force ikke længere UFO rapporter. Vi er efter indholdet af disse dokumenter at dømme ikke det mindste i tvivl om, at der endnu findes et utal af vigtige dokumenter i arkiverne hos myndighederne. Dokumenter, som er klassificerede, og som derfor ikke kommer til offent-lighedens kendskab, og som oven i købet heller ikke kan frigives ad rettens vej. CIA påstås at tilbageholde over 200 dokumenter og NSA 135; men både CIA og NSA nægter at frigive disse dokumenter af frygt for den nationale sikkerhed. Sag nr. 10: CAUS førte retssag mod NSA i 1980 for at få frigivet de påståede 135 UFO-dokumenter; men distriktsdomstolen i Washington D.C., som under retshandlingen gennemgik 21 sider dokumenter, nægtede at frigive disse med begrundelsen: "De kunne bringe sikkerhedstjenestens arbejde og De Forenede Staters sikkerhed i alvorlig fare". Efter en afvejning af offent-lighedens interesse i UFO-sagen imod sikkerhedstjenestens behov for sikkerhed stadfæstede retten: Offentlighedens interes-se for en afsløring vejer ikke tungere end materialets følsomme natur og dets øjensynlige effekt på nationens sikkerhed, som en frigivelse ville medføre. Hermed forbliver UFOerne bundet til den nationale sikkerhed, og UFO-dokumenter omgives fortsat af hemmelighedskræmmeri. Hvad vi véd med sikkerhed, er imidlertid, at regeringen efter mere end 30 års hemmeligholdelse og bedrag stadig er i stand til at tilbageholde UFO-relaterede informationer fra offentligheden. Vi må protestere mod denne UFO-politik. Offentligheden har ret til at kende sandheden. Det mest bemærkelsesværdige af de frigivne dokumenter er sikkert følgende telegram stilet til FBI's chef, Edgar Hoover, dateret den 22. marts 1952: Memorandom: DE FORENEDE STATERS REGERING Til DIREKTREN, FBI ...MOTTEL, SAC, WASHINGTON. Emne: OPLYSNINGER VEDR. FLYVENDE TALLERKENER Følgende oplysninger blev videregivet til SA (bortcensureret). En af luftvåbnets undersøgere har meddelt, at tre såkaldte Flyvende Tallerkener er fundet og afhentet i New Mexico. De blev beskrevet som værende cirkulære med en forhøjning i midten og ca. 50 fod (ca. 16 meter) i diameter. De havde hver tre døde besætningsmedlemmer ombord, menneskelignende, men kun 3 fod (cirka 1 meter) høje, iklædt en metallisk dragt af et meget fint stof. Hvert individ var svøbt i noget, der minder om en 'black-out' dragt, som an-vendes af piloter i hurtige fly og af test-piloter. Efter hvad Mr (bortcensureret) meddeler, skyldes fundet af tallerkenerne i New Mexico, at staten har et meget kraftigt radaranlæg i området, og det antages, at det indvirker på tallerkenernes kontrolsystem. Hvis sådanne nedstyrtninger virkelig har fundet sted, må der være et forholdsvis stort antal mennesker, der har kendskab til de faktiske forhold i kraft af, at de på den ene eller på den anden måde har været involveret i disse sager. Selv om nedstyrtningerne er sket i ørkenområder, kan det ikke undgås, at civile bliver opmærksomme på usædvanlig militær aktivitet, ligesom der kan være øjenvidner til nedstyrtningerne. Et vist antal militærpersoner må være involveret i afspærring, bjærgning, transport, opbevaring, bevogtning og eventuel forskning. Det må således være et temmelig stort antal mennesker, der skal have 'mundkurv' på. Man skal ikke være ret meget menneskekender for at være klar over, at det er de færreste, der er i stand til at bære på en hemmelighed hele livet igennem. De fleste må nødvendigvis betro sig til nogen - snakke over sig på et eller andet tidspunkt. I morgentimerne den 11 juli 1991 forlod millioner af mennesker deres hjem og arbejdspladser for at opleve det, som mange havde kaldt "årtusindets solformørkelse". Klokken 11 var himlen dækket af skyer; men umiddelbart inden formørkelsen for-svandt skyerne, så der var frit udsyn til det storslåede kosmiske skuespil. Nøjagtig på slaget 1.22 havde 17 mennesker på forskellige steder rundt omkring i byen rettet deres videokameraer mod himlen og optaget formørkelsen. Der skete imidlertid noget, der overskyggede den store kosmiske begivenhed; for mens de filmede formørkelsen, opdagede de et lyst, metallisk objekt til venstre for solen. En nærmere analyse af filmene viste et blankt skinnende, metallisk fartøj. Timingen kunne ikke have været bedre. Et UFO var pludselig dukket op over Mexico city på et tidspunkt, da millioner af mennesker havde deres blikke rettet mod himlen. Det var, som om den udenjordiske gæst ville gøre opmærksom på sin tilstedeværelse til så mange mennesker som muligt - en optræden, man skulle se gentaget i løbet af de næste måneder og år. Det vakte især opmærk-somhed, at det foregik under solformørkelsen. I mayaernes kosmologi er alle totale solformørkelser beregnet med stor nøjagtighed, idet det betød slutningen på én periode og begyndelsen på en anden, svarende til vore årtusindskifter. Et af mayaernes mest interessante skrifter er Dresden Codex, der nøjagtigt forudsiger solformørkelser og forklarer, hvad hver fase symboliserer. Mayaerne havde fastslået, at den "femte sol" ville ende i en serie jordskælv - i 1985 oplevede Mexico en række jordskælv, hvor tusinder blev dræbt. Solformørkelsen var slutningen på den femte sol og begyndelsen på den sjette. Mayaerne havde forudsagt, at under den sjette sols fødsel ville stjernernes herrer, eller skæbnens budbringere, vende tilbage og forkynde en ny tidsalder med kosmisk oplysning. Endelig bragte de en ildevarslende omtale af nogle mere drastiske ændringer på jorden. I månederne efter solformørkelsen var Mexico grebet af, hvad Jaime Maussan kaldte "UFO feber". Maussan er en af Mexicos mest kendte og respekterede TV journalister, som stod for programmet "60 Minutter." Maussan var interesseret i UFO-bølgen og kom til at optræde i et populært TV program, hvor han viste nogle af de bedste UFO video optagelser, og for første gang i historien blev der bragt en større TV-opfordring, hvor folk blev bedt om at indsende videoer og fotos, de havde taget af UFOer. Kort efter var hans kontor fyldt med fantastiske optagelser af UFOers dag og nat aktiviteter. "I de fire år, der er gået siden solformørkelsen," fortalte han, "har vi modtaget 1.500 videoer og utallige fantastiske billeder." Da han blev klar over, at han måtte have hjælp, inviterede han amerikanerne Lee og Brit Elders til at hjælpe sig. Det var de UFO-forskere, der tidligere havde undersøgt Billy Meier sagen. Maussan og Elders slog sig sammen og lavede en række dokumentarudsendelser, der startede med udsendelsen The Messengers of Destiny. "Mange mennesker tror, at UFO-bølgen her nu er ebbet ud," sagde Maussan for nylig, "Faktisk kan intet være længere fra sandheden. Og selv om masse-observationerne greb befolk-ningen og var forsidestof i to år, var der dårligt nok nogen af dem, der omtaltes i de internationale nyhedsmedi-er." Han fortalte som eksem-pel, at han havde optaget en video i 1993, hvor man så trafikken i store dele af Mexico City gå i stå, da folk sprang ud af deres biler for at få et glimt af UFOerne. Maussan interesserer sig først og fremmest for at sam-le videoer, fotografier, radartapes og fysiske spor, i mindre grad visuelle observationer. Adspurgt, om bølgen er lige så voldsom som tidligere, svarer han, at det er svært at sige, idet de fleste observationer nu rapporteres til bladene. Han har bemærket, at der er et årligt tilbageværende mønster i observa-tionerne, idet de fleste rapporter kommer i tidsrummet december til maj. I 1995 var der mellem 70 og hundrede rapporter om måneden. I år er tallet lavere. Dette betyder efter hans mening ikke, at der er færre UFOer, snarere at færre mennesker sender ham deres optagelser. Han overvejer på ny at opfordre seerne at sende stof. Det vil tage adskillige år at analysere det materiale, der allerede er indkommet. Maussan og Elders har konstateret forskellige karakte-ristiske træk. Allerede på en af de første 17 video-optagelser så man det første "hyper jump", der nogensinde er optaget på video. I slow motion ser man fartøjet stå stille i luften; så en brøkdel af sekund senere skyder det diagonalt op og efterlader noget, der ligner en kondensstribe. Den ser ud som en elastik, der bliver ganske tynd, idet den bliver strakt. En af de mærkeligste optagelser er af et objekt, der bevæger sig mellem to skyer. Idet det med moderat hastighed er kommet ind bag en sky, dukker det lynhurtigt frem igen og glider så ind bag skyen for straks efter hurtigt at komme frem igen. Det gentager sig nogle gange, og optagelsen efterlader det indtryk, at objektet leger med fotografen. Da El-ders analyserede filmen og gennemgik sekvensen billede for billede, (hvert billede svarer til en tredivetedel sekund), og foretog en forstørrelse, så de, at objektet havde form som en hockey puck, rund med lodrette sider og flad over og underside. Samtidig opdagede man noget, som ingen havde været opmærksom på tidligere. To andre fartøjer befandt i kanten af skyen overfor, hvor de mindede om et par tilskuere, der fulgte med i, hvad det tredje lavede. Maussan har bemærket, at det klassiske argument med, at der ville udbryde panik, hvis sandheden om de flyvende tallerkener kom frem, ikke holder stik. Reaktionen hos den mexicanske offentlighed - og hos regeringen med - har været en blanding af nysgerrighed, fascination, ophidselse og åben debat. Det store antal observationer betød, at det ville have været umuligt for regeringen at foretage nogen hemmeligholdelse. Så i stedet har den indtaget den klassiske politiske holdning med at sidde på rækværket og se på, hvad der foregår. På den ene side er den ikke trådt åbent frem og har sagt, at de besøgende er ET-rumskibe, mens den på den anden side offentligt har sagt, at den er lige så mystificeret som befolkningen. Stort set er UFOerne fremtrådt venligtsindede, ja nærmest legesyge. Maussan og mange andre ufologer har bemærket, at UFOerne har vist stor interesse for forskellige vulkanske områder i Mexico, især Mount Popocatepetl, lokalt kaldet Den Sovende Skildvagt, der betragtes som den farligste i Mexico. Dens beliggenhed mellem Mexico City og Puebla gør, at den, hvis det for alvor går galt, kan udslette begge byer og dermed en tredjedel af Mexicos befolkning. Maussan har videoer af UFOer, der flyver ned i krateret på denne og andre vulkaner, og i ét tilfælde forudsagde han, at vulkanen ville blive lettere aktiv ud fra tidligere UFO-besøg. I videoen Messengers of Destiny viser Maussan, at der er mindst fire forskellige typer fartøjer. Dette blev senere til flere, da han fik fat i en video, hvor man så et cigarformet objekt. "Den 29. januar i år så man i 27 af Mexicos 31 stater et meget stort UFO, der udførte en række uregelmæssige manøvrer. Folk så objektet komme ned tæt på bjergene. Det viden-skabelige samfund prøvede forgæves at forklare det som et meteor; men en forstør-relse viste, at det ikke kunne være et meteor. "Hvornår svæver meteorer?" spurgte Maussan. Man kunne se, at et mindre fartøj kom ud af det, hvilket han kommenterede med, at det kunne være en slags moderskib. (Typen virker fremmed for ham; hans baggrund er helt forskellig fra, hvad vi er vant til i Europa. M.G) I flere tilfælde har UFOer været tæt på kollisioner med fly. I august var et rutefly fra Acapulco ude for, at et UFO pludselig kom ud fra en sky med kurs direkte mod flyet. Andenpiloten fortalte, at han troede, at de alle var færdige. Så foretog UFOet en pludselig manøvre, så det akkurat undgik at ramme flyet. Efter landingen fortalte flyvelederne besætningen, at dette var den sjette "near miss" inden for de sidste dage! En meksikansk kontaktperson Fotografen Carlos Dias fortæller, at han havde sin første observation, da han var dreng i 1965. "Da jeg var ung, havde jeg adskillige andre observationer, og heldigvis var jeg altid sammen med nogen, der kunne bekræfte, hvad det var, vi havde set." I 1979 tog han sit første billede af et UFO, da det tre dage i træk fløj over det sted, hvor han boede. På den fjerde var han parat med sit kamera, da det i stor fart passerede over ham. Billedet var temmelig utydeligt på grund af hastigheden; men det beviste for ham selv og andre, at det, han havde set, ikke var indbildning. Han fortsatte med at se UFOer, og i 1981, da han i forbindelse med en foto-opgave kørte gennem en skov ved daggry, så han et gult lys fra et pas. Han tænkte, at det var en skovbrand, og standsede vognen for at undersøge det. Da han kom nærmere, kunne han tydeligt se, at det var et UFO, og det lykkedes ham at tage en række billeder. Resultatet bekræftede hans opfattelse, og fra det øjeblik benyttede han enhver lejlighed til at vende tilbage til det samme område for at se, om han ville have heldet med sig igen. En dag under regntiden vendte han tilbage til slug-ten. Det regnede voldsomt. Til sin overraskelse så han den samme gule glød. Han sprang ud af sin vogn og begav sig i retning af lyset for at komme så tæt på som muligt, mens han snublede over klipper og træer. "Jeg var frygteligt nervøs og totalt gennemblødt," sagde han, "men jeg fandt et sted, hvor jeg kunne se ned, og jeg så da skibets kuppel, som var omtrent syv meter fra mig. Jeg kunne se masser af detaljer, og jeg husker, at jeg takkede Gud, fordi han lod mig være her. Jeg var helt opslugt af at kigge, da der pludselig var nogen, der greb mig i skulderen, og jeg besvimede." Dias vågnede totalt forvirret og alene. Han begyndte at gå tilbage til sin vogn og konstaterede på vejen, at hans klæder var helt tørre. Da han atter sad i vognen, bemærkede han en varevogn, der var parkeret nogle få meter borte. En ung mand, der så ud til at være omkring 21 år, steg ud af den. Dias rullede vinduet ned og hørte den anden sige: "Hvis du vil vide, hvad du gennemlevede i aftes, vil jeg vente på dig her i morgen eftermiddag." Dias kørte derud næste dag. Da han kom til stedet, fandt han den samme mand i færd med at lege med en flok børn. Dias antog, at han var en slags skolelærer, eftersom han stod med et in-sekt i den ene hånd og no-get græs i den anden og forklarede, hvordan alle levende væsener er dele af en kompliceret vekselvirkning med deres omgivelser. Dias fortalte: "Hans stemme var blød, rolig og meget klar; han henvendte sig til mig og sagde: 'Det, du oplevede i går, er det, UFO-forskere kalder en nærkontakt af tredje grad. Du vil huske alt lidt efter lidt, og når det er sket, vil du vide hvor du vil finde mig.' Dias spurgte ham: 'Er du en af dem?' Den anden bekræftede det med en venlig gestus og sagde så: 'Det er tid at gå nu.'" I løbet af de næste to måneder begyndte Dias langsomt at huske. Han blev ved med at huske det gule lys, indtil han var i stand til at genkalde sig alt. "Lyset var inden i skibet, og skibet syntes at være sammensat af små partikler af lys, der konstant bevægede sig omkring, men som på en eller anden måde holdt en fast form." Han prøvede at holde sin hånd foran øjnene (som skærm) imod det kraftige lys; men han så stadig det samme lys. " Noget, der virkelig rystede mig, var, at da jeg bevægede min hånd for at røre ved mit an-sigt, kunne jeg ikke mærke noget. Min hånd syntes at gå igennem mit hovede. Jeg havde en forbløffende følelse af selv at være en del af skibet. Jeg véd, at jeg rejste i skibet og så blev efterladt midt i skoven. Da jeg så mig omkring, var mine sanser blevet kraftigt skærpet, og jeg var i stand til at se det lys eller den energi, der er indeni, og som omgiver al-ting. Jeg kunne opleve, hvordan livet flyder ind og ud af alt levende, hvordan det integrerer alt og gør det til en enhed." Fra: UFO - myte eller kulturchok. Observation
ved Gyldenholm Siden 1949 er der med mellemrum dukket rapporter op om biler og andre køretøjer, der var blevet standset af UFOer. I slutningen af halvtredserne kom der en voldsom stigning i antallet af denne slags tildragelser. Astrofysikeren, Mark Rodegher, der i 1982 havde talt 440 sådanne nærkontakter af forskellige egne af verden, udtalte, at det begyndte med, at chaufførerne fik øje på metalliske objekter eller kraftige lys på himlen. UFOerne sætter så en række "elektroniske handlinger i gang", som standser bilmotoren og afbryder radioen med statisk støj. Det var dette, der benyttedes som effekt i en af scenerne i filmen "Nærkontakt af tredje grad" fra 1977. Der er intet i det vældige rapportmateriale, der blot antyder, hvad formålet med sådanne handlinger kan være, eller hvad det er for en gruppe, der står bag. Man kan gætte på, at det er en form for udforskning af personerne i bilerne; men det kan lige så godt være noget, der går den anden vej - at det er bilisterne, der skal påvirkes på en måde, vi ikke har fantasi til at gætte os til ... Fra Danmark kendes et par klassiske eksempler. Et af dem involverede en 31-årig maler, der ønskede at forblive anonym. Klokken var 03.30 om morgenen den 27. april 1960, da han i sin vogn nærmede sig godset Gyldenholm. Uden at kunne forklare hvordan, begyndte han at føle sig iagttaget. Da han havde passeret godsets plantager, kom han ud på åbne marker. Her blev hans blik straks fanget af en lysende ring på himlen. Den kom nærmere, og på et øjeblik var den helt henne ved ham. Samtidig gik hans vogn i stå med et ryk og holdt stille lige så pludseligt, som objektet var dukket op. Dette holdt sig svævende kun seks meter fra bilen. Tre teleskopben kom ud af bunden samtidig med, at en cylinder gled ned imellem dem. Objektet lignede "to store skåle, der var lagt mod hinanden med to brede lysende bælter omkring midten". I den nederste del var der tre lysende pletter, der kunne ligne koøjer. Så dukkede tre små skikkelser frem fra åbningen i cylinderen; de var knap en meter høje! Med bløde, graciøse bevægelser begyndte de at nærme sig vognen. Et tykt kabel gled ud af undersiden af objektet. Det endte i en firkantet skærm, i hvis midte der var et hvidt lysende "øje". Væsenerne delte sig og anbragte sig på hver side af vognen. Han bemærkede, at de var iført grønne, skinnende dragter og havde et fremmedartet symbol på brystet. Under hele optrinet var han ude af stand til at røre sig. Til trods for dette følte han ikke på noget tidspunkt nogen form for frygt, men havde en fornemmelse af, at der var en art sikkerhedsforanstaltning fra væsenernes side. De anbragte nogle stavlygtelignende apparater på vognen. Han kunne se, at de bevægede munden, men hørte alligevel ikke andet end en svag summen under hele episoden. Kort efter bevægede de sig tilbage til fartøjet igen, hvor de forsvandt ind i cylinderåbningen med et elegant hop. Kablet blev trukket tilbage, og på et øjeblik forsvandt objektet på den sydvestlige himmel. Det havde efterladt tre aftryk, som var varme, når man stak en hånd ned i dem. Lokale landmænd kunne i adskillige år fremvise en bar plet på marken, hvor den var landet, og hvor intet korn kunne vokse. Man må her erindre, at det fandt sted i 1960. Der skulle gå nogle år, efter at beretningen var blevet offentliggjort, inden man fik lejlighed til at se, hvordan det ser ud, når man bevæger sig på en klode med en anden tyngdekraft end den, man er vant til. Det var i 1969, da man første gang i fjernsynet kunne følge de amerikanske astronauters mærkelige bløde, nærmest graciøse bevægelser, medens de gik omkring på Månen, og konstatere, at det kunne minde om nogle af UFO-vidnernes beskrivelse af ufonauternes gangart. Politibetjent Evald Maarup Et andet dansk tilfælde, der også vakte betydelig opmærksomhed, involverede politibetjenten Evald Maarup, Haderslev. Den 13. august 1970 var Maarup på vej hjem til sin bopæl i Knud ved Haderslev i en af politiets patruljevogne. På vejen mellem Kabdrup og Fjeldstrup førte vejen ham gennem en mindre lavning. Med ét blev vognen indhyllet i et blændende blåhvidt lys, der kom ovenfra. Motoren gik straks i stå, og bilens lys gik ud - selv lyset i tændingslampen. Det neonagtige lys blændede, så han kun lige akkurat kunne skimte vejen foran. Hurtigt trak han vognen ind til siden og standsede. Han holdt armen op for øjnene, medens han famlede efter mikrofonen; det var, som om lyset blev skarpere og skarpere. Han opdagede snart, at radioen var lige så død som alt andet elektrisk i vognen. Der begyndte at blive varmt i vognen, og han sammenlignede det senere med den varme, man føler, når man kører mod solen en varm sommerdag. Maarup tog hurtigt tre billeder med det kamera, der var fastmonteret foran i vognen. Et øjeblik efter begyndte lyset at blive trukket opad, ligesom en kegle, der var skarpt afskåret forneden. Han nåede at bemærke, at "bunden" af keglen var ca.6 meter i diameter. Da han bøjede sig frem og så op, kunne han se, at den kom fra en stor grålig genstand, der svævede i, hvad han anslog til at være trætophøjde, lige over ham. Han sprang ud af vognen, da det begyndte at blive mørkt omkring ham, og nåede at se den sidste rest af keglen blive trukket ind i bunden af genstanden gennem et hul, der var ca. 1,5 meter i diameter. I hver ende af den store lysegrå flade var der en nedadvendt bule, "ligesom en stor fodbold". Genstanden så ud til at være ca. 10 meter lang og 5 meter bred. Så snart lyset var forsvundet, satte den sig i bevægelse. På et øjeblik var den lydløst accelereret ud i mørket. Nu fungerede vognens elektriske system igen. Han kaldte straks stationen over radioen og gav kort orientering om det skete. Han hørte en vittig kollega i baggrunden af lokalet sige: "Nå! Så får vi brug for en rød seddel!" (Bruges ved tvangsindlæggelser). Han kørte straks til sit hjem, hvor han blev modtaget af sin kone, der sagde, at han så "noget blegnæbbet ud". Hans beretning kom til at gøre indtryk på mange inden for korpset - man vidste, at der skulle ske noget alvorligt, før en mand i Maarups stilling gav sig til at fortælle en sådan historie. Der opstod straks et vældigt røre omkring Maarup, da pressen fik fat i historien. Således kunne man i TV-avisen høre, at det, han i virkeligheden havde set, var landingslyset på et T33 træningsfly. Talsmanden for den nærliggende flyvestation, der havde antydet dette, fik bagefter travlt med at forklare, at han kun havde ment det rent hypotetisk, og at han i øvrigt ikke havde nogen forklaring på hændelsen. En debat, der mere og mere fjernede sig fra det oprindelige udgangspunkt, fortsatte gennem adskillige uger. Maarup kunne senere fortælle, hvordan det føles, når telefonen kimer uafbrudt i dagevis. Tre år efter - det var tirsdag d. 14. august, klokken var 22.50 - kom Maarup atter kørende forbi stedet i en patruljevogn. Pludselig opdagede han, at en flok kreaturer og et par heste løb forvildede rundt inde i et kraftigt, blåhvidt lysskær på en af markerne. Medens han bremsede vognen, begyndte lyset at bevæge sig hen mod vejstykket foran ham. Da han et øjeblik efter holdt stille, var det nået hen til vejen og vippede 45°, så det faldt direkte ind gennem forruden til ham. Så døde tændingen, og motoren standsede igen. Han så "tydeligt omridset og bunden af et stort objekt på omkring 15 meter i diameter med tre store halvkugler, der strittede ud af bunden". Lyset varmede atter, så det føltes som at sidde i vognen en varm sommerdag. Han tog hurtigt fire billeder med det automatiske kamera. Så sprang han ud af vognen. Stående ved venstre forskærm så han objektet passere hen over vejen for straks efter at rette op til vandret stilling; så vippede det i modsat retning, så lyset fejede ind over marken syd for vejen. Nu kunne han et øjeblik se objektets overside. Det havde en lav kuppelformet overbygning, der hele vejen rundt var forsynet med vinduer med afrundede hjørner. Vinduerne var oplyst af et mærkeligt dagslysagtigt skær. Objektet selv havde "en stålgrå farve, nærmest lidt fløjelsagtig". Det var kun lige kommet ind over marken; så begyndte det at trække lyskeglen op, som var dets mission slut. Da keglen ligesom sidst var forsvundet op i objektet, steg det med enorm hastighed - det gav et sus som et kraftigt vindstød mellem træerne. Nu kunne vognen starte igen. Da han kort efter kom hjem, blev han mødt af sin kone, der spurgte: "Hvorfor smiler du så mærkeligt?" Der var nu gået tre år og et døgn efter hans første oplevelse! "Det er stadig det største spørgsmål for mig," sagde han senere, "jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg har set - men denne næsten nøjagtige tid! Hvorfor var det ikke en hvilken som helst anden dato i året? Og hvorfor lige netop på nøjagtig samme sted? Og hvorfor netop efter tre år og ét døgn? ... ét af årene havde ganske vist været skudår ..." De fire billeder, han havde taget, viste ligesom sidst en lysplet, der bevæger sig hen foran kameraet fra venstre mod højre. Der skulle gå adskillige år, inden han offentliggjorde denne beretning. Fra: UFO - myte eller kulturchok IGAP-Forlaget 1990. En fredag nat eller rettere sagt en lørdag morgen kl. 00.20 besluttede René Christiansen, som bor i Finlandsparken i Vejle, at gå en tur med sin gule labrador. Det var en stille, skyfri nat - lidt kølig, men skøn, årstiden taget i betragtning. Turen gik ad Moldevej, som først løber mod vest og derefter drejer 90 grader til stik syd. Halvvejs henne ad Moldevej på første stykke fik RC øje på et objekt, som kom parallelt med Moldevej lige over boligblokkene og bevægede sig i retning mod ham. Det var nærmest en oplyst cirkel at se til. Objektet, som var lydløst, kom hen over det sted i vejsvinget, hvortil RC og hunden var nået, standsede lige over dem og tændte et enormt, blændende, blåhvidt lys, som dannede en cirkel på jorden på ca. 30 meter. Såvel RC som hunden blev paralyseret, og RC aner ikke, hvor lang tid de stod sådan - han skønner 5-7 sekunder; men det slår nok ikke til. For medens det stod på, hørte han en taxa forsøge at starte motoren, hvilket han havde besvær med, og han så, at lyset gik ud på Vejles nordre vartegn - det paddehatformede vandtårn på Viborgvej. RC følte en stærk prikken i huden, og han var rædselsslagen. Pludselig slukkedes lyset, og omgående forsvandt hunden hylende og med halen mellem benene. RC har aldrig tidligere tilbagelagt denne vejstrækning i en sådan fart. Han lagde dog mærke til, at lyset på vandtårnet var kommet igen. Hjemme lå hunden og peb ved gadedøren, og på fjerde sal, hvor RC bor, havde hans far stået på balkonen med udsigt mod vest. Han fortæller: "Pludselig fik jeg øje på en pyramideformet genstand, som fløj på langs ad Moldevej inde over blokkene; men da den standsede, troede jeg, det var en helikopter, selv om jeg undrede mig over, at jeg ikke kunne høre den." Inden de gik i seng, var de ude at kigge på vandtårnet, og det henlå igen i mørke. Normalt er det oplyst i hele mørkeperioden. RC sov ikke den nat, og næste dag havde han stærke smerter inde i hovedet, ligesom han var øm i skuldre og overarme, som havde han fået en omgang klø. Dato: 7. juli 1993. Sted: Fajstrup ved Sabro NV for Aarhus. Obs. tid: 10 sek. 3 børn, Nanna 10 år, Benjamin 7,5 år og Julian 4 år legede ved gyngerne i haven en blæsende sommerdag. Da de hørte underlige lyde (Nanna søger at beskrive dem: whouwhuwi-whowhuwi og gigimomobronhta), kiggede de op, og fra nordvest kom et UFO og standsede 40 meter over dem og snurrede lidt rundt, hvorpå det fortsatte med fart "som en hurtig bil" mod syd ud over søen. Det var på størrelse med en knytnæve i udstrakt arm og var rødbrunt med en grøn ring. Der var et stort, blåt blinklys i midten og 5 små, gule lys i en ring udenom. Der hørtes ingen motorsummen, blot de hujende lyde. Deres far, Claus Jørgensen, fortalte, at de givetvis har set noget og ikke grebet det ud af den tomme luft. De er kvikke og pålidelige iagttagere. Nanna fortæller desuden, at lysene fra projektørerne (mest de 5 gule) aftegnede meget svage, cirkulære pletter på græsplænen, ca. 1 meter i diameter; men de stod ikke stille; de bevægede sig lidt uafhængigt af hinanden. Børnene var ikke spor bange, og Nanna tænkte: "Nå, det er nok et UFO!" Nærkontakt ved Kolding, april, 1993 Helge Kristensen, Kolding, havde aldrig tidligere interesseret sig for UFOer; men i maj 1993 satte han sig pludselig i forbindelse med UFO Kontakts medarbejder i Kolding og fortalte ham følgende historie: "Det var natten mellem den 25. og 26. april. Klokken var et kvarter over tolv, da jeg kom kørende på vejen mod Kolding over Lunderskov og var ved Gelballe. Da jeg var på den lange lige strækning, ser jeg, at der ud for vognmand Kristian Kristensens hus hænger en stor grøn kugle 5-10 meter over vejen. Det gjorde mig lidt forskrækket. "Hvad i alverden er nu det, Kristian har fundet på?" tænker jeg. Da jeg kommer nærmere, ser jeg, at kuglen er to meter i diameter. Så blev jeg nervøs, og tænkte: "Hvordan kommer jeg forbi her?" I samme øjeblik jeg slipper speederen, hæver kuglen sig langsomt 20-25 meter op i luften, mens den svæver ind over marken til højre, så jeg passerer ind under den. Idet jeg kørte under den, blev der et kort øjeblik iskoldt i vognen. Men det var kun, mens jeg var under den. Jeg så i bakspejlet, at kuglen dalede ned i samme højde igen, som den havde stået i før. Så var jeg efterhånden blevet klar over, at det ikke var noget, Kristian havde lavet. Jeg kunne se i bakspejlet, at den stadig stod og lyste grønt over marken; mens jeg kørte ind i Gelballe By." Helge Kristensen beskrev kuglen som værende "klar, grøn og oplyst uden selv at udstråle lys". I området Langeland - Tåsinge - Svendborg var der en del aktivitet i løbet af efteråret 1995. Et af vidnerne, en ældre herre, der altid har været skeptisk med hensyn til UFOer, havde i slutningen af august været på sin daglige aftentur ved Vindeby på Tåsinge ved syvtiden, da han fra bådebroen så en lysende kugle med flere farver, der bevægede sig i nærheden af broen til Svendborg. Til sidst steg den og forsvandt ind over byen. Da han næste aften var ude på sin tur, opdagede han objektet igen. Ligesom aftenen før forsvandt det ind over byen. I begyndelsen af november blev der igen observeret noget i Svendborg. Det var Susanne Syberg, der fra sit hjem i Bagergade midt i Svendborg havde en nærobservation på det tidspunkt af natten, hvor der er færrest mennesker på gaderne. Der er tæt, lav bebyggelse det pågældende sted. Objektet, hun så, mindede meget om det, Helge K. så ved Gelballe, og også hun oplevede kulde, da objektet var tæt på. Hun beretter: "Noget fik mig til at vågne. Der var lyst i mit soveværelse; min søn på 4 år lå ved siden af mig og var pludselig ked af det. Først troede jeg, at vi havde sovet for længe; men uret viste kun 3.30. Jeg følte, at der var koldt og væmmeligt i rummet. Alt dette fik mig naturligvis til at gå hen til det oplyste sydvendte skråvindue. Først konstaterede jeg, at det var en pragtfuld, stjerneklar nat. Så drejede jeg mig lidt og kiggede til venstre. Dér foran mig så jeg noget, som jeg aldrig før havde set. Et objekt meget tæt på. Jeg reagerede ved at blive meget forskrækket og trak mig væk; men alligevel var jeg så nysgerrig, at jeg gik tilbage til vinduet. Min søn og jeg stod ca. to minutter og observerede objektet. Det stod først stille (jeg kan ikke sige, hvor tæt det var på; men jeg vil skyde på under 15-20 meter). Det virkede overvældende stort, større end en parabolantenne. Det var rundt med lysbesætning af hvide lys med blåligt skær fuldstændig afgrænset. Ovenover var der ligesom en blårødlig kant. Kort tid efter begyndte det at dreje rundt om sig selv, hvorefter det forsvandt stille og lydløst, stadig drejende rundt, med kurs sydover." Den 9. maj 1996 observerede tre mennesker et stort, roterende objekt fra kl. 0.30 - 1.30 over Ølby ved Køge. Et af vidnerne fortæller: "Jeg vågnede og slukkede for TV, hvorved der blev helt mørkt i stuen. Jeg kigger ud på laden og ser noget lys, og den tanke opstod, at det dog var mærkeligt, som det røg fra naboens skorsten. Det blæser ret kraftigt med en masse skyer. Jeg står lidt og kigger; så går det op for mig, at jeg aldrig har set et sådant lys, og skynder mig ud på gårdspladsen for at se nærmere på det. Jeg ser så, at der er ligesom åbninger (vinduer). UFOet drejer hele tiden om sin egen akse. Så flytter det sig ud mod vejen, og jeg åbner porten og løber derud. Det fjerner sig ind over byen, så at jeg ikke kan komme ind under det - min mening er at få en tur - men nej. Det begynder at flyve i store cirkler, og på nuværende tidspunkt har jeg observeret den i ca. 15 min. Så tænker jeg på, at jeg hellere må kalde på min mand; han ville blive ked af det, hvis han ikke fik set det. Genboen kommer hjem, og vi kalder på hende. Hun ser det også. Vi står længe, og til sidst går min mand i seng. Jeg foreslår genboen, at vi skal gå ud over marken for enden af byen for bedre at kunne se det. Efter at vi er kommet ud på marken, dukker der et rutefly op fra højre. Da det er tæt på UFOet, forsvinder det, men kommer tilbage, da flyet er passeret. Jeg kan ikke se med sikkerhed, om UFOet bare har slukket lyset, eller om det forsvandt. Da det bliver synligt igen, cirkler det ind over skoven og så tilbage hen mod os i mindst 15 minutter. Vi måtte til sidst gå hjem, da det var koldt og sent." Hun understregede, at hun i forbindelse med sit arbejde er vant til at se laserlys; men at dette var helt anderledes: "Der kom hvidgult lys ud af hullerne - jeg har aldrig set tilsvarende lys." Hendes mand, der iagttog objektet i ca. en halv time, fortæller: "Der kom lys ud af noget, der kunne være vinduer. Objektet foretog en cirkulær bevægelse samtidig med, at det roterede. Den cirkulære bevægelse foregik ligesom en slags pendulsving - hvorved objektet havde 2 højere værende yderpunkter. Men hele tiden roterede det om sin egen akse." Nu afdød major og flyveleder H.C. Petersen, der ledede IGAP Europe, beretter: I 1955 var vi ved at indkøre en indflyvningsradar på Flyvestation Skrydstrup. Det var en dag med tæt tåge, og derfor blev der ikke fløjet. Fra radarstationen blev jeg bedt om at komme derud, fordi man havde et problem. Problemet viste sig at være, at der tilsyneladende fløj objekter gennem vort luftrum med hastigheder, som vi målte til omkring 18.000 km/t, og det kunne naturligvis ikke passe; for sådanne hastigheder var ukendte på det tidspunkt. Der måtte være opstået en teknisk fejl. Medens vi andre undrede os, og teknikerne checkede det hele af uden at finde nogen fejl, var stationschefen og operationsofficeren kommet til stede. Pludselig skiftede billedet - gennemflyvningerne ophørte, og i stedet så vi nu et antal stillestående objekter i luftrummet ud til ca. 20 km. Antallet skiftede hele tiden; så var der 20, så 13, så 4 osv., og at de dukkede op og forsvandt uden at efterlade sig synlige spor, sådan som et objekt i vandret bevægelse gør, var en indikation af, at de kom og gik lodret. Cheferne og jeg diskuterede livligt; men de ville ikke ind på min idé om, at det var Flyvende Tallerkener, vi havde med at gøre. Sagens alvor var dog indlysende, hvilket også blev understreget af det faktum, at jeg fik lov til at lade jetfly intercepte (gå op og kigge på dem) objekterne, når tågen lettede, og jeg fik 4 stk. F-84 fly ud at stå ved baneenden klar til at starte op efter nærmere ordre. Kl. 11.00 klarede det så meget op, at vi kunne sende flyene op. Lige inden jeg tog mikrofonen for at give piloterne starttilladelse, var der 12 objekter synlige på radarskærmen; men nøjagtig i det øjeblik, hvor jeg gav tilladelsen, forsvandt de alle som ved en trylleslag med undtagelse af 2, som stod henholdsvis 10 km nord for pladsen og 15 km syd for pladsen. Jeg dirigerede 2 fly i hver retning, og par nr. 1 kom først til objektet, 10 km nord for pladsen. Da de nærmede sig målet, sagde jeg: "Målet ligger kl. 12 (altså ret forude), afstanden er 5 km, højden er ukendt. Kan I se noget?" Nøjagtig i det øjeblik forsvandt objektet fra radarskærmen, og piloterne rapporterede, at der ikke var noget at se. Det samme gjorde sig gældende med objektet syd for pladsen. Jeg var personlig overbevist om, at UFOernes besætninger, eller hvem der end måtte have kommandoen over dem, havde kunnet høre, hvad vi sagde over radioen, og efterhånden, som det internationale arbejde kom til at skride frem, kunne vi se, at tilsvarende tildragelser havde afspillet sig overalt på Jorden. Major og flyveleder H.C. Petersen fortæller: På Vandel havde jeg også det operative ansvar for indflyvningskontrollen på Billund lufthavn. Vi så stadig objekter, og her er en observation, som også fortjener at komme med. Det var den 12. August 1971 - en trafikmæssig travl dag med nusset vejr - og noget stressende. En gang lige efter frokost fik jeg pludselig øje på et objekt direkte over tårnet. Det drev meget langsomt i sydlig retning lige midt ud over flyvepladsen. Objektet var perfekt cirkelrundt med den kendte synlige ring i bunden - resten var skjult i en skycamouflage. Objektets højde kunne på grund af skyernes højde bedømmes til at ligge omkring 2000 fod (ca. 600 m). Jeg anslog størrelsen til at være ca. 15-20 meter i diameter. Den geografiske placering af Hessdalen er ca. 30 km NNØ; for Røros eller ca. 100 km SSØ; for Trondheim. UFO hændelserne i Hessdalen er ikke af ny dato, idet der i de sidste 40 år kan erindres beretninger om UFOer fra området. Det er imidlertid nyt, at UFOerne optræder så hyppigt, som de gør, og som de har gjort de sidste 3-4 år. For at vise, hvad det er, folk ser, kommer her nogle øjenvidne beretninger: Hjørdis Hokstad sad ved køkkenbordet kl. 7.30 om morgenen d. 25. juli 1981. Vejret var fint. I stuen ved siden af lå hendes mand og sov. Fra køkkenvinduet havde hun god udsigt til et bakkedrag 2-300 meter borte. På dette bakkedrag stod en lille klynge træer, og pludselig fik hun øje på noget metalagtigt mellem træerne. Det glimtede så underligt. Hjørdis tænkte på, om naboen kunne have lagt nogle aluminiumsplader dér i løbet af natten. Herefter gik hun ind i stuen for at hente en kikkert med 12x50 mm linser. Gennem kikkerten kunne hun se, at der lå noget skinnede blankt og aflangt på bakken, og så fik hun øje på "naboen", der gik op mod det mærkelige blanke noget. Hun studsede over, så underlig han så ud, alt for lille! Nu råbte hun ind til sin mand og sagde, at han skulle komme ud for at se, hvad det var for noget, der foregik. Han gryntede bare og blev liggende. Hjørdis løb nu ud på gårdspladsen for bedre at se. Nu så hun, at manden næsten var nået op til den underlige genstand, og herfra kunne hun klart og tydeligt se, at manden ikke kunne være højere end 1,20 - 1,30 meter. Han havde en gråbrun dragt på. Armene virkede alt for lange, og det så næsten ud til, at de nåede bakken, idet han gik mod genstanden. Nu slog det hende, at han lignede astronauterne, som hun havde set på fjernsynet. Manden gik frem til et hul i genstanden, et mørkt, sort hul, og kravlede ind igennem det. Genstanden kunne ikke være større end en personbil. Det sorte hul forsvandt; men hun kunne ikke se, om det var en dør, der blev lukket. Fartøjet begyndte nu at bevæge sig. Det rejste sig op og havde form som en pistolkugle med spidsen nedad og næsten flad i toppen. Nu begyndte det at rotere og hæve sig op i luften. I en højde af 4-5 meter bevægede det sig ned over bakken, og på dette tidspunkt registrerede folk i nabolaget, at deres køer begyndte at brøle højlydt. En nabo blev vækket af larmen, og han så fartøjet; men ingen har været i stand til at få ham til at fortælle om det. Hjørdis fortsatte med at betragte genstanden i kikkerten. Den fløj nordøst på og forsvandt bag bakkekammen. Dagen efter var Hjørdis på besøg hos en svigerinde, som opfordrede hende til at offentliggøre oplevelsen. Den 27. juli bragte lokalradioen et interview med hende, og herefter kastede pressen sig over nyheden. Denne beretning skulle vise sig at blive startskuddet til en sand bølge af UFO beretninger fra Hessdalen, som i efteråret 1981 smykkede de norske aviser. Men det var Hjørdis Hokstad's oplevelse, der fik journalisten og fotografen, Arne Wisth, til at drage til Hessdalen for at lave en god historie på baggrund af folks beretninger. På det tidspunkt havde han ingen forventninger om selv at opleve noget, idet han sandt at sige ikke havde særlig stor tiltro til disse beretninger, for slet ikke at tale om eksistensen af UFOer. En februardag i 1982 drog han mod Hessdalen. Det lykkedes ikke Arne Wisth at se noget selv på den første weekendtur til Hessdalen; men han fik talt med nogle af de lokale beboere, som tog venligt imod ham. Så han ikke selv noget, ja, så lyttede han med stor opmærksomhed til deres beretninger. De fleste var noget tilbageholdende; men andre fortalte velvilligt ... Tre lys foran, ét bagpå ... Rødligt, hvidt lys ... Lydløst ... Det blinkede med lys i alle farver ... Det stod stille ... Det fløj med vanvittig fart ... Det kom ned gennem skydækket ... Det lyste på sneen ... Det delte sig i flere genstande ... osv. Det var en tankefuld journalist, der kørte hjem til Oslo efter det første besøg i Hessdalen, og inden han nåede Oslo, havde han bestemt, at han den følgende weekend atter ville drage til Hessdalen. På næste tur var han bedre udrustet, både hvad tøj og fotoudstyr angik. Om aftenen drog han op til plateauet, hvor der i forvejen var to biler parkeret. Klokken 20.30 kom den. Den kom sydfra, og gik mod nord. Ingen lyd hørtes, kun et hvidt lys sås. Kl. 22.35 var lyset der igen, samme bane, samme fart. Et lys med en mærkelig intensitet. Næste aften var der et lavt skydække i området, næsten helt ned til fjeldtoppene, og Arne Wisth troede ikke på, at der ville ske noget; men han ville vente til samme tidspunkt som aftenen i forvejen. Kl. 20.30 glimtede det under skyen. Lyset var der igen på samme kurs, men rødt, et blinkende rødt lys, som begyndte at skifte i farverne rødt, gult, orange, grønt og blåt. Det mindede om et juletræ i mange farver, da det gled mod nord neden for fjeldtoppene. Pludselig stoppede det ved siden af et klart hvidt lys. Pludselig fór det hvide lys til vejrs mod vest mens "juletræet" fortsatte nordover. Efter denne oplevelse var Arne Wisth parat til at gøre næsten hvad som helst for at undersøge dette mærkelige noget til bunds. Han spekulerede på, hvilke "eksperter" han måtte kunne få med på ideen om en grundigere efterforskning. Han kunne ikke komme i tanke om andre end en meteorolog, hvilket virkede fjollet på ham selv. Han vidste, at der fandtes UFO foreninger, men mente, at de udgjorde en flok fantaster, der så små grønne mænd overalt. Så fik han idéen. NRK (en norsk TV-station) måtte gøres interesseret i sagen, sådan at et hold fotografer med nødvendigt udstyr kunne drage til fjelds og indfange beviser for disse flyvende genstandes eksistens. Det lykkedes ham at få overtalt NRK til at sende to mand med udstyr til Hessdalen. På en strålende solskinsdag i midten af februar mødtes de tre i Hessdalen, og om aftenen var udstyret stillet op på plateauet. Nu ventede man blot på, at noget skulle dukke op. To gange fløj et UFO forbi, og Arne Wisth kunne se på den ene af fotograferne, at han spekulerede som en gal på at finde en passende forklaring. Han kunne ikke og var nu ivrig efter flere oplevelser. Næste dag, den 18. februar, havde holdet lånt en snescooter, for at to mand kunne drage ind i fjeldet, mens den tredje kunne tage opstilling på plateauet. Arne Wisth var med på snescooteren sammen med en fotograf og en schæferhund, og det var meningen, at de skulle bygge sig en snehule og opholde sig her et par dage. De tre blev imidlertid overrasket af mørket og måtte gøre holdt før deres bestemmelsessted. Ved et sådant stop ville det være naturligt, at hunden straks var sprunget af scooteren for at boltre sig i sneen; men den blev liggende med snuden på poterne, hvilket virkede yderst besynderligt. På dette tidspunkt stirrede Arne Wisth tilbage mod den fjeldtop, hvorfra de var kommet. En stjerne kom mod dem i rasende fart ude i himmelrummet; den kom nærmere og nærmere, som om den ville køre dem ned. Pludselig stoppede den op i sin vilde fart lige over kanten af fjeldtoppen. Den gled lidt nedover mod højre og blev stående og pulserede. "Den har set os," var hans første tanke. Du store verden, hvor var den stor, omtrent en fjerdedel af månefladen, og den skiftede i farverne grønt, gult, rødt og blåt. Den var højst 3-400 meter borte og så langt nede, at lyset fra den reflekterede i sneen. TV-fotografen kiggede på den i sin kikkert, mens filmkameraet lå fastsurret på slæden. Arne havde glemt sit udstyr; han havde kun et apparat til frihåndsoptagelser. Han fik to billeder, så slukkedes lyset. Denne oplevelse og den efterfølgende snak, som de to havde natten igennem, gjorde, at de begge ikke længere var i tvivl. Det var UFOer, folk så i Hessdalen. Herefter foretog Arne Wisth sig en hel masse ting. Han talte med Forsvarets radartjeneste, pressekonsulenten i Forsvarets Overkommando, forskellige officerer i Forsvaret. Nogle indrømmede, at de havde en smule kendskab til uidentificerede objekter, og at man burde tage deres tilstedeværelse i det norske luftrum alvorligt. På et tidspunkt fik han oven i købet stillet i udsigt, at Forsvaret var villigt til at stille forskelligt teknisk udstyr til rådighed for en efterforskning. Dette løb imidlertid ud i sandet pga. manglende ressourcer. På instituttet for kosmisk fysik fik han det svar, at man ikke her havde noget forhold til UFOer; men at det i grunden var lidt synd, at forskerne ikke tog hændelserne i Hessdalen noget mere alvorligt. På fysisk institut fik han omtrent samme besked. Sandsynligvis burde videnskaben tage disse ting langt mere alvorligt. Alle forsøg på at opnå en form for anerkendt efterforskning mislykkedes, mens UFOerne fortsatte med at vise sig for folk i hundredvis. Da vinteren var omme, havde Arne en mængde billeder af UFOerne. TV-fotograferne havde 100 meter film og lovede TV-udsendelse, som vi véd aldrig blev til noget. UFO foreningerne havde i læssevis af rapporter indsamlet fra måske verdens mest aktive UFO område. Aviserne skrev side op og side ned om beretninger og forsøg på forklaringer af hændelserne. Alle de mest kendte teorier, også de nye, har været forsøgt. Gasudslip, plasma, spejlinger i inversionslag og så alle de gamle kendinge. Med den lyse årstids komme ventede mange, at UFOerne ville ophøre med at vise sig i området; men de fortsatte, dog med nedsat aktivitet, og hen på efteråret 1982 var de der igen med uformindsket aktivitet. Arne Wisth foretog stadig studieture til området, og hans oplevelser med lokalbefolkningen og egne erfaringer er blevet til en bog, UFO Mysteriet i Hessdalen. Da Arne Wisth startede sine ekspeditioner, var han en svoren skeptiker; men skeptikeren i ham svækkedes langsomt, og han blev mere og mere overbevist om, at disse UFOer var intelligent styrede. Han mener, at der på det tidspunkt, hvor bogen blev skrevet (1983), forelå bevismateriale nok. Man kan også fastslå, at der findes mindst fire forskellige typer af UFOer, måske flere: "Observations UFOet", som er rundt eller ægformet. "Hatten", som har den klassiske flyvende tallerken form. "Pistolkuglen", som er spidst i den ene ende og afrundet i den anden, som ofte står stille i lange perioder, og som også lander. "Cigaren", som er meget stor, måske 100 meter eller mere. Vi véd intet om, hvorvidt Arne Wisth's ihærdige forsøg på at få sat "eksperter", både militære og civile, på UFOerne i Hessdalen, har båret frugt på nogen måde; men vi kan konstatere, at de norske aviser i det år, hvor han var mest aktiv, skrev utroligt meget om UFOerne. Vi véd også, at officerer fra Forsvaret i slutningen af marts 1982 var på et par dages observationstur i området; men der foreligger ingen offentlig tilgængelig rapport. På et tidspunkt blev UFOernes stadige tilstedeværelse lokalbefolkningen for meget, hvorfor man anmeldte dem til politiet. Men den lokale lensmand kunne ikke gøre andet end at sende anmeldelsen videre til politimesteren i Trondheim. Han afviste sagen med den begrundelse, at UFOerne ikke havde gjort noget ulovligt. Dette var i efteråret 1982. I vinteren 1983, nærmere betegnet sidste uge af februar og første uge af marts, afvikledes en stor NATO øvelse i Hessdalområdet med deltagelse af engelske elitesoldater, som skulle sættes direkte ind i Hessdalen. Den samlede styrke var på ca. 10.000 mand, heraf 300 engelske elitesoldater. Der er ingen militære interesser i området; man havde udvalgt dette område udelukkende for at træne vinterkrig, sagde man. Vi véd ikke, om der blev gjort UFO observationer. Fra: Introduktion til UFO sagen, IGAP forlaget 1988. Projekt Hessdalen Efter i et par år kun at have foretaget rapportoptagelser og undersøgelser af observationsberetninger lykkedes det UFO Norge i efteråret 1983 at låne og leje teknisk udstyr til at foretage en lang række målinger af objekterne. Man gik vel stadig med den formening, at en del af objekterne kunne stamme fra forskellige naturfænomener, og var det tilfældet, så ville instrumenterne afsløre dette. På tre lokaliteter etableredes observationsposter udrustet med: Seismograf til at måle bevægelser i jordskorpen. Magnetometer, som måler styrken og retningen på Jordens magnetfelt. Radar kan vise UFOernes position og gennemsnitshastighed. Spektralfotoapparat, der definitivt kan afsløre, om der er tale om et fast objekt eller gasser. Spektrumanalysator registrerer radiobølger inden for et afgrænset frekvensområde. IR-viewer kan se, om lyset kommer fra et opvarmet objekt. Alle registreringer på disse instrumenter ville kunne medvirke til at kaste lys, om man så må sige, over fænomenerne i Hessdalen. Man fandt ingen grund til at antage, at UFOerne i Hessdalen var resultater af kendte fænomener, men på den anden side sagde undersøgelserne heller ikke noget om, at UFOerne var rumskibe. Tilbage stod man med en række ubesvarede spørgsmål: Hvad er det, der er lysende, men ikke stammer fra en opvarmet lyskilde? Hvad er det, der kan flyve med 30.000 km/t, pludselig standse op og pludselig forsvinde? Hvad er det, der kan være usynligt, men dog registreres på radar og udsende magnetisk stråling? Efter vinteren 1984 døde pressens interesse for UFOerne i Hessdalen ud; men der meldes stadig her i 1990erne om UFOer i Hessdalen. Ingen har hidtil givet nogen tilfredsstillende forklaring på observationerne. Martin Rautjärvi, som har boet i Hallstahammarbo mellem 1952 og 1987, har studeret ufologi siden 20-års alderen, men aldrig set skyggen af fremmede objekter eller fartøjer i luften eller på jorden før den 19. april 1995. Han beretter selv på klingende västmanlandsk om den mærkeligste oplevelse i sit 51-årige liv. - Jeg var kommet ganske sent hjem og stod i køkkenet og lavede mad. Da jeg helt pludseligt kiggede ud ad køkkenvinduet, fór jeg sammen. To-tre kilometer fra hans lejlighed i Hanninge i den sydlige del af Stockholm åbenbaredes et kæmpestort fartøj på den skyfri himmel. - Først troede jeg, at det var en helikopter; men da den nærmede sig mit vindue, opdagede jeg, at den bevægede sig lydløst gennem luften. Fartøjets langside var oplyst af et stort antal kabinevinduer eller positionslys. Undersiden var selvlysende og blændende med et hvidt, koldt skin. Ifølge Martin Rautjärvi's observation var fartøjet på størrelse med en jumbojet og holdt en hastighed på omkring 100 km/t. - Det kan med andre ord ikke have været noget passagerfly. De må holde mindst nogle hundrede km/t for at kunne flyve. Var det her ikke et UFO, véd jeg ikke, hvad det var ... Da det kæmpestore fartøj passerede oven over boligområdet i retning af Huddinge, tog Martin jakken på og fór ud på gaden. - Klokken var præcis 21.54, da jeg først så det. Da jeg så det forsvinde, stod jeg ude på ringvejen, og klokken var 22.00 præcis. Der var nogle enkelte mennesker ude; men jeg var så optaget af min oplevelse, at jeg ikke talte med nogen, beretter Martin, som har rapporteret sin observation til UFO Sverige, som nu vil efterforske det mærkelige syn. Clas Svahn er journalist på Dagens Nyheter og siden 1991 ordførende i landsorganisationen UFO Sverige. Han synes, at observationen i Västerhaninge er interessant. - I den nærmeste tid må vi undersøge, om der fandtes flyvemaskiner i luften på det aktuelle tidspunkt, og som præcist passerede dette her område. Clas Svahn synes i øvrigt, at Martin Rautjärvi's observation er interessant af flere grunde. - Han er fornuftig, når han beretter om det, der skete. Desuden er observationstiden af stor interesse. Han så dette her fartøj i så lang tid, at vi kommer til at undersøge hans oplysninger grundigt. Kan det have været et UFO? - Ja, naturligvis. Findes der UFOer? - Ja, hvis man mener uidentificerede fænomener eller fartøjer. Hvert år får UFO Sverige flere hundrede rapporter om uidentificerede flyvende objekter. - Vi forsøger på alle måder at gøre rede for og forklare, hvad der ligger bag de forskellige observationer, siger Clas Svahn. Til de fleste observationer, 90-95 procent, finder vi en naturlig forklaring. Måske bliver det sværere at finde et svar på det, som Martin Rautjärvi oplevede den 19. april 1995. Tilføjelse v/Sten Lindgren: En interessant ting, som må tilføjes artiklen, er, at Annkristin, en søster til en mand med interesse for emnet, Mats Cederholm, den samme aften så en telemeterskive (et lille observations UFO) ca. 20-30 meter uden for sit vindue. Hun havde et vidne hos sig. Stedet, hvor de så telemeterskiven, var kun nogle få kilometer væk fra det sted, hvor "cigaren" blev observeret. De så dog ikke selv "cigaren". Telemeterskiven var på størrelse med en fodbold, og den bevægede sig rundt omkring. Annkristin fortalte senere sin broder om det; men ikke, før rapporten havde været i avisen, kunne Mats forbinde de to hændelser, der skete den samme aften. "Cigar"-rapporten havde omkring 7-8 vidner. Den blev udsendt for nogle uger siden i Radio Stockholm. Hovedvidnet fortalte, at myndighederne overhovedet ikke var interesserede, da rapporten blev indtelefoneret til dem kort efter observationen. De viste overhovedet ingen interesse. UFO over Helsingborg En aften i første halvdel af 1990'erne havde en UFO-gruppe i Helsingborg en oplevelse, da de efter at have gjort ren efter et afholdt foredrag i deres foredragslokale forlod bygningen. Da de kom udenfor, havde de en følelse af at måtte kigge op, og over bygningen i kun 60 meters højde så de et rumskib med en diameter på ca. 30-40 meter. Fartøjet svævede over bygningen, og de kunne se undersiden. Det roterede langsomt. I midten af fartøjets underside kunne de se en iris-lignende åbning, der bevægede sig. De så ingen kugler som på Adamski-typen. Det var mørkt underneden; men de kunne føle en meget stærk slags energi, som kom ud fra fartøjet. Noget lignende en rensende energi, der langsomt flød nedad. Så fløj fartøjet af sted. Hvordan det begyndte Den 29. november 1989 var de to tjenestemænd fra gendarmeriet, Heinrich Nicoll og Hubert von Montigny, på patruljetur i nærheden af Eupen. Kl. 17.24 fik de øje på et mærkeligt flyvende objekt, som gjorde særligt indtryk på dem begge. Det kom i retning fra den tyske grænse og nærmede sig den belgiske by Eupen. Det havde tre stærke projektører rettet mod jorden, mens selve objektet ikke kunne skelnes præcist. UFOet forfulgte gendarmerne lydløst i 45 min. i en afstand af 3-400 meter, indtil det med enorm hastighed forsvandt over en mudret sø. De forbavsede gendarmer aflagde beretning om deres oplevelse til deres tjenestested, og også dagspressen var interesseret i deres iagttagelse. Efter offentliggørelse i den lokale presse meldte flere vidner sig (deriblandt også politibetjente fra Tyskland og yderligere nogle fra Belgien), som havde set de samme objekter på himlen. Der kom beretninger om UFO'er i nærheden af autobanen og endog fra Luxemburg. Gendarmerne indberettede så hurtigt, det var muligt, deres observationer til lufthavnen i Bierset, som imidlertid ikke på det pågældende tidspunkt havde optegnelser af unormale fænomener på radaren. Hos dagspressen ophobede UFO meldinger sig i løbet af december. To unge fra Lautzen kunne f.eks. iagttage et UFO på nærmeste hold. Da de nærmede sig det klart lysende UFO, blev de begge grebet af frygt og tog flugten. Selv observationer, der allerede lå 6 uger tilbage, blev nu betydningsfulde. I Charleroi, en lille by i Østbelgien, måtte endog en fodboldkamp afbrydes pga. UFO-aktivitet. Da de havde spillet nogle minutter, blev stadion indhyllet i skinnende lys, og spillerne løb panikslagne fra banen. Tilskuerne stirrede fastnaglede på en kæmpemæssig hvid skive, som svævede over dem. Efter ca. 1 min. steg den op og forsvandt langsomt i skyerne. Spillerne og tilskuerne er efter dette tilfælde overbevist: Jorden bliver besøgt af udenjordiske! Midt i februar 1990 blev det foreløbig sidste UFO iagttaget over Charleroi. "Det pulserede på undersiden. Det så ud, som om det ca. 50 m høje og 70 m lange flyvende objekt ville tappe energi. Om morgenen konstaterede vi, at alle højspændingsledninger var gennemvarme," berettede en politibetjent. Alle disse hændelser førte da også til, at det tyske fjernsyn besluttede at sende et reporterteam til Belgien. Privatsenderen "RTL plus" efterforskede på steder, og UFO vidner berettede foran kameraet om deres oplevelser. Det lykkedes endog reporterne at lave filmoptagelser af UFO'erne, som derefter er blevet vist i magasin "RTL Explosiv" d. 20. februar 1990! Efter fremstillingen (som absolut var positiv), fulgte en diskussion mellem Michael Hesemann (en i Tyskland kendt UFO-forsker) og Rudolf Henke (et medlem af en lille anti-UFO-gruppe). Heller ikke UFO-forskere i Belgien var uvirksomme. "Société belge d'étude des phénomènes spatiaux (SOBEPS)" fra Bruxelles stillede medarbejdere til rådighed for undersøgelser af observationerne. De fandt bl.a. ud af, at de fleste observatører havde set objekterne fra temmelig stor afstand. Også det lydløse fly tyder på et usædvanligt fænomen. Ca. 200 vidner blev udspurgt af SOBEPS, og forskellige fortolknings-muligheder blev efterprøvet: Først antog man, at UFO-forekomsterne kunne henvises til vejrforhold; men denne mulighed måtte man straks udelukke, da samtlige vidner havde beskrevet faste objekter. En officer fra det belgiske luftvåben fattede så mistanke til laserprojektion, og kort efter meldte sig en diskoteksindehaver, der hævdede at være ansvarlig for disse projektioner. Denne meddelelse kunne imidlertid ikke stå for en prøve. Trods det blev den dog antaget af mange pressebureauer. Heller ikke den antagelse, at objekterne kunne være observationsfly, blev bekræftet fra militærets side. Radaren havde ikke registreret nogen flyvebevægelser, og UFO'ernes flyvemåde (hurtighed, stilstand i luften osv.) tyder slet ikke på observationsfly. Ligeledes blev en antagelse om et testfly af en hemmelig fly- eller helikoptertype fra NATO dementeret. Efter en udtalelse af den belgiske forsvarsminister Guy Coeme har UFO'erne en så uhyre stor betydning, at der ved observationerne over Charleroi endog udløstes NATO-alarm, og det belgiske luftvåbens Mirage-jagere blev sendt op for at forfølge objektet, dog uden held. Alligevel blev flere NATO fly gjort startklar for i givet fald at pågribe rumskibene. I betragtning af disse masseobservationer måtte de kirkelige myndigheder også udtale sig. Mens kirkens officielle mening betegner alle UFO'er som en ny ondartet afgudsdyrkelse [dette er ikke tilfældet i Danmark! (Red.)], tager kapellan Robert Ernst fra Eupen sagen meget alvorligt og finder indflyvning af udenjordiske besøgende på vor jord som fuldstændig normalt. Disse masseobservationer har bevirket eftertanke hos mange mennesker. Den tanke, at vi ikke er alene i Kosmos, vil engang i en ikke alt for fjern fremtid slå igennem, fordi stadig flere mennesker bliver UFO-vidner og dermed konfronteret med realiteten af de udenjordiske. En af de bedst dokumenterede UFO tildragelser Det begyndte den 29. november 1989. Denne dag kom der UFO rapporter fra 30 forskellige grupper af vidner rundt om i Belgien, heriblandt tre politipatruljer, spredt ud over et område på 800 kvadratkilometer, der strakte sig fra Liege og til grænserne til Tyskland og Holland. Der blev berettet om et trekantet objekt, der meget langsomt og næsten lydløst bevægede sig omkring i meget lav højde. Siden den dag fortsatte rapporterne med at strømme ind. Den belgiske UFO organisation SOBEPS fik på tre måneder samlet 600 rapporter, hovedsageligt om trekantede objekter med orange-røde lys. De fleste observationer fandt sted om natten; men 40 havde fundet sted i dagslys. Situationen førte til, at organisationen indledte samtaler med flyvevåbnet om et nærmere samarbejde. Tildragelsen omkring Bruxelles natten mellem den 30. og 31. marts 1990, der er én af de mest veldokumenterede UFO beretninger, der nogensinde er blevet offentliggjort i hele UFO sagens historie, ligner mest af alt en demonstration fra UFO-ernes side! Denne nat opdagede flere gendarmer fra styrken i Wavre en slags "ballet" opført af lysfænomener i Ramillies-Jodoigne (Brabant-Wallon provinsen) og informerede radarcentralen i Glons. Den kendsgerning, at oplysningerne kom fra gendarmeriet, har uden tvivl været medvirkende til, at det militære hovedkvarter besluttede at få sagen bekræftet. Desuden indløb der nu radarmeldinger både fra Glons, der er en del af NATO forsvaret, og fra Semmerzake, der kontrollerer den militære og civile trafik over belgisk område. Begge anlæg var i stand til at kontrollere al flyvning, der fandt sted i over 200 meters højde. Radarekkoet, der blev opfanget den aften, syntes at vise et fly, der fløj med meget lav hastighed, ca. 50 km/t, og som hele tiden ændrede kurs og højde. Alle militære og civile fly er udstyret med et apparat, der sætter en radar i stand til øjeblikkeligt at identificere dem. Der blev imidlertid ikke modtaget noget identificerende signal i dette tilfælde. Kl. 00.05 blev der afsendt to F-16 jagere til stedet, delvis guidet af gendarmerne. Jagerne opfangede hurtigt den indtrængende på deres radar. Reporteren fra Paris Match, der senere fik lejlighed til at se en afspilning af radarbilledet, syntes, at UFOet lignede en lille bi, der dansede på skærmen. Så snart radaren var blevet fastlåst til objektet, viste det sig på skærmen som et diamantformet symbol. Skærmen informerede samtidig om objektets position, afstand og hastighed. De var meget tæt på objektet. På videofilmen hører man piloternes ophidsede samtale. Under forevisningen af videoen for journalisterne fra Paris Match forklarede oberstløjtnant De Brouwer: "Vore jagere er udstyret med målsøgende missiler. Når de er afsendt, vil missilets computer automatisk føre det til målet. Naturligvis var der ikke tale om at gøre det i dette tilfælde. Vi ønskede kun at identificere den indtrængende." Piloten havde ikke engang tid til at starte denne procedure, der kræver, at jagerens radar er fastlåst til målet i mindst seks sekunder. Objektet satte farten op fra 280 km/t til 1800 km/t samtidig med, at det steg fra 300 m til 1700 m på ét sekund. Det er en manøvre, der ville udsætte eventuelle ombordværende for et tryk fyrre gange tyngdekraften. Grænsen for, hvad et menneske kan tåle, er 8 G. Objektets bane var ualmindeligt forvirrende. Det kom ind i 1700 meters højde, dykkede derpå mod jorden til en højde på under 200 m, hvorved det undgik både jagerens radar og jordradaren ved Glons og Semmerzake. Episoden fandt sted over udkanten af Bruxelles, hvor objektet i den lave højde hurtigt forsvandt ud af syne mellem de mange lys fra byen. "Det var under alle omstændigheder umuligt for F-16 jagerne at indhente objektet i denne lave højde, hvor luftens tæthed begrænser hastigheden til 1300 km/t. Flyver de hurtigere, vil varmen i kompressorerne hurtigt ødelægge jetmotorerne," sagde De Brouwer. "Der var en mening med objektets bevægelser." I løbet af de næste par timer gentog det sig to gange. Tre gange lykkedes det piloterne at låse deres radar til objektet, der hver gang på drastisk vis ændrede kurs. Det dykkede hurtigt mod jorden og undgik derved luft- og jordradar, for kort efter atter at stige inden for radarens rækkevidde og dermed lægge op til en ny jagt. Et stort antal mennesker var vidner til alt dette, heriblandt 20 politifolk, der både så objektet og F-16 jagerne. Der var ingen af vidnerne, der hørte noget overlydsbrag, selv om objektet flere gange gennembrød lydmuren i ganske lav højde. Over det bebyggede område ville dette normalt have forårsaget store skader i form af knuste ruder, hvilket heller ikke var tilfældet. Nærkontakten varede 75 minutter. Episoden satte skub i forhandlingerne om et samarbejde mellem militæret og SOBEPS. Forsvarsminister Guy Coeme sagde i et TV interview, at han havde autoriseret flyvevåbnet til at give alle oplysninger om sagen til SOBEPS. Det efterfølgende samarbejde mellem militæret og den belgiske UFO organisation SOBEPS er enestående i UFO sagens historie. Flyvevåbnet havde ellers tidligere været tilbageholdende med at offentliggøre oplysninger om UFO-er. Noget af det vigtigste materiale, der blev offentliggjort, var videooptagelserne, der viser F-16 jagernes radarskærme. I 1994 har der været utallige observationer af uidentificerede objekter - trekantede UFOer er blevet rapporteret over hele Storbritannien. Tony Dodd præsenterer her et udvalg modtaget af forskningsorganisationen Quest International. Mr. David Bailey, en avisfotograf, kørte d. 11. oktober kl. 21.30 ad A527, da han bemærkede et objekt på himlen, som han til at begynde med troede var en helikopter. Hurtigt blev han klar over, at de lys, der kom frem på objektet, var usædvanlige. Efterhånden som objektet kom nærmere, kunne han se, at fartøjet var trekantet og mellem 20 og 30 meter bredt. En række røde lys langs den nederste kant samt andre røde og gule lys var synlige. Hastigheden lå mellem 50 og 100 km/t, og det var cirka 150 meter fra ham - alligevel kunne der ikke høres nogen lyd. Langsomt gled objektet over himlen over landsbyen Brindley Ford hen imod landsbyen Norton. Mr. Green, en 29-årig truckfører, kørte hjem fra arbejde på motorcykel sent om aftenen, da han blev forbløffet over at se et meget stort objekt, som han beskrev som "cirkelrundt, med en stor kuppel, og det udsendte et blåt lys". Hans motorcykel satte ud, og han stoppede op. På objektets underside var andre ting synlige, "ligesom landingshjul på to store kugler," sagde han. Hans opmærksomhed blev fanget af en besynderlig, brummende lyd, svarende til den fra et barns snurretop, men meget højere og mere gennemtrængende. I det øjeblik var hans motor stoppet, som var den løbet tør for benzin. "Jeg var lamslået; objektet var ca. 3 km væk og vel en 30 meter oppe. Det så ud til at lande på Colchester siden af Mercia Marshes. Mens jeg blev ved med at kigge, syntes der at være et blåligt lys, der kom og gik. Jeg gik et stykke tid og skubbede motorcyklen og prøvede så at starte den - pludselig vågnede motoren til live igen." Søndag den 10. juli 1994 var en varm og solrig dag med perfekt sigtbarhed. Kl. 17.45 bemærkede adskillige mennesker et objekt, der glitrede på himlen, da det reflekterede solen. Da de betragtede objektet, der stod i sydlig retning, så de et sølvfarvet, pyramideformet objekt bevæge sig i en ret linje fra vest til øst i en anslået højde af 50 - 60 meter. Mens objektet bevægede sig tværs over deres synsfelt, så de, at det roterede om sin akse mod uret og foretog en hel omdrejning i løbet af fem sekunder. Vidnerne sagde, at de mente, formen kunne have haft fire sider; men det var de ikke sikre på. De iagttog objektet i 20-25 sekunder og tabte det af syne, da det passerede om bag ved nogle høje træer i det fjerne. En familie fra byen Colchester rapporterede et UFO over deres hjem i over 20 minutter den samme aften. Danny Vassar, 36, og hans veninde Julie Beasley, var stadig forbløffede 24 timer efter at have iagttaget, hvad de mente var et enormt UFO, uden for deres soveværelsesvindue i Colchester, Essex. De stod helt forfærdet i de tidlige morgentimer, da de var vidne til noget, de kun havde set på film. Danny fortalte: "Det var absolut enormt, næsten så nær på, at man kunne røre ved det. Hvis jeg så bare var den eneste, der havde set det, ville det hele have stillet sig anderledes; men Julie så det også. Det slog os med forfærdelse." Objektet blev beskrevet som værende 100 meter langt, halvcirkler i top og bund, og røde, gule og orange glimtende lys. Der var også en rød gløden, muligvis kommende fra bunden. Parret rapporterede observationen til politiet, der allerede havde fået en opringning fra Chelmsford, hvor beboere også berettede om en høj, hvinende lyd. Danny tilføjede: "Vi har netop overværet noget, der er så utroligt, at man har lavet film om det i årevis - og så stod vi dér og betragtede det i 20 minutter." Alan Becker iagttog noget meget besynderligt mellem kl. 00.30 og 4.00 søndag den 31. juli 1994, mens han var til et udendørs discobal. Han bemærkede et stort, blåligt lys i skyerne, omridset af en dør på undersiden af et meget stort cirkelformet fartøj, hvis omrids var ret utydeligt i mørket. Tynde og tjavsede skyer syntes at hvirvle rundt om fænomenet. Få sekunder efter så vidnet tre blå lyskugler danne en trekant. På dette tidspunkt rapporterede et andet vidne at have set en svag gylden trekant med et rødt lys i midten. Trekanten, der muligvis havde firkantede koøjer, bevægede sig hen over himlen. Så standsede objektet op og forsvandt. Det var på dette tidspunkt, at de tre blå lyskugler blev set langs det store, blå objekt, hvorpå de forsvandt ind i det store objekt. Pludselige dukkede et hvidt, ovalformet og roterende objekt op i skyen. Så foretog det en vuggende bevægelse og mistede hurtigt højde, før det forsvandt bag nogle træer i nærheden. Daniel Fry Emnet 'kontaktberetninger" er nok et af de mest ømtålelige områder inden for UFO forskningen både indadtil, blandt UFO forskerne, og udadtil blandt interesserede læsere af UFO litteratur og befolkningen i det hele taget. Men man må nødvendigvis give nogle eksempler på forskellige personers påståede kontakter til rumrejsende fra det ydre rum. Der findes mange beretninger, sandsynligvis både sande og falske, hvilket kan være vanskeligt eller umuligt at fastslå. Her er medtaget tre klassiske kontaktberetninger alle fra 1950'erne, men stadig interessante og aktuelle, idet de sagtens kunne have fundet sted i dag. En af vore mest interessante kontaktpersoner er amerikaneren Daniel W. Fry, der i en alder af 42 år havde sin første kontakt med udenjordiske intelligenser. Fry var på det tidspunkt ansat på White Sands Eksperimentbasen for udvikling af raketmotorer, og i sin egenskab af ingeniør medvirkede han ved konstruktionen af mere avancerede motorer. White Sands ligger i New Mexico. Den 4. juli 1950 befandt Daniel Fry sig alene på sit kontor i White Sands, og hen under aften ophørte aircondition systemet med at fungere. Kl. 20.30 var det ulideligt varmt, så Fry besluttede sig for at gå en tur ud på forsøgsområdet. På det tidspunkt, da solen netop havde forladt himmelen, og de første stjerner var begyndt at titte frem, fik han for første gang øje på noget usædvanligt. Ved at kigge mod en gruppe stjerner lagde han mærke til, at én af disse slukkedes, senere slukkedes flere og flere, og Fry kunne nok tænke, at der var et eller andet, der gled ind foran stjernerne og spærrede for udsynet. Det varede ikke længe, før han kunne se konturerne af et fartøj, som hastigt nærmede sig det sted, hvor han stod, for til sidst at lande foran ham. Skønt Fry var temmelig ophidset og en smule bange for det fremmede, overvandt hans medfødte tekniske nysgerrighed denne følelse af frygt for det ukendte, og han gik helt hen til fartøjet. For at tage det nærmere i øjesyn gik han nu langsomt rundt om det. Det var 4,5 meter højt og 9 meter i diameter; farven var sølvglinsende med et svagt violet skin. Der var ingen tegn på åbninger. Fry tænkte denne oplevelse grundigt igennem, hvorefter han gik helt hen til fartøjet og satte forsigtigt en finger på overfladen, der kun føltes en smule lunere end omgivelserne. I det samme hørtes en skarp stemme, der advarede mod at røre ved fartøjets overflade. Stemmen skræmte Fry så meget, at han fór nogle meter baglæns og faldt på ryggen ned i en busk. Da hørtes en let latter, og stemmen sagde: "Tag det roligt, min ven, du er blandt venner." Herefter udspandt der sig en samtale mellem Fry og "Stemmen", som først handlede om, hvori faren ved at berøre fartøjets overflade bestod. Det var ikke pga. varme eller radioaktivitet, men pga. skibets kraftfelt, at det var farligt at berøre. Fry fik også at vide, at det fartøj, han stod overfor, ikke var bemandet, og at stemmen, han hørte, kom via højttaler fra moderskibet, der befandt sig langt ude i rummet. Han fik yderligere at vide, at grunden til, at det lille fartøj ikke var bemandet, var, at man i øjeblikket var i færd med en tilvænning, så man snart ville kunne landsætte folk på Jorden. Det lille fartøjs lastrum var beregnet til at tage prøver af Jordens atmosfære med tilbage til moderskibet, hvori de blev undersøgt, også for bakterier m.m. Fry fik tilbudt at komme om bord i fartøjet og blive fløjet en tur til New York. Han ville gerne prøve en tur og så nu, hvordan en åbning i fartøjets side pludselig kom til syne. Væggen ligesom gled bort fra et område af fartøjets side, og det var muligt at gå ind. Det var kun et ganske lille rum, som Fry kom ind i. I rummet fandtes nogle siddepladser og nogle rør med linser i. Det kunne ligne filmapparater. Han blev bedt om at tage plads og fik nu at vide, at turen til New York og tilbage igen ville vare ca. 30 minutter; det betød en hastighed på 12.000 km/t! Da fartøjet var lettet, sendte en af projektørerne en violet lysstråle mod det sted, hvor døren befandt sig i væggen. Døren åbnedes ikke; men den var pludselig ligesom fuldstændigt forsvundet, og det var muligt at kigge ud. Både denne teknik og mange andre for Fry ukendte virkninger blev forklaret af stemmen, der i øvrigt tilhørte en fremmed ved navn Alan. Foruden tekniske oplysninger fik Fry også at vide, hvorfra Alan og de øvrige medlemmer af moderskibets besætning stammede. Deres forfædre var indbyggere på Jorden i det for længst forsvundne kontinent "Mu" eller "Lemurien", som eksisterede samtidig med Atlantis. Disse to kontinenters befolkninger var teknisk set meget avancerede, hvorimod deres åndelige og sociale udvikling ikke var fulgt med. Det betød, at der ikke var balance og harmoni menneskene imellem. Resultatet var en altødelæggende krig; kun nogle få mennesker, der befandt sig i deres rumskibe på en højslette i Tibet, overlevede eller undgik en degeneration pga. strålingen. Disse rumskibe, i alt seks, besluttede at forlade Jorden og finde en egnet planet til bosættelse. Et af skibene nåede frem til planeten Mars, og herfra kom Alan, som kontaktede Daniel W. Fry. Men man var ikke længere afhængig af en hjemplanet, idet man havde udviklet enorme rumbyer, som var i stand til at færdes rundt i universet. For Alan's folk var der ikke længere nogen fare for ødelæggelse, idet man levede efter de kosmiske love, hvor alt er i harmoni. Men på Jorden hersker i disse år fuldstændig den samme trussel mod hele civilisationen som i Alan's forfædres tid. Truslen kommer fra menneskets manglende forstand. Hvis ikke menneskene får de tre videnskaber: Teknik, sociale og åndelige videnskaber bragt i balance, vil katastrofen være uundgåelig endnu engang, og det hele vil begynde forfra igen. Daniel Fry havde siden endnu flere kontakter med Alan, og han fik mange informationer, som han skulle bringe videre til menneskeheden. På en fugletur i Skotland oplevede Allingham den 18. februar 1954 sin berømte kontakt med et rumskib og et besætningsmedlem. Da han kl. 12.35 gik langs kysten mellem byerne Lossiemouth og Buckie, fik han for første gang øje på tallerkenen. Dvs. han hørte først en hvislende lyd, hvorefter han så op, og højt på himlen fik han øje på en plet, som ikke lignede en fugl. I sin kikkert så han nu, at det måtte være en flyvende tallerken. Den glitrede i solskinnet og gav tydeligt indtryk af at være lavet af metal. Da den krængede over i en svag vinkel, var den øverste kuppel og landingskuglerne fuldstændigt synlige. På dette tidspunkt var det umuligt at bedømme afstand til og størrelse på objektet; selv om tallerkenen var langt væk, forsøgte Allingham at fotografere den, og han fik da også to billeder, der kun viste en lille prik, som var umuligt at bestemme. Efter at tallerkenen var forsvundet, ønskede Allingham brændende, at den ville komme igen, hvilket den da også gjorde kl. 15.05; men denne gang var den endnu længere borte end tidligere på dagen. Da tallerkenen endnu engang var forsvundet, fortsatte han ud langs stranden stadig i håb om, at den ville vende tilbage, og at han ville få lejlighed til at opleve noget mere; men efter endnu en halv times gang vendte han om for at begive sig tilbage fra sin fugletur. Kl. 15.45 hørte han pludselig den hvislende lyd igen, og tallerkenen kom glidende ind over havet. Der var ingen tvivl om dens hensigt. Den ville lande. Da den var mindre end et par hundrede meter fra ham, hørte han tydeligt en lav, summende lyd som fra motorerne. Det bekræftede ham i den antagelse, at der var tale om et fysisk objekt, der ikke blev styret af psykisk kraft eller noget af den art. Allingham stod som naglet til stedet og kunne af ren overraskelse ikke foretage sig noget; men han fattede sig, slog sit fotografiapparat ud og tog et par billeder hurtigt efter hinanden, mens tallerkenen sænkede sig det sidste stykke. Den havde retning lige imod ham. Metallegemet syntes at gløde ganske svagt. Tallerkenen svævede et sekund eller to, før den landede med et hørligt bump kun 50 meter fra det stod, hvor Allingham stod. I modsætning til George Adamski's tallerken hvilede denne helt på jorden. Denne tallerken var en smule forskellig fra Adamskis. Den måtte være ca. 15 meter i diameter og ca. 6 meter høj. Skroget var lavet af en art metal uden synlige samlinger, som om det var presset ud i ét stykke. Det mindede om poleret aluminium. Der var to grupper koøjer synlige, tre og tre sammen rundt om midtervæggen, over hvilken der var en smal flange. Fra toppen af kuplen stak en mørk, lodret stang frem, som mindede om en lynafleder. De tre kugleformede landingshjul, som var anbragt på tre punkter lige inden for underkanten af skroget, så ud, som var de lavet af et let, spændstigt materiale af en konsistens noget lignende gummi. Adamski sagde, at han følte sig som et barn ved siden af rummanden, som han mødte i ørkenen; men Allingham sagde, at han vidste, at han stod over for et umiddelbart nært forestående møde med et højintelligent væsen fra rummet, for hvem han nærede en stor respekt samtidigt med, at han bevarede en nøgtern indstilling til oplevelsen. Da han nærmede sig tallerkenen, gled en skydedør i den nederste del op, og en mand sprang let og adræt ned på jorden. Da rummanden kom Allingham i møde, løftede de begge armen til hilsen, mens de et øjeblik stod og stirrede på hinanden. Rummanden var omkring 1,80 meter høj, med kortklippet, brunt hår og solbrændt hud. Han lignede en englænder, men havde dog en væsentlig højere pande. Hans klædedragt lignede science fiction forfatternes forestilling om rumdragter tætsluttende og ud i ét. Allingham forsøgte nu at formulere spørgsmålet om, hvorfra rummanden kom. Da denne ikke var i stand til at tale engelsk, kiggede Allingham op mod himmelen, pegede på den fremmede og derefter opad. Den fremmede smilede og nikkede. Herefter tog Allingham et stykke papir frem og tegnede solen med omkredsende planeter, som han bagefter pegede på, og da han kom til den fjerde, Mars, nikkede rummanden. Det lykkedes også ved hjælp af tegninger at få bekræftet, at Mars' kanaler var kunstigt fremstillet. Under den videre samtale, som foregik ved hjælp af tegninger, fagter og enkelte ord, afslørede rummanden, at der ikke var vand på Mars' overflade, at han havde været på Venus, og at de brugte Månen som base. Også marsmanden stillede spørgsmål. Var der ved at udvikle sig en krig på Jorden? Var Jordmenneskene ved at være parate til at flyve til Månen? På et tidspunkt kiggede marsmanden op mod himlen og gjorde tegn til at ville forlade stedet. Da han gik hen imod tallerkenen, tog Allingham et billede af ham, der tydeligt viser den tætsluttende dragt. Kort efter lettede tallerkenen, først langsomt indtil ca. 12 meters højde, og derefter med voldsom fart. Elisabeth Klarer var i mange år sekretær for "Det Sydafrikanske Interplanetariske Selskab", som blev oprettet i 1953. Dets medlemmer repræsenterede forskellige grene inden for det naturvidenskabelige område. Selskabets bibliotek regnes for et af de fornemste på hele det afrikanske kontinent. Elisabeth Klarer har haft tre kontakter med rumskibe og deres besætningsmedlemmer; men allerede i en alder af kun 7 år så hun sit første rumskib. Det må have været omkring 1917, idet hun i sin beretning skrevet 1957 nævner, at tidspunktet for denne første observation ligger 40 år tilbage. Den 27. december 1954 fik hun sin første nærkontakt oplevelse i bjergene på sin hjemegn, Natal, hvor hun som barn også havde haft sin første observation. I dagevis besøgte hun bjergene for om muligt at se noget på himlen, og endelig en formiddag ved 10-tiden, da hun befandt sig på en bjergtop, glimtede noget i skyerne. Først troede hun, det var en hvid fugl; men senere så hun fartøjet, hvidt og sølvglinsende i solen. Det gled blødt og graciøst frem mod hende og standsede op ca. 50 meter borte og lige så højt oppe ved siden af hende. Her dalede fartøjet roligt ned, indtil det var en meter over jorden, og det havde nærmet sig til en afstand af kun fem meter fra hende. Fartøjet var ca. 20 meter i diameter. Elisabeth Klarer kunne tydeligt se piloten, som hun beskriver som en af de smukkeste mænd, hun nogensinde havde set. Målløs over dette pludselige møde med en anden verdens civilisation trækker hun sig langsomt tilbage, skræmt, hvorefter rumskibet letter lodret og forsvinder hurtigt ud af syne. Den 7. april 1956 oplever Elisabeth Klarer sin anden kontakt med det fantastiske fartøj fra en fremmed planet. Hun havde dagene forinden været ved havet med sin familie, men fik den 6. april en kraftig indskydelse til at tage hjem til sin barndomsegn ved Natal. Indskydelsen er så stærk, at hun ikke kan komme fra den, hvorfor hun følger den og skynder sig til Natal. Her går hun ud i bjergene overbevist om, at rumskibet vil være til stede, hvilket det også er. Da hun på afstand får øje på det, skynder hun sig at løbe det i møde. Udenfor står piloten, som hun så ved det første møde, og denne gang strækker hun hænderne frem til hilsen uden at være bange. Piloten tager hendes hænder i sine og fører hende ind i rumskibet. Inde i rumskibet får Elisabeth Klarer øje på endnu et besætningsmedlem, og på spørgsmålet om, hvorfra de kommer, svarer piloten: Venus. Rumskibets indretning ligner fuldstændig de observationsfartøjer, som Adamski beskriver; blot er dette meget større. Det har koøjer i grupper på fire, gulvlinse og instrumentpanel placeret nøjagtigt som Adamski tallerkenen. Kort efter, at de var kommet om bord, lettede rumskibet og fløj ud i rummet, hvorfra Jordens overflade kunne iagttages gennem gulvlinsen. På kort tid forlader fartøjet Jordens atmosfære på vej ud i det ydre rum, hvor himlen bliver sort og sollyset meget stærkt. Elisabeth Klarer har en fornemmelse af, at de er på vej mod moderskibet, der da også dukker op i gulvlinsen. Piloten fortæller hende, at det er meningen, at de skal tages ombord i moderskibet, der tavst hænger ubevægeligt med sin enorme sølvgrå krop. I moderskibet får hun at vide, hvorfor rummenneskene besøger Jorden og dens beboere. Man fortæller bl.a., at man iagttager den vekslende balance i vor atmosfære. Hyppige solpletter og eftervirkningerne efter brintbombe eksplosioner har givet en forskubbelse i vor atmosfære. Den elektriske spænding er derigennem blev forøget, hvilket forårsager, at skybrud, oversvømmelser, storme og haglbyger er blevet mere hyppige. Også den farlige vane med at samle atomvåben på lager øger risikoen for en katastrofe. Elisabeth Klarer fortæller, at piloterne er mellem 1,60 og 1,90 meter høje og med langt hår. De er venlige og imødekommende. Hun får også at vide, at de har base på Månen, hvorfra deres ekspeditioner udgår. Hen på aftenen landsættes hun atter i bjergene ved Drakensbjerget. Den 17. juli 1956 viser tallerkenen sig igen, og ved den lejlighed tager hun 7 billeder af den. Man har ikke kunnet finde fejl ved hverken fotografiapparat eller negativerne, og familien bevidner, at hun selv tog alle billederne. Flere mennesker blandt lokalbefolkningen har set de fremmede fartøjer i egnen ved Natal, hvor et bjerg er døbt Tallerkenbjerget. Definition Forkortelsen UFO står for Uidentificeret Flyvende
Objekt, altså noget der flyver og som sådan befinder sig i luften. Man har endnu ikke
officielt givet nogen forklaring på, hvad der virkelig gemmer sig bag ordet. Det er sket, at der er observeret laserlys, og at
man har troet, at det var UFO'er; men på afstand kan laserlys kun ses, når lyset
aftegnes på undersiden af en sky, hvor det så kan danse og springe rundt og udmærket
kunne ligne et UFO. Men laserlys kan i sagens natur, fordi det er lineært - altså lige -
ikke komme ned på jorden og bevæge sig rundt om huse og genstande. Sådanne lys vakte en
hel del opmærksomhed på Vejen egnen nytårsnat 1998/99. Er der piloter, der har observeret UFOer? Ja, der er mange piloter over hele Jorden, som har
rapporteret, at de har mødt UFO'er under flyvningen. Herhjemme er der en rapport fra den
3. februar 1998, hvor piloter i fire forskellige fly så et UFO ud for den jyske vestkyst.
Det fløj forbi deres fly i et stort lysglimt, som den belgiske avis Het Laaste Nieuws
formulerede det den 29. april, da man omtalte episoderne. Flyveopvisning over Washington D.C. I sommeren 1952 var der pludselig en mængde UFOer i
luften over selveste Washington. De fløj forlæns og baglæns, de lavede usandsynlig
skarpe drej, og på få sekunder kunne de stige flere kilometer op i luften - en hel
flyveopvisning. Episoden blev fanget af 2 flyradarer og 10 radarer nede på Jorden. Der var
en masse spørgsmål og skriverier; men en talsmand fra luftvåbnet erklærede, at det
ikke var noget, der truede nationens sikkerhed. - Altså var det ikke noget farligt. Noget tyder på det. De opfører sig i hvert fald, som om de er styret af en intelligens. Hvorfor skulle de ellers for eksempel ændre kurs i sidste øjeblik, før de kolliderer med et fly på vej ind til landing? Eller flyve langs siden af passager- eller militærfly nogle sekunder, for så at speede op og fortsætte med enorme hastigheder? Der er målt hastigheder på over 40 tusind kilometer i timen. For en del år siden kom et kæmpestort objekt ned i lav højde over et stadion i Canada. Folk kiggede op, og mange tog fotografier. Nede fra jorden kunne man se menneskelignende væsener bag "koøjerne" og små børn, der blev løftet op for bedre at kunne se ud. - Men før fodboldkampen var forbi, var der blevet lagt en ring af politi og militær omkring stadion. Folk blev standset, og alle film blev revet ud af deres kameraer. Sådan noget som UFOer eksisterer da virkelig ikke, og der er derfor heller ikke brug for beviser for det modsatte. Jamen, astronauterne har aldrig set UFOer! Nå ikke? Allerede John Glenn og Scott Carpenter tog fotografier og film af UFOer ude i rummet. Og da der blev landsat mennesker på Månen for første gang i sommeren 1969, blev de fulgt hele vejen derop af to UFOer, der syntes at passe på dem. Da de nærmede sig Månen, skød der objekter op fra Månens overflade. Mange af disse gamle fotografier og film er med årene kommet i hænderne på UFO forskere. Hvorfor fik vi ikke noget at vide dengang? Mon ikke det ville være kommet som et chok for
Jordens mennesker, hvis man dengang havde oplyst offentligheden. Vi var først langsomt
ved at vænne os til at rejse i rummet, og meddelelsen ville utvivlsomt have rejst panik
hernede. For det er en videnskabelig fastslået kendsgerning, at Jorden er den eneste
beboede planet -- i hvert fald i vores del af universet. Og vi er opflasket med gyserfilm
om monstre fra rummet, der kan kildre vores hang til gys og spænding i tilværelsen.
Heldigvis havde NASA - den amerikanske rumfartsadministration - indlagt nogle sekunders
forsinkelse, før tv-signalet kom ud til seerne, så at man kunne vise noget andet. Hvis der virkelig eksisterer ufonauter, tror de så på en Gud? Her står de over tusinde forskellige religioner her
på Jorden nok over for et vanskeligt spørgsmål. For indgår de i Guds plan? Er de
omfattet af Kristus? Er de underlagt arvesynden som vi? - Eller har de ikke behov for at
blive frelst? Med alt det materiale, der er indsamlet gennem
årene, kan man forsigtigt slutte: |